Jeg var steget ud af bilen for at fotografere en mindeplakat for to af Libanons utallige martyrer, der udgør det sydlige Libanons visuelle kulisse side om side med politiske ledestjerner som Hassan Nasrallah, imam Moussa Sadr, der stiftede Amal, og de iranske ayatollah-er, Khomeni og Khamenei, da en lemmedasker i en nusset argentinsk landsholdstrøje over et par knælange shorts, der øjensynlig ikke havde set vaskepulver siden juli-krigen 2006, nærmede sig: Med en arm ind gennem bilruden, som om han ville sikre sig, at jeg ikke trådte på speederen, forhørte han sig: Hvem vi var, og hvorfor vi fotograferede netop her i dette vejkryds en snes kilometer sydøst for Tyre?
Zeinab, min libanesiske fikser, fortalte hvem vi var, at vi ville have et souvenirfoto af de to martyrer, Sheik Hassan Meqda og Samir Ali Rheda, der faldt i den zionistiske fjendes lumske kugleregn - og at han i øvrigt ikke behøvede at blande sig.
Det skulle han nok selv bestemme. Vi måtte forstå, at det var hans pligt at være på vagt overfor ethvert tegn på spionage i landsbyen. Zeinab sagde, at det havde vi fuld forståelse for, men at vi nu måtte videre. Tøvende, som om han overvejede at anholde os, trak han armen til sig.
»Folk hernede er meget årvågne på grund af den spionage-sag,« sagde Zeinab, da jeg skiftede til tredje gear i det bakkede terræn - hun er vokset op i Tyre og ville finde en måde at undskylde for mandens intimiderende opførsel.
-Den spionage-sag- handler om et påstået netværk af agenter, der har forsynet Israels spiontjeneste, Mossad, med en -mål-databank- over steder og personer, der vil være nyttige i en ny krigs-situation.
Under den 34 dage lange krig i sommeren 2006 bombede israelske kampfly bunkere og administrationsbygninger i Sydlibanon og Beirut, hvor de formodede Hizbollahs ledere befandt sig (hvad de selvfølgelig ikke gjorde), og det har siden vist sig, via kanaler, der fortaber sig i Hizbollahs hemmelige bilag, at de koordinater og luftfotos, israelerne den gang bombede efter, i bedste fald var ufuldstændige.
Sagen har skabt en tilstand af kollektiv paranoia i det sydlige Libanons landsbyer, hvor naboer holder øje andre naboer, der ser sig over skulderen, når de går til markedet for at købe tomater. Specielt i de landsbyer i Sydlibanon, der indtil 2000 udgjorde den israelske -sikkerhedszone- på ca. 30 kilometer fra den israelske grænse til Litani-floden, er folk på vagt, eftersom mange, både kristne og shia-muslimer, har en fortid som soldater i SLA (South Lebanese Army), en milits under ledelse af oberst Lahad, en kristen officer, og finansieret og bevæbnet af Israel.
Med den israelske tilbagetrækning fra Sydlibanon i maj 2000 flygtede mange af disse SLA-folk til Israel, hvor de blev behandlet som uvelkomne og hurtigt vendte hjem til deres landsbyer, hvor de efter relativt milde straffe for landsforræderi - den rationelle erkendelse var, at SLA også havde været et nødvendigt levebrød for folk i den besatte zone - blev genoptaget i samfundet.
Foreløbig er omkring 25 personer anholdt, en del af dem er tidligere SLA-folk, andre har taget spurten til Israel, og ifølge general Ashran Rifi, Libanons politichef, er -den igangværende mission ikke afsluttet-, og flere anholdelser på vej.
Politichefen har angivet -sex, penge og politik- som motiver for de anholdte, der omfatter folk af alle trosretninger og professioner, herunder en pensioneret brigadegeneral, hans hustru og nevø, to oberster og seks underordnede officerer i den interne sikkerhedstjeneste, en tankstations-ejer og indehaveren af et rengøringsfirma, der som den første blev arresteret på initiativ af Hizbollah.
