CAMBRIDGE - Hvis børsmarked og rentespænd er pålidelige indikatorer, har USA-s økonomi nu set det værste og kan være på vej til langsom bedring. Derimod er problemerne for verdensøkonomien kun lige begyndt. Hvis globaliseringen ikke får det fix, den behøver, tegner det økonomisk dunkelt for både rige og fattige lande.
Det værste, der kan ske, er en tilbagevenden til 1930, da landene opsatte høje handelsbarrierer og forskansede sig i isolationisme til skade for alle. Heldigvis er dette scenario lidet sandsynligt.
Det næstværste er at gå ud fra, at begrænsede tiltag vil være nok til at gøre globaliseringen sund og bæredygtig. Faktum er, at det vil kræve en omfattende indsats og stor kreativitet at udfylde de dybe sprækker i globaliseringen, som den finansielle krise har blottet.
Først den gode nyhed. De globale modtræk imod krisen har måske ikke har været imponerende, men ej heller er vi endt i det -enhver-må-klare-sig-selv—anarki, man kunne have frygtet. Nok kunne G-20-landene ikke blive enige om en koordineret finanspolitisk stimulering eller konkrete skridt i retning af reformer af banksektoren, men gik dog sammen om at støtte Den Internationale Valutafond med yderligere ressourcer. Skønt mange nye protektionistiske foranstaltninger er indført over hele verden siden starten på den økonomiske krise, bør det store flertal af disse ikke give søvnløse nætter.
Globaliseringen er ikke udsat for noget dødbringende slag - i det mindste ikke endnu.
Den virkelige test har endnu ikke fundet sted. Problemet er, at den aktuelle dagsorden ikke for alvor rummer initiativer, der dæmmer op for globaliseringens underliggende svagheder. Finansiel regulering og tilsyn vil givet blive styrket, men vil forblive af national karakter med ringe beskyttelse mod grænseoverskridende spillover -effekter og lemfældigt udarbejdede og modstridende regler på tværs af landegrænser.
Hertil kommer, at Verdenshandelsorganisationens dagsorden fortsat vil være irrelevant og under alle omstændigheder er gået i hårdknude. Kina har endnu til gode at finde frem til og anlægge en alternativ vækststrategi, som ikke er afhængig af store handelsoverskud. Holdes samhandel og indvandring (lovlig og ulovlig) ikke i skak, vil begge fortsætte med at udøve et nedadgående pres på de rige landes arbejdsmarkeder. Den finansielle krise har ikke bidraget til at forbedre billedet af globaliseringen, som længe har været upopulær i den brede vælgerbefolkning i de fleste af verdens lande.
Som et resultat af dette vil globaliseringens tendens til at producere makroøkonomiske ubalancer og finansiel skrøbelighed, dens negative indvirkning på lighed og social fred i mange lande og dens svage politiske legitimitet blive ved med at skabe spænding og periodiske kriser.
To andre udviklingstendenser vil i høj grad gøre disse svagheder mere udtalte.
Den første er, at USA og andre udviklede lande formentlig næppe vil kunne genvinde deres tidligere økonomisk dynamik, selv efter at den finansielle stabilitet er genoprettet. De rige landes husholdninger har lidt et omfattende tab af velstand (svarende til et tocifret antal billioner af dollar). Dette indebærer, at forbrugsvæksten fortsat vil være afdæmpet i nogen tid.
Med hastigt stigende offentlig gæld, som i nogle lande forventes at overstige 100 procent af BNP, vil regeringerne næppe kunne udfylde hullet. En omstrukturering af økonomierne, der frigør dem fra finansmarkederne, vil nødvendigvis vil tage tid. Stagnation i stedet for vækst vil være dagens orden.
For det andet vil globalt lederskab sandsynligvis være en mangelvare. USA vil være lammet af sin høje gældsætning, sin underpræsterende økonomi og en miskrediteret økonomisk model. EU vil være optaget af sine egen interne integrationsproces, og Kina, hvor indkomsten per person er en ottendedel af niveauet af den amerikanske, er simpelthen for dårligt rustet til at kunne løfte et nyt overherredømme.
Historien har lært os, at en global økonomisk orden er vanskelig at etablere og opretholde i fraværet af en dominerende økonomiske magt. Mellemkrigsperioden, som led under en lignende krise i lederskab, frembragte ikke blot et sammenbrud for globaliseringen, men ødelæggende væbnede konflikter på verdensplan.
Meget står altså på spil i bestræbelserne på at bringe verdensøkonomien flot. Bliver processen ledet dårligt, kan konsekvenserne blive uoverskuelige.
Mange af de løsninger, der er på tale, er desværre enten for tilbageholdende eller kræver for meget af det globale lederskab, vi mangler. Det store problem for det globale reformarbejde er, at de forslag, som går langt nok såsom at oprette en global økonomisk reguleringsmekanisme, er urealistiske, mens de, som er realistiske, såsom reformer af IMF, ligger langt under, hvad der er nødvendigt.
Det vi har brug for, er en vision for globaliseringen, som er fuldt ud bekendt med sine egne begrænsninger. Vi kan starte med et enkelt princip: Vi bør stræbe, ikke efter maksimal åbenhed inden for handel og finansiering, men efter niveauer af åbenhed, der efterlader rigelig plads til også at forfølge indre sociale og økonomiske målsætninger i både rige og fattige lande. I realiteten er den bedste måde at redde globaliseringen på ikke at presse den for langt.
Overvej en trafikanalogi. En måde at forebygge trafikulykker på er at forpligte alle til at køre i samme bil, med samme hastighed og i samme retning. En anden er at håndhæve visse enkle regler: Du må ikke køre langsomt i den hurtige vognbane, du skal standse ved rødt lys og signalere, hvis du vil svinge osv.
Den første fremgangsmåde kan maksimere den trafikmængde, der kan transporteres sikkert, men fører ikke nødvendigvis de fleste mennesker hen, hvor de ønsker og er i sidste ende selvdestruktiv. Den anden fremgangsmåde giver bilisterne mulighed for at træffe egne valg, selv om det betyder, at de bliver nødt til at bremse eller standse indimellem. Tilsvarende bør en sund og bæredygtig globalisering ikke pålægge verdens lande en spændetrøje af fælles regler for alle.
Den finansielle krise har blottet globaliseringens sårbare bug. Det ville være en fejltagelse at reagere ved at forsøge at tvinge globaliseringen videre til næste niveau. De økonomiske og politiske hindringer, som blokerer for dyb integration, kan ikke bortskaffes ved ønsketænkning. Det ville tjene os langt bedre at tage begrænsningerne ad notam og neddrosle vore ambitioner.
Dani Rodrik er professor i politisk økonomi ved Harvard Universitet
© Project Syndicate og Information Oversat af Niels Ivar Larsen