De hurtige developere og deres svært optimistiske projekter, som var med til at sætte det danske ejendomsmarked i brand, var alle enige om, at den konkursramte Roskilde Bank i sin storhedstid som landets ottendestørste bank var frisk. Meget frisk.
Men at deres glæde for banken og pengeinstituttets enorme lyst til at låne milliarder ud til sidst blev en trussel for hele den den danske banksektor, var de næppe klar over. Det er sikkert heller ikke det, der blev tænkt over, når Roskilde Banks aktionærer fandt det pæne tøj frem og glædestrålende indfandt sig til -byfesten- som den årlige velbesøgte generalforsamling i banken blev kaldt.
Men det er en af de afsløringer, Rigsrevisionen lukker ud af posen med sin undersøgelse af Finanstilsynets kontrol og ageren over for banken.
Tilbage i juli sidste år meddelte Roskilde Bank i fortrolighed, at nok var den solvent, men nedturen tog fart. Bankens engagementer skulle nedskrives med mere end en halv milliard. Når det blev kendt ved halvårsregnskabet, kunne det føre til et stormløb på banken. Kunder der ville have deres penge nu. Næste dominobrik, der formentlig ville falde, var langt større. Ifølge Rigsrevisionen var vurderingen i Erhvervsministeriet, at stormløbet på banken »kunne skabe usikkerhed om refinansiering af alle danske pengeinstitutters lån i udlandet.«
Finansordfører Morten Bødskov (S) kræver en undersøgelse af, hvor meget daværende erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) kendte til forholdene.
Professor Ken L. Bechmann på Institut for Finansiering på CBS er enig i den meget alvorlige vurdering fra ministeriet:
»Når en så stor bank som Roskilde Bank så hurtigt løb ind i så store uforudsete problemer, så er der ikke tvivl om, at det hurtigt kunne have fået store og meget uheldige konsekvenser for den øvrige danske banksektor. Dette var faktisk lige ved at ske, eftersom udenlandske banker efterfølgende begyndte at smække kassen i. At stormløb på mange banker blev undgået, skyldes den første bankpakke.«
Finanstilsynet møder skarp kritik for nok at se problemerne, men ikke i tilstrækkelig grad sørge for, at den stribe af påbud, der blev udstedt år efter år, blev efterlevet.
Eksempelvis var der ikke tilstrækkeligt med personale og resurser til at foretage en solid udlånsforretning. Dernæst var der ikke penge nok på kistebunden til at imødegå de mulige tab, som viste sig ikke blot at være en risiko. De af tilsynet fastsatte grænser blev ikke efterlevet.
Finanstilsynet brugte kun få og de mildeste af de sanktioner, loven stiller til rådighed, og den forhenværende bankdirektør Niels Valentin Hansen var heller ikke kendt for synderlig respekt af tilsynet. Derimod bestemte han så godt som alt. Der var en vej i den uansvarlige lånepolitik. Fuld kraft frem. Væksten i udlån var på 51 pct. fra 2005 til 2007. Dobbelt så højt som gennemsnitlige stigning. Kundernes lån blev blandt andet brugt til at investere i bankens aktier og dernæst den nærmest ensidige fokusering på at belåne storkundernes ejendomsprojekter.
Hvordan tilsynet hele tiden er kommet halsende bagefter den eksplosive udvikling i ejendomsboblen, fremgår af at Finanstilsynet oplysninger om, at man i 2008 havde et »stærkt forøget brug af ejendomsinspektørerne«. De skulle vurdere, om de store udlån til køb af ejendomme og etablering af ejendomsprojekter hang økonomisk sammen. Men på det tidspunkt var det allerede for sent. Det var blot at vente på braget. Endnu er sagen om det største bankkrak i nyere tid ikke slut. Det undersøges fortsat , hvad der skal ske med den tidligere ledelse og revision.