Er det sjovt, når Camilla Stockmann i Michael Laudrups Tænder skriver, at sex efter, at konen har født, føles som at smide en cocktailpølse ind i Peterskirken. Eller når Lone Hørslev erkender sit slægtskab med naturens andre -møgdyr-, der også nægter at parre sig i fangenskab. Når Mette Mølbak i Mor på høje hæle skriver, at man efter en fødsel må prøve sine allerstrammeste jeans hver dag for at holde sig målet for øje. Eller når de skriver om at drikke og knalde, brække sig og tisse samtidig? Er det sjovt? Og er det kvindefrigørende, at den pæne pige er smidt på lossepladsen?
Tværtimod, mener forfatter og debattør Jette Hansen. Et nyt lavpunkt for kvindeværd, kalder hun den nye kvindelige drengerøv i form af Nynne, Stockmann & Njor, Mølbak m.fl, der topper bestsellerlisterne.
Kvinden er sej - på mandemåden, men hun har fuldstændig kvalt den kritiske kvindestemme, mener Jette Hansen, der for nylig skrev et helt opslag om det i Weekendavisen. »Jo, de har overtaget tjansen fra mandschauvinisterne med at devaluere kvindekønnet,« skriver hun i sit essay, hvor hun efterlyser en kvindestemme, der reflekterer over sin egen livssituation. Og tør brokke sig over den.
Men kunne man ikke sige, at kvinden har tilkæmpet sig retten til at være ærlig? Kunne man ikke sige, »at de skrivende kvinder, der på denne måde tematiserer kvindeliv, kvindelighed og kvindelig seksualitet er sande oprørere imod den patriarkalske orden?« spørger Jette Hansen i Weekendavisen, hvorefter hun selv konkluderer: »Ikke hvis man ser nærmere efter«.
»Jeg kritiserer, at de bruger deres tekster til at latterliggøre sig selv for at hæve sig over de smerter, de reelt beskriver. Ved at bruge det her pigerøvssprog og kopiere drengerøvsidentiteten kommer de til at ophæve smerterne ved at være af kvindekøn. De tager ikke stilling og siger: her er smerterne. I stedet latterliggør de dem, det synes jeg er enormt selvdestruktivt,« siger Jette Hansen til Information. Hun mener, at kvinderne devaluerer sig selv i den nye kvindelitteratur. De beskriver sig selv som grimme og kiksede og gør sig lystige over sig selv og deres nederlag.
»Men det er selvfølgelig også rarere at identificere sig med den autoritet, der undertrykker kvindeligheden, i stedet for at stille sig op som offer, for det er ikke en attraktiv position at indtage,« siger Jette Hansen.
Maise Njor, der svarer pr. mail er uenig:
»Jeg vil ikke tale for Camilla, men kan sige for mig selv, at jeg gjorde det fordi jeg altid har tænkt, at kun ved at dele sine svagheder, pinligheder og fejl og mangler med andre, kan man være med til at gøre dem stærke, fordi det styrker at vide, at andre har det som én selv. Det står for mig som - hvis man overhovedet må sige det i disse tider - et typisk feminint træk. Hvis vi tænker i de baner, så vil jeg sige, at for mig er det typisk Den Gamle Mandetype at gokke tolv gange rundt om pølsevognen som en liderlig han-due med fjerpragten oppe og lade som om man er en fandens karl, i håbet om, at man skræmmer de andre væk. Og et smukt - og stærkt - træk ved kvinder er - at vi ikke er bange for at indrømme egne fejl og mangler. Fordi vi tror på, at de er en del af et helhedsbillede. Og for mig er det modigt at indrømme sine svage sider - det er ikke et tegn på svaghed. Jette ser det som, at vi nedgør os selv, og det er jeg ikke enig i.«
Men efter Jette Hansen mening bliver konsekvensen af denne type kvindebeskrivelse, at kvinderne ikke tager deres grænser alvorligt. Resultatet er stress og pres.
