BOSTON - USA-s tredjestørste investeringsfond, Fidelity Investment, har arrangeret gratis bilparkering på det eksklusive Westin Hotel i Bostons havneområde for dagens inviterede gæster: 1.000 potentielle klienter, som skal animeres til at tage springet og på ny skyde penge ind i det nyligt opblomstrede aktiemarked.
Indenfor mødes kunderne af et skilt med dagens umiskendeligt optimistiske fremtidsbudskab: » Are you ready to take it to the next level ( Er du parat til at tage det næste skridt , red. )«
Hvad - it - egentlig hentyder til, står hen i det uvisse. Pengene eller livet
- The next level - antyder, at de inviterede investorer lige nu befinder sig på samme sted i markedet, som før finanskrisen i september sidste år udløste et krak på Wall Street-børsen. Men det kan næppe være tilfældet for alle. Nogle må være sunket dybt.
I skaren af hvide midaldrende og ældre herrer - med nogle få damer og ingen sorte ansigter - anes en vis højstemthed. Jo, nogle få tøffer rundt i hullede bukser og udslidte tennissko, en enkelt sågar i shorts, og stopper lommerne med gratis poser chips og forsluger sig i skinkesandwich. Det må være sidste års tabere på børsmarkedet.
De eneste synlige repræsentanter for ikke-hvide racer omkring de bugnende frokostborde er et betydeligt antal kinesere. De taler næsten alle engelsk med kinesisk accent. Altså er de indvandrere.
Nogle stimler sammen omkring boder med computerskærme, hvor Fidelity-rådgivere med musen angiver, hvordan man opretter en konto på selskabets webside og begynder at handle online med aktier og obligationer. Bodernes navne lægger ikke skjul på, hvad det drejer sig om - aggressiv investeringsadfærd. » Wealth Lab Pro «, hedder en. En anden er blevet kaldt » Active Trader Pro «.
For en udeforstående kan de mange forkortelser, tal og grafer på skærmen virke aldeles uigennemskuelige. De forsamlede klienter synes derimod alle at besidde dyb indsigt. Folk stirrer intenst på skærmene og lytter andægtigt til rådgivernes ord og de andre tilskueres spørgsmål. Nogle af dem virker noget opgejlede.
Klokkerne ringer. Præsident Jim Burton byder velkommen med klingende australsk accent.
Burton orienterer den næsten fyldte sal om en lille fjernbetjenings-boks, der ligger på hver stol. Den er blevet døbt » Turning Point «, meget apropros dagens konference og det generelle opsving på verdens børsmarkeder siden medio marts.
Den lille boks kaldes et interaktivt medie. Fidelity- direktøren stikker os et par spørgsmål. Vi svarer ved at trykke på en knap, og øjeblikkelig ser man på en hvid skærm det statistiske resultat af meningsmålingen udformet i søjler og kvantificeret i procenttal.
Da præsident Burton spørger, om de tilstedeværende -slog- markedet i det sidste kriseår, bliver det pludselig interessant. Det viser sig, at 38 pct. tog gevinster hjem i 2008 trods den største finanskrise siden 1929; 20 pct. hverken tabte eller vandt, kun 42 pct. blev lænset.
Over halvdelen af de 1.000 gæster klarede sig altså helskindet gennem krisen. Vi har at gøre med erfarne og sofistikede investorer - folk, der hver dag sidder foran en edb-skærm og følger op- og nedgange i Dow Jones- og S & P-indekset.
Min sidemand - en pensioneret lektor fra Massachusetts Institute of Technology, klædt i lysebrun skjorte, cowboybukser og hvide tennissko, vil ikke rigtig ud med sin personlige økonomiske historie. Han nøjes med at erklære:
»Jeg klarede mig rimelig godt. Det gjorde Fidelity også.«
Den næste sondering demonstrerer, at forsamlingens optimisme tangerer det irrationelle. Hele 40 pct. forventer, at aktiemarkederne vil stige med mere end 10 pct. fra den 8. juni og frem til nytår 2009. 20 pct. forudser, at væksten vil ligge under 10 pct., mens kun 40 pct. er pessimistiske og frygter nye bundrekorder. Seks ud af ti tror altså på et såkaldt - bull market - i indeværende år.
