Det er lusket af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at gøre tronfølgeloven til en antikvitet, fordi den er fra 1953. Det har han gjort de senere dage i statsbetalte annoncer og reklamefilm for at få folk til at deltage i søndagens folkeafstemning. Lusket fordi det er Grundloven, der er den store gamle sag fra 1953, mens tronfølgeloven blot er en pyntelig parentes. Det er jo Grundloven, der skal opdateres, men dette årtusindes foreløbigt tre statsministre har aldrig haft viljen. Det er en besværlig sag, det er måske en tabersag, og i økonomiske krisetider kan der være vigtigere ting end rettelser i ‘demokratiets færdselslov’.
Men der er gode grunde til at tage den debat, som Folketingets alt for tidligt afdøde formand Ivar Hansen (V) forsøgte sig med i sine formandsår (1998-2003). Ivar Hansen var oprigtigt optaget af at tænke og tale en grundlovsændring i gang. Først hældte Poul Nyrup Rasmussen (S) en spand dræbende koldt vand på projektet, og Anders Fogh Rasmussen (V) havde så travlt med at komme i angrebskrig med et spinkelt politisk flertal (61-50), at han hverken havde tid eller lyst til at tale om demokratiets spilleregler ude og hjemme.
Danmarks Riges Grundlov blev vedtaget ved en folke-afstemning den 2. juni 1953 og trådte i kraft den 5. juni. Valgretsalderen var 25 år. Det betyder, at man skal være født før den 2. juni 1928 for at have stemt for den nugældende grundlov. Med andre ord: Det er folk over 81, der har stemt for den grundlov, som vi alle forventes at elske som et katalog over særlige danske værdier. Det er de 81-åriges, de gamles og de dødes grundlov. De skal såmænd ikke have utak for endelig at have stemt for de ændringer, som skiftende regeringer bøvlede med i årtier. Men enhver generation har ret til gennem sin egen grundlov at fastlægge rammerne for det politiske liv og for de borgerrettigheder, der hører deres tid til.
Man kan hævde, at den internationale beskyttelse af menneskerettigheder er så udviklet, at der ikke er behov for Grundlovens svagt formulerede katalog over frihedsrettigheder. Globaliseringen og EU skal bare tage over og lade den nationale grundlov gå af brug. Omvendt kan man sige, at netop når det gælder retsstatens og retssamfundets garantier og værdier, må danskerne have ret til at bestemme, hvordan tingene skal være. En dansk borger eller en borger i Danmark bør kunne få håndhævet sine rettig-heder lige så godt ved en dansk domstol som et sted ude i Europa. Hvis ordet sammenhængskraft har mening, betyder det også, at danskere kan få lige så meget ret ved nationale som ved internationale domstole.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (Europarådet) og Den Europæiske Unions Charter for grundlæggende rettigheder gælder også for danskere.
Det er især en dansk erfaring, at ytringsfriheden er bedre beskyttet i Menneskerettighedskonventionens artikel 10 end i Grundlovens paragraf 77. Allerede N.F.S. Grundtvig sagde på Den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1849, at ytrings-friheden var uden værn mod tilfældige og tyranniske folketingsflertal. Sådan har Grundloven været siden. Alene de senere års hellig-gørelse af ytringsfriheden som noget meget dansk burde føre til den grundlovs-ændring, som gør værnet om ytringsfriheden stærkere i København end i Strasbourg.
EU-Charteret får juridisk bindende kraft, når Lissabon-traktaten træder i kraft. Jeg synes, at man hver dag kan finde nye muligheder for konflikter mellem dette charter og retstilstanden i Danmark. Hvad skal vi gøre, når danske borgere efterspørger deres charter-rettigheder til uddannelse eller arbejde? Og i Brorsons Kirkes navn spørger jeg om, hvad vi skal mene om charterets bestemmelse: “Kollektiv udvisning er forbudt”. Eller det klart formulerede forbud mod udvisning til tortur-stater? Er det noget, vi bare kan aftale os ud af? Det kræver mere end en kronik i Information at definere problemernes karakter, men det kræver ikke mange linjer at argumentere for nødvendigheden af den grundlovs-gennemgang, der afklarer, om man skal søge sine rettigheder her eller der.
