Det kunne være gået værre for Socialdemokraterne ved EU-Parlamentsvalget. Men det gik langt fra godt, hvis partiets ambition rækker længere end at være det største. Ikke i sig selv nogen bedrift, eftersom det næststørste heller ikke rigtigt fandt ud af, hvad det skulle mene om det europæiske samarbejde.
Jens Rohde stylede sig selv på plakaterne med lidt madkulør i det kommunefarvede, et fast og fattet blik og et uopfyldeligt løfte om at svinge Dannebrog i parlamentssalen så fødderne slipper gulvet. Sådan set det modsatte af meningen med EUs samarbejde på tværs af nationale interesser og til det fælles bedste.
Venstres tidligere formænd - både ham med sokkerne og oversylten - vrissede da også Rohde ned til naturligere størrelse, hvilket måske ikke siger så meget. Men betydning fik det da for valgtallene, herom hersker ikke tvivl. De der ikke bryder sig om samarbejde på andre vilkår end de snævrest tænkelige nationale præmisser sprang Rohde over og rakte krydset over til unge Messerschmidt, hvis mæle er lige så klart som budskabet er formørket; som den forstyrrede Osvalds slutreplik til fru Alving i Ibsens Gengangere: “Danmark, mor, giv mig Danmark [tilbage]!”
Fra en ung mand der ikke engang er fyldt tredive er det bevægende med anskuelser så dybt forankret i 1800-tallet og med et sprog der matcher den Grundlov hans parti med alle mørke magter ikke vil have ført ajour. Det bliver den så heller ikke. Hvad de vise fædre, som nu ikke var videre vise, skrev i 1953 kommer til at stå på ubestemt tid. Det passer i og for sig ikke med den virkelighed, Grundloven gerne skulle beskrive, men hvad fanden, det gør det mest indædte grundlovsforanderlighedsfornægtende parti jo heller ikke. Middelklasse-småborgerkastens magtfulde parti frygter og afskyr forandringer, hvis sådanne ikke hypper kartofler med sovs.
Ønskede man ægte EU engagement kunne man også roligt springe den konservative eksformand Bendt Bendtsen over. Den jagt-, bil- og motorcykelglade mand, der ikke går af vejen for en rask lille én på bestikkeren, fik hængt tyrkerne til tørre og sikrede sig en del af de stemmer, der alligevel ikke kan bære DF. Men entusiasme for Europa? Nul.
Der skulle man snarere vende sig til søster Auken, hvis parti faktisk engang var imod, som en stor del af venstrefløjen langt ind i Socialdemokratiet også var det. M. Auken er en af de få politikere der tør fortælle vælgerne, hvad det hele drejer sig om: afgivelse af suverænitet for at opnå resultater i det store fællesskab. Det sikrede hende et drømmevalg med krydser fra alle der ikke gider høre på forbeholds forbehold og tåbelige vendinger som: ‘dem dernede i Bryssel’, og ‘skal EU bestemme det hele?’
Det grænseløse Europa, et af de helt store fremskridt i den plagede verdensdel, var heller ikke den socialdemokratiske kandidats kop te. Også han koketterede om kap med DF med at spærre med farver og med pæle. Dog kun midlertidigt til man fik standset indførslen af de våben banderne fyrer af på Nørrebro.
Og det kan enhver jo se for sig: Når Kruså igen bliver bemandet, og passene skal stemples, så bliver der stille i gaderne. Det går for tiden den vej, hønsene skraber. Det vældige og inspirerende europæiske projekt, sat i værk efter de frygtelige erfaringer fra to verdenskrige og en koldkrig og med ambitionen om at knytte øst, vest, nord og syd i forpligtende politisk, økonomisk og kulturelt samarbejde med henblik på for al fremtid at forhindre nye konflikter, modarbejdes af lignende nationalistiske kræfter der i sin tid leverede hysteriet bag de enkelte landes tropper på march ud i indbyrdes krig. Dumheden, chauvinismen og historieløsheden går atter i takt i tilbagestræbende national selvhørm, og grinagtigt set med danske øjne med en Messerschmidt i spidsen.
