BOSTON - I sin tale til muslimer verden over i Kairo i går brød præsident Barack Obama et stort tabu i amerikansk politik ved at indtage en upartisk holdning til den historiske konflikt mellem israelere og palæstinensere om retten til at besidde Palæstina.
Det siger den amerikanske mellemøstkender Juan Cole, professor i historie på University of Michigan og forfatter til den nye bog Engaging the Muslim World.
“Ingen anden præsident i vor tid har turdet sidestille israelernes og palæstinensernes skæbne på den måde, præsident Obama gjorde det i Kairo i går. Det sker simpelthen ikke. Så han løber helt klart en politisk risiko ved at fremstå som upartisk. Det normale er, at en præsident pr. refleks støtter Israels regering,” siger Cole, der har boet og arbejdet flere år på det Afrikanske Horn, i Libanon og Egypten.
I sin tale på Kairos Universitet nævnte Obama “de to folks legitime aspirationer, begge med en smertefuld historie, som gør det vanskeligt at indgå kompromis.”
Præsidenten talte medfølende om Holocaust mod det jødiske folk, men betonede i samme åndedrag palæstinensernes lidelser.
“I mere end 60 år har de (palæstinenserne, red.) måttet gennemgå hårde omvæltninger i deres tilværelse. Mange af dem sidder og venter i flygtningelejre på Vestbredden, i Gaza og i nabolandene. De har måttet udstå små og store daglige ydmygelser under besættelsen. Lad ingen tvivl herske: Det palæstinensiske folks situation er utålelig. Amerika vil respektere palæstinensernes legitime ønsker om værdighed, økonomiske muligheder og deres egen stat,” sagde USA’s præsident.
Juan Cole peger på en række andre omstændigheder, som gør Obamas tale til en enestående historisk begivenhed i forholdet mellem USA og de arabiske lande.
“Bemærk, at han først besøgte Saudi-Arabien, arnestedet for Islam, og dernæst den arabiske verdens intellektuelle center, Ægypten. Modsat tidligere præsidenter følte han sig ikke forpligtet til at gøre holdt i Israel, hvor han ville risikere at møde den nye racistiske udenrigsminister Avigdor Lieberman.”
Cole fortsætter:
“I stedet besøger Obama i dag koncentrationslejren i Buchenwald. Det er en gestus til jøderne og Israel. Denne rejses destinationer og begivenheder er nøje gennemtænkt med henblik på at skabe balance - for at fremstå upartisk, ligesom han forsøgte at gøre i talen.”
- Men er nogle af de pointer om palæstinensernes lidelser ikke også blevet fremført af George W. Bush og andre præsidenter?
“Jo, hvis man ledte, kunne man utvivlsomt finde det. George W. Bush holdt engang en tale i Istanbul, hvor han nævnte de værdier, islam og kristendommen deler, men det blev druknet af andre ting i talen. Obamas bidrag er, at han samler det hele i en tale og opnår en form for synergi. Det nye er, at en amerikansk præsident siger det. Hvis Gordon Brown eller Nicolas Sarkozy havde holdt samme tale, ville det næppe have vakt opmærksomhed.”
- Men indholdsmæssigt kniber det med at finde noget brud med fortidig amerikansk politik i Obamas tale -
“Det er korrekt. Selv Bush kaldte Islam en fredelig religion. Han var den første til at støtte en selvstændig palæstinensisk stat, og mange præsidenter har forlangt et stop for nye bosættelser på Vestbredden. Det nye er den åbenhjertighed, hvormed Obama fremsætter disse principper. Han brugte ikke kodeord eller signaler. Han sagde det direkte.”
“Det eneste nye, jeg kunne finde i talen, var hans understregning af islams bidrag til den vestlige civilisation - som en kilde til renæssancen og oplysningstiden. Han anerkendte også muslimers lidelse under kolonialismen og endda den amerikanske rolle i omvæltningen af det demokratiske styre i Iran i 1953.”
- Kan man sige, at Obama i sin tale forsøgte at gøre op med det paradigme, som har præget amerikansk udenrigspolitik siden 11. september 2001?
“Hmm. Bush vil utvivlsomt være enig i næsten alt, hvad Obama sagde i denne tale. Han placerer muslimer verden over som allierede i kampen mod terrorister, skønt han bruger udtrykket voldelige ekstremister. Bush appellerede også til saudierne og pakistanerne.”
“Den væsentlige forskel er, at Bush i sin anden embedsperiode begyndte at kalde terrorister for islamo-fascister. Det var for at behage sine nykonservative og kristne evangeliske vælgere. Obamas vælgerkorps er et helt andet. Han er langt mere tilbageholdende over for at bruge den slags udtryk. Han forstår, at det krænker muslimer at høre islam blive knyttet af en amerikansk præsident til en fascistisk ideologi fra Europa.”
- Gør det ikke også en forskel, at Obama modsat tidligere præsidenter har en multietnisk baggrund; hans farfar var muslim og han er selv vokset op i Indonesien?
“Det gør det i en vis udstrækning. Men det vil ikke hjælpe Obama ret meget, medmindre han følger op med konkrete politiske ændringer af amerikansk politik. Efter et stykke tid vil hans identitet veje mindre.”
- Obama stillede sig i sin tale på muslimernes side i debatten i Europa og Tyrkiet om muslimske kvinders religiøse og kulturelle rettigheder. Han lovede tilmed at bekæmpe stereotype beskrivelser af muslimer -
“Ja, det gav indtryk af en amerikansk præsident, der præsenterer sig som den moralske leder af den arabiske og muslimske verden. Jeg hørte et ekko fra Gamal Abdul Nasser. Han talte i sit pamflet fra 1954, Egyptens frigørelse: Revolutionens filosofi, om tre koncentriske cirkler, som definerer den egyptiske identitet: Islam, arabisk kultur og sprog samt Afrika. Så her stod Obama - med en delvis muslimsk og afrikansk identitet i den arabiske hovedstad Kairo - og opfordrede muslimer i hele verden til at bekæmpe voldelig ekstremisme og fordomme i deres egne fællesskaber. En kristen amerikansk præsident.”