Det er meningen med Grundlovens paragraf 20, at der kun kan overdrages beføjelser til EU i nærmere bestemt omfang. Og på en måde, som folket billiger. Over tid har det vist sig, at den standhaftige EU-modstands satsning på paragraf 20 har været forkert. Den er et meget svagt værn mod over-dragelse af så mange beføjelser til EU, at nationalstaten Danmark en dag kan lukke og slukke. Lissabon-traktaten havde ni bestemmelser, som ifølge paragraf 20 - og i Justitsministeriets udlægning - førte til folkeafstemning. Men hokuspokus og Angela Merkels kreative pen, så stod der præcis det samme på en måde, som paragraf 20 kunne leve med. Det er ikke en retsstat værdig, at man kan trylle folkeafstemninger bort. Der var noget himmelråbende grinagtigt over forløbet, og det var mest Grundloven, der var til grin. Og hvad skal vi med en grundlov, der kræver folkeafstemning, hvis Danmark skal deltage i EU-landenes fredelige udforskning af Rummet, men hverken kræver folkeafstemning eller kvalificeret folketingsflertal for at starte en angrebskrig i den anden ende af verden? Og en grundlov, som muliggør, at vi alligevel kommer med i rumforskningen uden folkeafstemning, fordi Merkel kunne kringle ordvalget.
EU-modstanden bør være først i erkendelsen af, at der skal andre grundlovsgarantier end paragraf 20 til for at smelte glidebanen til Bruxelles. Jeg kunne i stedet forestille mig, at en halv eller en hel million underskrifter kunne fremkalde en folke-afstemning om udmeldelse. Den garanti er da mere værd.
Der er andre gode grunde til at sætte gang i grundlovs-debatten.
I den årelange debat om optagelse af nye EU-lande så jeg smilende til fra sidelinjen, når EU-Kommissionen i sin årlige rapport om ansøgerlandenes demokratiske status hævede pegefingeren mod de lande, der ikke havde en forfatningsdomstol som garant for, at retssamfundet ikke kunne pustes omkuld af skiftende politiske flertal.
Danmark har ikke en forfatningsdomstol, og den ene gang, Højesteret er trådt i karakter for at beskytte Grundlovens magtdeling, var det en usædvanlig begavet og modig højesteretspræsident, der førte pennen. Han er der ikke mere, og det er ikke svært at forestille sig nye folketingsflertal, der - som med Tvind-loven - vil bruge flertallet til at forgribe sig på en politisk ubekvem modstander.
Skal Danmark leve op til europæiske standarder for et retssamfund, skal vi have en forfatningsdomstol.
Folketingsformand Ivar Hansens forsigtige forsøg på at komme i gang med bare debatten var en frustrerende oplevelse for medlemmerne af ‘Styregruppen for grundlovsdebatten’. Hverken den ene eller den anden regering ville bare tale om det, selv om det var indlysende for deltagerne dengang, at udfordringerne fra det europæiske samarbejde før eller siden måtte føre til en ny grundlov, der forankrede det danske demokrati i en dansk ramme.
Om ikke andet kunne man da bare modernisere sproget, så udenrigspolitik ikke dækkes af bestemmelsen om, at “Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender”. Og er det fordi “Kongen slår mønt”, at vi ikke kan komme med i fællesmønten euro? Sproget er en fornærmelse, de indholdsmæssige mangler åbenlyse.
Man kunne gøre noget ved folkekirkens status som en statsstøttet sovepude, man kunne lægge rammerne for kongehusets virke, man kunne overveje, om mindretallet i Folketinget bare lige kan ignoreres, som VKO-flertallet reelt har gjort det, man kunne stille krav om to tredjedeles flertal for angrebskrig, man kunne indskrive ord som miljø, klima og bæredygtig udvikling.
Det er bare ubærligt at lade stå til.
Poul Smidt er journalist, cand.jur. og var sammen med Connie Hedegaard ‘medieeksperterne’ i ‘Styregruppen for grundlovsdebatten’