Partifællen DR-bestyrelsesmedlem for DF Ole Hyltoft, der i sin tid, da dette parti var ved muffen, optrådte som socialdemokratisk pauseklovn, og i egne referater tillagde sig uvurderlig betydning som samtalepartner for de store i partiet, forlangte en berigtigelse i DR.
Hyltofts partiformand Pia Kjærsgaard har ikke udtalt at indvandrere formerer sig som rotter, således som det blev sagt i et radioprogram. Det med rotterne er udtrykt af andre af Kjærsgaards meningsfæller gennem tiden, folk som Glistrup og dengang også en temmelig ulækker dyrlæge medlem af samme Fremskridtsparti, hvor ud af den yngre Kjærsgaard randt.
Så meget husker den snart mimrende klummist, dengang aktiv på Christiansborg: Kjærsgaard hørte ikke blandt dem der protesterede mod de pågældende udtalelser. I hvert fald ikke højlydt.
I radioprogrammet udtalte en sprogforsker at man ofte anvender skadedyrsmetaforer i politisk sprogbrug som for eksempel at de og de befolkningsgrupper, man af den ene eller anden grund ikke bryder sig om, formerer sig som rotter. Nu var det altså ikke, hvad Pia Kjærsgaard selv har sagt, hun har udtalt at indvandrere formerer sig som kaniner. Og her ser man jo klart en forskel fra de væmmelige rotter til de søde kaniner. Pia Kjærsgaard har i virkeligheden ment det som en venlighed, hvilket jo også afspejler sig i hendes og Ole Hyltofts partis så indvandrervenlige fremmedpolitik. Historien er ikke slut hermed i betragtning af DRs næsegruse underkastelse. Så såre Ole Hyltoft oplod sin spæde røst, fik generaldirektøren slettet ikke alene citatet (af en interviewet gæst) men også berigtigelsen, det har Hyltoft også forlangt. Man risikerer at folk misforstår berigtigelsen, når de hører citatet. DRs lytter- og seerredaktør har aldrig oplevet noget lignende, hvis man skal oversætte Jacob Mollerups diplomatiske reaktion.
Man kan høfligt sige at Ole Hyltoft her har fordelen af - dels at være DR-bestyrelsesmedlem der udøver magt, som kun de gamle pampere drømte om, dels at Danmarks Radio ledes af amatører med en skudræd generaldirektør i toppen. Parat til at slette et relevant udsagn frem for at korrigere substansen, som en rigtig redaktør ville gøre: “Pia Kjærsgaard har aldrig sagt at nydanskere formerer sig som rotter, men som kaniner”. Punktum.
På EU-afstemningsaftenen kravlede samme madam Kjærsgaard op på et bord i sit partis gruppeværelse og holdt tale for sine partigenosser. DR har fået den skik at transmittere alt uden redigering, hvilket politikerne jo også har opdaget, og som betyder at de taler i timevis for at holde sig i billedet.
Men så var der da endelig en behjertet sjæl der klippede væk fra Kjærsgaard, der til gengæld straks stak i et hyl. Billedet forestillede nu SFs og Ss ledere der hilste høfligt på hinanden. Kjærsgaard: Det mener Danmarks Radio altså er vigtigere (underforstået end mig, magten).
Åbenlyse og slet skjulte trusler, intimidering, foragt for andre, krav om udryddelse af udsagn uanset disses substans, alt det skidt med hvilket magten forlener slette karakterer.
Det er hvad Dansk Folkeparti efterhånden opviser. Otte år med vind i ryggen og nu med ekstra skub på, det var lige den tand for meget. Når dertil kommer forvaltere af magten som en Ole Hyltoft med alle berettigede mindreværdskomplekser for fuld udblæsning over for ængstelige og uprofessionelle bestyrere af public service; ja så har vi opskriften på et ytringskontrolleret ensrettende tyranni, hvor en samtale om træer næsten er en forbrydelse, fordi den rummer tavshed om så mange forbrydelser. Som Brecht så smukt har sagt.