»Vi får mindre og mindre ret til at have grænser. Frigørelse i -68 var frigørelse fra en autoritet, der satte for mange grænser for individet. I dag består undertrykkelsen i at individet ikke har ret til sine grænser - grænser for omstillingsparathed, grænser for arbejdstid, for produktivitet, for seksuel parathed etc. Det er her, kampen ligger, kampen for at få sine grænser taget alvorligt og respekteret. Det kræver bare at man accepterer at mærke grænserne, når de overskrides i stedet for at bedøve smerterne i kækt sprog«.
Jette Hansen maler med en meget bred pensel, mener medieforsker ved Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet Karen Klitgaard Poulsen, der også beskæftiger sig med køn og litteratur.
»Der er en tendens blandt både mandlige og kvindelige skribenter i disse år til, at de benytter sig af ironi, det er ikke forbeholdt kvinder. Så kan man enten gå med på ironien eller læse teksten bogstaveligt, og det er det sidste, Jette Hansen gør her,« >siger Karen Klitgaard Poulsen, der ikke synes, at kvinder devaluerer sig selv ved at bruge ironi på den måde, man både ser hos Stockmann & Njor, i Nynnes Dagbog og hos Bridget Jones.
»Man fremstiller sig selv som amatør i livet, som en, der ikke er superkvik eller professionel, men man klarer sig godt. Jeg kan ikke se, hvad der skulle være særlig mandschauvinistisk ved den beskrivelse af sig selv. Drengerøven bruger samme udtryk, fnisepigen er det kvindelige modstykke,« siger hun.
Men Jette Hansen mener, at kvinderne får problemer med, hvordan de skal være mennesker, når de ikke reflekterer over, hvorfor de har så store problemer med at få moderskab til at hænge sammen med ambitioner og arbejdsliv.
»For eksempel skriver Camilla Stockmann og Maise Njor meget om, at de på forskellig vis ser, at deres liv ikke hænger sammen. De er underlagt et gigantisk pres, de er underlagt undertrykkende strukturer, og grundlæggende er de ikke i stand til at føle, at de er gode nok. Det er et gennemgående træk - kvindekroppen er ikke god nok. Og der er en enormt stor belastning at leve med som menneske, når det er ens grundlæggende identitet.«
Men Maise Njor er skuffet over, at Jette Hansen ikke kan se, at oprøret består i beskrivelsen af hverdagen, der ikke fungerer.
»Modsat hende, så mener jeg ikke, at der længere er tale om en kamp mellem mænd og kvinder: Min kamp handler om mænd og kvinder i småbørnsfamilie-alderen på den ene side, og De Gamle Mænd, der bestemmer, på den anden. Vi har ikke længere en kamp, der går vertikalt mellem mænd og kvinder, men en kamp, der går horisontalt mellem småbørnsfamilier og mænd af Mærsk-typen. Min store skræk er kvinder, der følger i sporene efter dem, og tillægger sig samme vaner og visioner, som de mænd …
Men kvinder må ikke brokke sig. Der gælder dobbelte standarder, og brokkeretten er forbeholdt mænd, konkluderer Jette Hansen i Weekend Avisen: Eksempelvis vræler Jørgen Leth på fjerde år »som en forladt sæleunge på isen, fordi Danmark var afvisende over for hans erotiske projekt med sorte teenagepiger i Haiti«. Men hvis en kvinde beklager sig over sine vilkår, får hun helt andre svar end mændene: »Når mændene klager sig - Romer, Sabroe, List og Leth - er der forargelse over den uret, de har lidt. Men da Maria Svelands feministiske roman Bitterfissen blev anmeldt i dagbladet Information skete det under overskriften -Klynkekussen- (..).«
Lilian Munck Rösing, litteraturanmelder ved Information og lektor ved litteraturvidenskab på Københavns Universitet, der i sin tid skrev anmeldelsen af Bitterfissen , fastholder, at det ikke handler om retten til at brokke sig.
