Det ligger vel allerede i titlen, at Gemma Bovery er en leg. Den er uden at påstå de store dybder en metalitterær leg med forlægget i form af Gustave Flauberts roman om Madame Bovary fra 1857. Den er en leg med fortælleformen, fordi den i bund og grund er en tragedie gestaltet som en komedie, og en passionshistorie fortalt af en udenforstående førsteelsker, der aldrig er i nærheden af elskov. Og så er den en leg med selve mediet, der demonstrerer en suveræn formbevidsthed i sin aldeles ubesværede vekslen mellem ren prosa, tegneserieforløb og dokumenterende illustration.
Det er ti år siden, engelske Posy Simmonds udgav sin graphic novel Gemma Bovery - som altså nu stærkt forsinket, men meget fortjent foreligger på dansk - men den imponerer stadig. Man kommer ikke uden om, at tegnestilen kan virke irriterende sødmefuld, men på sin vis passer den fint til romanhistorien - for Gemma Bovery er på mange måder en moderne version af Flauberts banebrydende realistiske skildring af provinsfruen, der er ved at blive kvalt i stilstand og småborgerlighed og kaster sig ud i kærlighedsaffærer og sværmerier, der selvfølgelig ender med ruin og død. I Posy Simmonds’ version er hovedpersonen den unge englænder Gemma, der - efter at være blevet svigtet af sin seneste elsker - slår pjalterne sammen med den godmodige Charlie, der selv står med det ene ben midt i en opslidende skilsmisse. De flytter sammen i fortadens småborgerlighed, men Gemma bliver hurtigt træt af det hele:
“Hun begynder at drømme om et sted uden forstyrrende biler, et landskab med rolige småsamfund hvor børn kan løbe barfodet og frit omkring. Et sted hvor Kultur og Stil går hånd i hånd, hvor Livet tages alvorligt, hvor maden ikke er fuld af kemikalier. Hvor husene er latterligt billige.”
Gemma og hendes nye mand flytter derfor til et bondehus i romantisk forfald i Normandiet i et forsøg på at realisere det gode og simple liv, og forudsigeligt nok sander det hele hurtigt til i stinkende afløb, kedsommeligt landliv og provinsens snævre rammer. Gemma er i bund og grund en romantiker på jagt efter noget, der kan udfylde de tomrum, hun har skabt i sit liv, og hun kaster hurtigt sin kærlighed på egnens lokale charmør.
Så er kursen sat, og med det litterære forbillede i baghovedet er der jo ingen tvivl om, at det må gå galt. Det mener i al fald egnens litterære bager Raymond Joubert, der som den første - og vel også for alvor eneste - ser parallellerne til Flauberts romanhovedperson i den nyligt tilflyttede englænderinde.
Joubert er nysgerrig grænsende til det nyfigne og udvikler en regulær besættelse af Gemma Boverys ildevarslende forhold, der fylder ham med angst, lede - og jalousi. Og Joubert er historiens virkelige gevinst, for det er gennem ham, den velkendte historie genfortælles, efterhånden som han plager sig selv med følelsen af skyld over måske at have været en del af tragediens årsag. I sin voyeuristiske passion er han rørende, irriterende og meget morsom - og måske er det i sidste ende faktisk ham, der er bogens hovedperson.
Der er lang vej fra Gemma Bovery og til sæsonens anden aktuelle titel med betegnelsen graphic novel, nemlig P. Craig Russells Coraline. Her er historien ikke mindre stærk, men der er også tale om en adaption af den engelske forfatter Neil Gaimans børneroman af samme navn. Gaiman har selv været banebrydende tegneserieforfatter, men har i de senere år primært udfoldet sin trang til at lege med klassiske og moderne mytologier i litteraturens og filmens verden.
Med Coraline greb han tilbage til Alice i Eventyrland og den ægte fantasy, altså den, der ikke kun foregår i en forunderliggjort verden, men hele tiden bevæger sig mellem det reelle og det irreelle. Coraline er en pige, der sammen med sine stressede forældre flytter til et gammelt hus, der selvfølgelig byder på en dør til et andet univers. Her bliver hun tilbudt en verden, hvor alt er efter hendes ønske, men undervejs i historien modnes hun og forstår, at det ikke er attraktivt: “Hvad sjov ville der være ved, at jeg fik alt, hvad jeg ønskede mig? Bare sådan, og det alligevel ikke betød noget?”
Tegneren P. Craig Russell besidder en udpræget sensibilitet over for den art nouveau-stemning, der hviler over mange af børnelitteraturens og fantasygenrens guldalderhistorier, og som også ligger bag Neil Gaimans friske og befriende originale bud på en moderne variant. Det lyder med andre ord som et godt projekt, men desværre formår Russell ikke meget andet end at affortrylle Gaimans magiske univers. Alt hvad der i romanen fremstår personligt og friskt, falder i tegneserien tungt og klichebelastet til jorden.
Så er der langt mere at komme efter i franske Jean Girauds Apache, selv om det i grunden er et lige så tænkt og konstrueret projekt. Historien er en del af serien Blueberry om en ung og rebelsk løjtnant i den nordamerikanske hær, der desillusioneret af borgerkrigens rædsler ender ved den yderste vestlige frontier og må sande, at her er menneskeforagten og brutaliteten mindst lige så tilstedeværende i behandlingen af præriens indianere.
Det er over 40 år siden, serien tog sin begyndelse, og Apache er ment som en art prequel. Overraskende nok formår Giraud stadig at overbevise om seriens berettigelse alene i kraft af sit engagement i historien om den stærke indianer Geronimo, der magter at manipulere de hvide og ikke mindst Blueberry, fordi alle konsekvent undervurderer indianerne. Vi befinder og meget langt fra de klassiske hesteoperaer - skurke går aldrig klædt i sort, og helte i hvidt findes der ingen af. Westernmytologien er for længst blevet dekonstrueret til fordel for nuancerede personer og ambivalente historier, og Blueberry viser, at genren repræsenterer en støvet vej, vi gerne rider med på endnu en gang.