DR’s andel af unge tv-seere er nede på 14 procent, og det kan give problemer både på kort og langt sigt, mener flere medieforskere. Det handler både om den politiske legitimitet bag licensen og om, at det er usikkert, hvorvidt de unge vil vende tilbage til DR senere i livet, når de ikke har haft den samme tilknytning til kanalen i deres unge år som tidligere generationer.
“På dagblade har man kunnet se, at hvis du er nul-læser som 15-årig, kommer du ikke igen, når du bliver 35 eller 25,” siger lektor ved Institut for Informations- og Medievidenskab ved Aarhus Universitet Hanne Bruun.
“Det er selvfølgelig ikke helt det samme med tv - der skal man ikke betale abonnement på samme måde, men man skal dog betale. Og det DR frygter, er, at den politiske legitimitet bag licensen forsvinder, fordi store dele af befolkningen ikke gider bruge det, og at folk aldrig opdager DR, hvis de ikke lærer at bruge det, fra de er små.”
Henrik Søndergaard, der er lektor ved Institut for medier, erkendelse og formidling ved Københavns Universitet, er enig i, at den lave andel kan blive problematisk for DR.
“På den ene side er der risikoen for, at de ikke vil finde tilbage til DR, hvilket giver public service-ideen et problem på langt sigt. Men samtidig er public service jo også noget, der gerne skulle have tilbud til alle generationer, og selv om de 15-24 årige skulle finde tilbage igen, er det et problem, at man i de 10 år ikke har nogen dialog med dem. Det er et selvstændigt problem og grund til at gøre noget for at fastholde de unge,” siger Henrik Søndergaard.
Professor i Medievidenskab ved Aarhus Universitet, Frands Mortensen, mener, at det udbedrer skaden, at DR har bedre fat i de unge på radioen og internettet.
“For det er også vigtigt. Men selvfølgelig var det bedre, hvis de også havde fat i dem med tv, og selvfølgelig kunne DR gøre det bedre, det er da helt tydeligt. De unge har jo også lige så meget krav på at blive betjent af DR som de ældre, især med medielicensen, hvor de næsten bliver bon’et, så snart de kommer ud af kravlegården,” siger han og tilføjer: “Men det er passende noget, man kunne tage op til medieforhandlingerne til efteråret. Så må man forlange, at man laver en overordnet mediepolitik, der også tager hensyn til de forskellige målgrupper, og det kunne måske være en chance for DR til at rette op på noget af skaden fra de senere år.”
Hanne Bruun peger dog også på, at man kan diskutere, om tv overhovedet bliver ved med at være det store massemedie, det er i dag. I stedet vil tv måske blot blive ramme for nogle særlige begivenheder som landskampe eller de store dramaproduktioner. Det betyder dog ikke, at DR bare kan ånde lettet op, siger hun. I et sådant scenarium bliver det nemlig essentielt, at DR har fat i de unge på de andre platforme, særligt internettet, for at kunne tiltrække dem, når de store tv-begivenheder så endelig er der, og ifølge Hanne Bruun er der netop debat om at indskrænke public service-stationens råderum dér.
“I EU-regi har der været meget snak om, at public service-stationer skulle have begrænset deres råderum på internettet, at det skulle overlades til markedet,” siger hun og nævner, at noget sådant for eksempel er sket i Tyskland, hvor public service på internettet kun må bestå af programrelateret materiale.