Ifølge de sparsomme oplysninger, der er sivet ud om sagen, er det Hizbollah, der har iværksat oprulningen af -spion-netværket-, der angiveligt bestod af en række -hvilende celler-, som Israel aktiverede i begyndelsen af dette år. Affæren synes at passe godt, nogle mener lidt for godt, til den politiske dagsorden, Hizbollah har lagt forud for valget i morgen, hvis udfald bliver afgørende for de kommende forhandlinger om en afvæbning af organisationens milits, der menes at være bedre trænet og udrustet end den libanesiske hær, og som er krævet nedlagt i flere FN-resolutioner.
Hizbollahs argument for at afvise kravet har hele tiden været, at organisationen er den eneste garanti for, at Israel ikke kan løbe Libanon over ende på en eftermiddag, og den igangværende arrestationsbølge, hvor flere af de anholdte angiveligt har tilstået spionage for Israel, er ifølge Hizbollah endnu et bevis på, at den ikke-statslige milits er en uundværlig brik i landets forsvar.
Så jo, jeg var bekendt med -den spionage-sag-, og havde dagen i forvejen drøftet den med Amals parlamentsmedlem i Tyre, Abd el-Majid Saleh, en undersætsig grånende mand med studset skæg og varme stenkulsøjne, der sagde - nærmest for at forklare, hvorfor der var shia-trosfæller blandt de fængslede: »Forrædere har ingen religion - de kommer alle steder fra og derfor ingen steder fra.«
Saleh, der - som det ofte er sædvanen på disse kanter - var bakket op af tre velnærede mænd i kontorets sofa, der lyttede med ind og imellem nikkede bejaende til hans version af libanesisk politik, adskilte sig fra sine politikerkolleger i Beirut ved næsten udelukkende at tale om Israel.
»Det største problem i denne del af landet er at håndtere følgerne af Israels angreb i 2006,« sagde han, »ikke kun klyngebomberne, som israelerne dængede regionen til med - men som nu måske kan ryddes, efter at Israel har givet FN kort over deres placeringer - men også de økonomiske følger. Regeringen i Beirut har ikke sendt os de penge, der blev doneret af bl.a. EU til genopbygning her i regionen - de er misbrugt til andre formål andre steder. Det er et stort problem, men vi har fået hjælp fra Qatar og Iran, der har anlagt veje og repareret infrastruktur - på direkte bi-lateral basis, og altså udenom Beirut.«
Amal, der betyder -håb- på arabisk, og er en sammentrækning for partiets arabiske navn, De Arveløses Bevægelse, blev grundlagt i 1973 af imamen Moussa Sadr, og er nu allieret med Hizbollah. Sådan har det ikke altid været - da Hizbollah blev dannet i 1982 som en fundamentalistisk afskalning af Amal-partiet, var der ikke kun ondt blod mellem de to politiske grupperinger, der var blodige kampe op gennem 80-erne, som først blev bilagt med Taif-aftalerne fra 1989-90, der afsluttede borgerkrigen. Men da jeg beder Abd el-Majid Saleh om at definere forskellen på Amal og Hizbollah, forsvinder hans imødekommende smil:
»Hvorfor leder du efter forskelle?« spørger han, »Amal er et selvstændigt parti med egen struktur, det samme er tilfældet for Hizbollah. Men fælles for begge partier er, at vi går ind for et Libanon for alle libanesere, og fælles er modstanden mod Israel. Begge partier har genopbygning og endelig befrielse af libanesisk territorium (hovedsagelig en smal vandrig landstribe kaldet Sheeba Farms, red. ) som de vigtigste program-punkter, men generelt går vi ind for en styrket stat, bygget på principperne om magtdeling, der blev fastlagt med Taif-aftalerne.«
- Nogle mennesker fortæller mig, at en stemme på jer, er en stemme på øget risiko for en ny krig med Israel?
