Fodtrin ekkoer i erindringen/
Ned ad den gang, vi ikke gik ad/
Hen mod den dør, vi aldrig åbnede/
Ind til rosenhaven. Mine ord ekkoer/
Således i dit sind./
Men hvorfor man skulle/
Forstyrre støvet på en skålfuld rosenblade/
Aner jeg ikke.
Sådan vandrer T.S. Eliot i Burnt Nortons herregårdspark i Gloucestershire, ledsaget af sin uerklærede ungdomskærlighed, og markerer inspirationen til Four Quartets (1935-42), og sådan er det berømmeligt fordansket af Kai Friis Møller i Fire kvartetter (1955).
Hvorfor forstyrre støvet, som måske har lagt sig over erindringen herom, kan man spørge sig, og svaret er, at der er gjort et nyt forsøg på at ramme sprogmusikken i dette indflydelsesrige værk, der også har en af Beethovens ‘gale’ strygekvartetter som inspiration, hans opus 132 i a-mol, der i øvrigt som den eneste har netop fem satser ligesom hver af Eliots fire sprogkvartetter.
Eksperimentet er allerede med held gjort af Bo Green Jensen i T.S. Eliot: Digte 1909-62 (1984).
Nu har maleren Barry Lereng Wilmont, canadier, bosat i Danmark siden ungdommen, taget tråden op med et prestigeværk i stort format og smukt udstyr med fire litografier i syv farver som illustrationer, trykt på eget forlag. Sagt kort fordunkler Barry Wilmonts nyoversættelse trods heldige passager ikke Friis Møllers, hvis frie versfødder vedbliver at ekkoe i erindringen med sit klædeligt alderdomlige præg, som hævder sig over for for eksempel følgende nye formulering af ovenstående: Men til hvilket formål/forstyrre støvet på skålen fyldt med rosers blade,/jeg fatter det ikke.
Andre ekkoer vækkes hos denne læser fra efterkrigstidens og 1960’ernes modernisme, hvori også indgår lydene af sprogsammenstød og ny musik fra Eliots første lyriske storværk, The Waste Land (1922), også i Friis Møllers fordanskning som Ødemarken (1948). Tydelige genklange, tankemønstre og frie sansedata mærkes hos blandt andet Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel, Jørgen Gustava Brandt, Erik Knudsen og Klaus Rifbjerg. Hans civilisationskritik var lige noget for Heretica, mens mystik, tidsoplevelser, erindringsfunktioner reflekteres på forskellige niveauer - i særlig værkudfoldelse i Rifbjergs Camouflage (1961), der ligesom Eliots er berygtet for sin grad af sværhed.
Det forunderlige er, at læst i dag er disse værker mere ligetil, alle noter virker underligt overflødige, lærde kommentarer er mere en særlig sportsgren, biografisk materiale et måske underholdende snurrepiberi, som ganske vist er kommet på mode i litteraturforskningen. Alt sammen lutter døre, man egentlig ikke behøver at åbne for med fornøjelse at vandre i rosenhaven. Andre lyde fylder mere. Jeg ser derfor med undren på min egen blyantsflid i både den engelske og danske version af kvartetterne, godt slidte, en blegnet skrift af tolkningsforslag, oplysninger om skjulte citater fra eller allusioner til andre lige så dunkle eller ukendte værker, sikkert hentet fra C.A. Bodelsens udmærkede linje-for-linjelæsning af kvartetterne eller andre Reader’s Companions. En ubelejlig palimpsest-fornemmelse.