Ikke at de prospektive klienter forventer en tilbagevenden til solid vækst af den type, som børsmarkederne præsterede i et langt stræk fra 2001 til 2007. Burtons tredje sondering indikerer, at et solidt flertal af forsamlingen (73 pct.) forudser, at det sidste års turbulens på aktiemarkederne vil fortsætte indtil 2011.
Og det er netop pointen. Sofistikerede individuelle investorer, institutionelle investeringfonde og kapitalfonde tjener stort på turbulens - at dykke ind på markedet, når det efter deres vurdering har nået bunden og springe fra, når det topper. Det er lidt af en kunst at gætte rigtigt.
Det er, hvad eftermiddagens første foredragsholder - W. Scott O-Neil fra O-Neil Data Systems - skal underholde os om. Og det nummer udfører den høje duvede herre med fladt grånende hår over issen og dobbeltposer under øjnene ganske brillant.
O-Neil minder om en af de evangeliske præster, som holder søndagsmesser for menigheden i amerikanske megakirker. Han vandrer hvileløst frem og tilbage på podiet, gestikulerer med arme og ben og bruger en syndflod af baseball-termer og krigsudtryk som -bang, bang-, -boom- og -blast -.
O-Neil citerer konstant sin far, der åbenbart må være et slags orakel, som alle kloge børsspekulanter respekterer. Senior er stadig i live og har lige revideret sin seneste bog, fortæller sønnen.
Junior får dog O-Neil-firmaets bærende investeringsteori til at lyde en kende for simpel. Her er den: Investorer bør ignorere de enkelte aktier og - talking heads - på finans-tv-kanalen CNBC.
»Det er lige meget, at et aktieselskab, du kender, er inde i en periode med høj vækst og lige har startet forretning i Kina,« siger W. Scott O-Neil.
»Hvad du skal tænke på, er vores regelsæt og følge det blindt. Ignorer, hvad tv-kommentatorer og dit eget instinkt dikterer. Tænk ikke på de økonomiske tal. Tænk kun på en ting - reglerne. Så går det,« pointerer talmagikeren.
O-Neil-klanens regler bygger på studier af børsmarkeders kurver fra slutningen af 1800-tallet og frem, hvor de mener at have opdaget et mønster, som gentager sig. Hvis investorer følger det, bliver de rige.
I et såkaldt - bear market - knækker kurven ofte; trods det fortsætter den nedadgående tendens. På et eller andet tidspunkt flader kurven ud.
»Du slår til og køber, når indekset er gået op med to pct. på den fjerde eller femte dag; ikke senere,« prædiker W. Scott.
Hvordan gætte, at toppen er nået i et - bull market -
»Reglen er, at du bliver mistroisk, når der har været fire-fem omgange med distribuering af dividender i de ledende selskabers aktier over to uger. Så er på tide at sælge, selv om udsigten synes at være fin. Lige pludselig begynder det at gå ned ad bakke, og hvis du venter, gør det ondt,« forklarer han.
I spørgerunden indvender en aktionær:
»Jamen, er det ikke altsammen psykologi «
O-Neil svarer bekræftende.
»Desto mere grund er der til at følge regler. Vi kan ikke lide forudsigelser. Det kan Fidelity heller ikke. Vi bruger modeller.«
Ikke desto mindre sluttes seancen af med en masse forudsigelser fra Fidelitys forskningschef, Jurrien Timmer, en yngre, selvsikker fyr, som taler flydende og alvidende om amerikansk monetær politik og børsmarkeder.
Timmers forudsigelse er rimelig præcis.
»Vi er i syvende eller ottende fase (i baseball, red. ). Jeg tror, at vi fra juli til september kommer ind i en negativ periode på børsmarkedet. Min anbefaling er derfor at træde af i de næste par uger og vende tilbage i det sene efterår,« siger han.
Hvad angår de næste par år, forudsiger Timmer høj inflation.
»Regeringen og centralbanken har pumpet et beløb ind i økonomien, der svarer til totredjedele af USA-s BNP. Hvis vi ikke får genopsuget alle de penge på det rette tidspunkt, vil økonomien overophede.«
Ifølge Fidelity er udsigten altså ikke god for amerikansk økonomi. Men det synes ikke at bekymre fonden og dens gæster. De lever af markedsturbulens.