»Det er ondsindede rygter,« svarer han, og mændene i sofaen nikker, »Hariri-siden prøver at true og skræmme folk fra at stemme på os ved at fortælle dem, at hjælpen fra Vesten vil forsvinde, og de spiller selvfølgelig også på den formodede frygt for Israel. Men der er nul frygt for Israel, folk hernede ser jo, at israelerne bliver svagere for hver gang, de kommer her - det viste den sidste krig jo med al tydelighed. Parolen -vær Israels fjende- er fælles for os alle.«
Smilet er tilbage i stenkulsblikket, nu med et overbærende strejf, da han ligesom for at tilkendegive, at han ikke har mere at sige, tilføjer: »Libanesisk politik er meget indviklet, må De forstå.«
Javist, libanesisk politik er indviklet. Og i et land, hvor eneste familie er stænket med blod fra pårørende ofre, hvad enten de er faldet i krige mod Israel eller mod hinanden, trives utallige konspirationsteorier, der gør de daglige diskussioner underholdende, men ikke altid lige oplysende - som f.eks. den kvindelige hospitalslæge, der arbejder i Beirut, men tager ned til mand og barn i Tyre hver weekend. Alligevel vil hun ikke stemme ved valget, siger hun over den obligatoriske te, selv om hun er i valgkredsen i morgen, da hun mener at vide, at »alt er tilrettelagt af USA, der har en interesse i, at Hizbollah vinder valget - for USA og Israel kan ikke eksistere uden fjender. Fred vil være en katastrofe for dem, så nu bliver det Hizbollas tur.« Zeinab sender mig et blik, der siger: Du skal ikke sige hende imod, for så kommer vi aldrig herfra.
Jeg har heller ikke tænkt mig at sige kvinden imod, for hendes uddybende teori udgør endnu en brik i den konspiration, der tales om mand og mand imellem, men skrives mindre og mindre om også i den Hizbollah-kritiske presse, nemlig hvem der er kilde til en nylig -afsløring- i det tyske uge magasin Der Spiegel om, at Hizbollah alene stod bag på attentatet mod tidligere premierminister Rafik Hariri i februar 2005, der dræbte 22 mennesker - Hariri, hans bodyguards og forbipasserende, hvoraf nogle først blev fundet uger senere under vragrester og murbrokker, da søgende familier tog bestik af fluerne på attentat-stedet ud for ruinen af St. George-s Hotel. Det er vores værtindes opfattelse, at Der Spiegels afsløring er lagt død i den libanesiske presse af hensyn til Hizbollahs chancer for at vinde valget - og jeg lader den ligge der, også fordi der findes ca. to-tre millioner teorier, idet hver eneste libaneser med valgret har sin egen mening.
Substansen i Spiegel-historien, der identificerer brugerne af de mobiltelefoner, der menes anvendt af attentatmændene, er ikke ny. Det er tidligere dokumenteret af det libanesiske efterforskningshold - hvis chef, kaptajn Wissam Eid, blev dræbt af en bilbombe i januar 2008, formentlig med det formål at forhindre eller i det mindste sinke videre efterforskning, at mobil-telefonerne - i alt 28 fordelt i to -helvedes-cirkler- på henholdsvis otte og 20 brugere - var indkøbt af folk med tilknytning til Hizbollah. Det nye i artiklen er, at den frikender Syrien for meddelagtighed i mordet, hvilket ellers er den dominerende teori, idet Hariri kort før sin død planlagde at vende tilbage til politik under en ny parole: Syrien ud af Libanon.
Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah har naturligvis afvist Spiegels -afsløring- som »nonsens«, hvis eneste formål er at sværte hans parti forud for valget, men det mest bemærkelsesværdige er, at den Hariri-venlige presse har ladet sagen ligge.
Den mest sandsynlige årsag er ikke, som lægen i Tyre mener, at amerikanerne har givet besked om at skåne Hizbollah frem til valget, så underholdende den teori end forekommer, men snarere fordi yderligere gravning i sagen kan få uoverskuelige følger.
For som en klog libaneser sagde: »Selvfølgelig kan de politiske attentater opklares, sikkerhedstjenesten har de mest moderne efterforsknings-instrumenter, der kan købes på markedet, inklusiv DNA-analyser, etc. Men at opklare de forbrydelser vil medføre en ny borgerkrig, og det er ingen interesserede i.«
Jo, libanesisk politik er i sandhed indviklet.
lael information.dk