Hen over linjerne “Garlic and sapphires in the mud/clot the bedding axle-tree”, der danner optakt til anden sats af førstedelen “Burnt Norton”, er der lagt mange modstridende forklaringer. Hvad bestiller hvidløg og safirer under det mudrede hjul-aksel? Man har kunnet finde et vink til Shakespeare, selv foreslog digteren en mindelse om Mallarmé, hvad der kunne være hans sædvanlige drilleri i selvforklaringer. Men enhver digter skriver videre på en tradition, på egen læsning, uden anden betydning end klangdybde. At hjulet er tiden, der drejer om det faste punkt, er de fleste omtrent enige om, det stille punkt, som er en central oplevelse i værket. “Stille-punktet på den roterende klode” ifølge Wilmont. At associere til korset, hvad der jo ikke er den kristne gennembrudsoplevelse fremmed, er også en mulighed. Barry Wilmont vælger her ligefrem at tale om “Livets træ”. Men et akseltræ er da et godt ord i sig selv. Billedet får sit eget liv, smag og lys af hvidløg og safirer, som ingen i verden før har bragt sammen, køkken og skatkammer, natur og kultur i en helt egen præcision. Hvem kan glemme den fantasiens formel for mysteriets grobund?
Bevægelsen gennem hele kvartetværket går gennem talrige temavariationer over tid og tidløshed frem til opnåelse af “en tilstand af fuldkommen enkelhed/(som kræver intet mindre end alt)”. Epifani. Det er kompleksitetens mening på en vej gennem paradokser, som er en fast figuration i Eliots stil, med den græske filosof Heraklit som garant med mottoet: “Vejen op og vejen ned er en og samme vej”. Det er dødelig alvor, men tag ikke fejl. Næsten overalt findes også en skjult latter, et ekko i havens løv.
De berømte indledende ord “Time present and time past” lyder hos Friis Møller: “Nærværende tid og svunden tid/Er begge måske nærværende i kommende tid,/
Og den kommende tid indeholdt i den svundne tid.”
I den ny oversættelse hedder det med en ikke uklædelig forenkling: “Tiden nu og tiden før/er begge måske i tiden efter, og tiden efter er måske i tiden før”.
I musikalske og erkendelsesmæssige forløb hersker denne tanke, som findes i kunsten måske til alle tider, modernismen inklusive, dette “at slutningen og begyndelsen altid var til/før begyndelsen og efter slutningen./
Og alt er altid nuværende”
Alt er altid til stede samtidig. Hos Johannes Ewald er det digterens stærke tanke, der griber tiden: “og nu og da og før og siden/adspreder ej hans følelse”. Han kalder det “Den underlige Harmoni”. Og Eliot: “I min fuldendelse er min begyndelse”. Rask nu, her, nu, altid! står der til allersidst Og alt skal blive godt. En vovelig happy ending.
Historiens løb må anskues som et mønster for at være virkelighed.
“Det forekommer derfor når man ældes,/at tiden før får et skiftende mønster og ophører/med at være blot en rækkefølge/- eller endog en udvikling. Det sidste er en vildfarelse” (“The Dry Salvages” II).
Den eliotske musik har tydeligvis et mønster, en puls gennem de i alt 20 satser med klangbilleder af blandt andet krig og rædsler, scherzoagtige satser af dans og lystighed, en genfærdsvandring under et bombardement som en ulvetime, “den usikre time før daggry” (“Little Giiding” II). Vejen går gennem skæringspunkter af tid og tidløshed, for eksempel en midvinters vår, mellem tø og frost, “den ufattelige/nulstillede sommer” - med en god gengivelse af “the inimaginable zero sommer” i den afsluttende, meget veloversatte kvartet “Little Gidding”. Det er atter et stednavn som i de andre tre tilfælde, her med ilden som grundelement, efter at luften, jorden og vandet har været basis for de andre. Og alt skal blive godt! hedder det da med en vovelig happy ending, måske endda med kærligheden som underforstået indhold i det emnemæssigt ikke videre erotiske digt. Sexus findes i nexus.
Barry Wilmonts oversættelse, foranstillet af et nyttigt forord, er et modigt forsøg med mange gode steder og en del kantethed. Den erstatter ikke de to forrige, men er en brugbar diskussionspartner. Et smukt bogværk, der ikke burde have været skæmmet af et antal små korrekturfejl.