6/6
Der er meget at være sur over på DR2 Udland. For det første er den daglige, globale nyheds-halvetime på DR2 jo Danmarks Radios figenblad på udlandsstoffet. Figenblad er et grimt ord, der tit bruges om programmerne på DR2, og det implicerer, at DR har skubbet sine forskellige public service-forpligtelser - til at dække religion, historie, kultur, what have you - over på den angiveligt hemmelige, alternative kanal, hvor de ikke generer Hr. og Fru Hakkebøf, som skal holde seertallene oppe ved at se X-Factor på DR1.
For det andet interviewer DR2 Udland deres globale netværk af kilder på nogle herredårlige internetforbindelser, så folks hoveder hakker og deres stemmer hoster og man må lukke øjnene for ikke at blive skeløjet.
For det tredje snylter DR2 Udland på mine ansatte. Ja, De læste rigtigt. DR2 Udland har ikke råd til sine egne korrespondenter, så derfor ringer de op til folk, der kun befinder sig derude i verden, fordi de er finansieret af Dagbladet Information. Ikke hver gang, men tit.
For det fjerde ved man aldrig, hvem dette nye ansigt, der nu toner frem på DR2 Udland, er. Man får informationer om verden fra et mylder af mennesker i programmet. Der er ingen ro-indgydende Steffen Gram eller myndig Ulla Terkelsen, der udlægger teksten, så man hver dag ligesom fornemmer, at der ikke er mere at sige.
Nå, men alt det er jeg faktisk ret ligeglad med. For jeg synes DR2 Udlands opgør med konventionerne for nyhedsdækning er både tiltrængt og forfriskende. Jeg er ikke særlig interesseret i andedammen, og det passer mig derfor fint at slippe for identifikationshistorier og cases med børn, der ikke får nok fiskeolie. Jeg behøver ikke trygheden ved, at den samme korrespondent udlægger teksten for mig år ud og år ind. Og jeg vil hellere have 100 dårlige Skype-forbindelser, fra Eritrea til Paris og fra Sverige til Kansas, og fra alle mulige forskellige eksperter i mærkelige hjørner af virkeligheden, end jeg vil høre på de samme fem myndige udlægninger fra Vesteuropas selvoptagne metropoler dag ud og dag ind.
Faktisk mener jeg ikke, DR2 Udland er noget helt skævt bud på en global nyhedsdækning i et tv-marked uden monopoler og med et internet-belæst publikum. Det er ikke programmets problem, at vi udlandsredaktører synes, det snylter på vores ansatte, for seerne er ligeglade. Det er heller ikke programmets problem, at det er irriterende for os journalister, at de fede fuldtidskorrespondentstillinger ikke længere er den eneste oplagte vej til en global nyhedsdækning. Eller at gamle korrespondenter savner den tid, hvor de havde monopol på at udlægge den globale dagsorden. Autoritet er ikke, hvad den har været, og dét er helt fint med mig.
Man kan måske godt hævde, at programmets selektion nogle gange fremstår lidt vilkårlig, for hvorfor var det lige dén dag, vi skulle høre om Indonesiens populæreste rockband eller Bauhaus-byggeri i Tel Aviv? Eller at den andre gange bliver for stakåndet og eurocentreret, når redaktionen så prøver faktisk at være lidt med på nyhedsstrømmen.
Jeg kan godt lide programmet, når det står ved sin kerne: at verden er mangfoldig, og at der er mange gode nyhedshistorier derude, som en fokusgruppe aldrig kunne have efterspurgt, fordi den ikke kunne vide, at de fandtes.
I det hele taget er identifikation efterhånden et overvurderet parameter, når det gælder nyhedsproduktion. Jeg vil tro, folks evne til at identificere sig med alt muligt er en milliard gange bredere, end management-drengene har lært på deres aftenskole i fokusgrupper.
Hvad siger De? Er jeg ikke repræsentativ? OK. Hvis vi skal tale segmenter og strategier, tror jeg ikke, DR har fremtidssikret sig ved at kanalisere den visionære og grundige udlandsdækning over i et reservat og frataget Hr. og Fru Hakkebøf muligheden for at blive overrasket. Men det er DR’s problem og ikke mit.
DR2 Udland. Mandag-fredag 19.30 på DR2