»Jeg er også interesseret i at fastholde retten til at klage, retten til at insistere på at være uretfærdigt behandlet. Det er vigtigt at anerkende. Problemet med en bog som Svelands er, at hun befinder sig i en privilegeret situation, og at hun samtidig træder 100 procent ind i offerrollen. Jeg har altid syntes, at der er et problem i at anskue forholdet mellem kvinde og mand som et forhold mellem offer og bøddel. Jeg betragter snarere patriarkatet som et kønssystem, som både mænd og kvinder er ofre for,« siger Lilian Munck Rösing.
Men når danske kvindelige forfattere ikke beskriver sig selv som ofre, mens deres svenske kolleger gør, handler det også om at der er forskellige klangbund for offerrollen i de to lande, mener Karen Klitgaard Poulsen fra Aarhus Universitet.
Der er meget stor forskel på den kønspolitiske debat i Danmark og i Sverige. I Danmark er der snarere en nyliberal konsensus om, at hvis vi kommer i en dårlig situation, er det også vores egen skyld. Det gælder kvinder, det gælder forbrydere, det gælder handikappede, det gælder gamle osv. Det gælder altså ikke specifikt kvinder, men der er en generel samfundsmæssig holdning, som nok bunder i, at der er langt mere folkehjem tilbage i Sverige, end der er velfærdsstat i Danmark.«
Problemet med Svelands bog er ifølge Rösing ikke, at hun tager offerrollen på sig, men at det, hun egentlig drømmer om, er at få fuldstændig og absolut kærlighed fra en mand, der hele tiden kan bekræfte hende i at hun er smuk og har ret.
»Det er da i virkeligheden at underkaste sig patriarkatet, hvis du som kvinde hele tiden kræver at blive bekræftet af en mand og brokker dig over, hvis du ikke bliver det,« siger Rösing, der ikke tror på kønskamp, men på en fælles undersøgelse af, hvad køn betyder, og hvilke begrænsninger og problemer der er i de roller, vi er underkastet. Det er der masser af litteratur i dag, der gør - litteratur skrevet af både mænd og kvinder. Når man ikke finder den form for reflektion i bøger som Nynnes dagbog og Stockmanns & Njors bøger, er det snarere et genreproblem.
»Da kan det godt være, man skal læse Mette Moestrups digte i stedet for,« siger Lilian Munk Rösing, der i øvrigt ikke har læst Maise Njors og Camilla Stockmanns bøger. Men hun mener, at Jette Hansens skyder over målet i sin kritik af de kvindelige skribenters »nedgørelse af kvindekønnet«.
»Jeg har svært ved at hidse mig op over, at man bruger selvironi, især ikke når vi befinder os i den lettere humoristiske genre. Klummestilen er, hvad den er. Men jeg kan godt forholde mig problematiserende til den her one of the boys -tendens, noget, jeg især kender fra Hanne-Vibeke Holsts romaner. Dels vil man være en af drengene, og dels har man brug for det mandlige blik til at bekræfte, at man er feminin og kvindelig. Det er problematisk.«
Men det er netop Jette Hansens problem, mener Maise Njor, at hun læser teksten bogstaveligt:
»Dér, hvor jeg bliver lidt ked af det er, når jeg kan se, at hun konkluderer mandhaftigt. Som mange mænd i hendes generation, er hun ude af stand til at læse mellem linjerne, og opdager derfor ikke, at vi rent faktisk har gang i et drøn-feministisk foretagende. Som de mænd, hun sikkert har været nødt til at modellere sig efter for at nå frem i verden, tror hun, at vi er dumme, fordi vi ikke skriver alt ud. Ved blot at beskrive vores hverdag med alt, hvad den rummer af stress og jag og mindreværdsfølelser, beskriver vi lige præcis, hvad der er galt i vores samfund, når det kommer til ligestilling. Men kampråbenes tid er forbi, og vi satsede på, at vores læsere var kloge nok til at se det, der ikke stod tydeligt skrevet. Forfatteren er tydeligvis skuffet over os som kvinder, og til det må jeg bruge teenage-udtrykket: Spejl!«
mal information.dk