Har revolutionens børnebørn indledt en demokratisk anti-1979 opstand imod ayatollaherne På gaderne råber millionstore menneskemængder: »Vi er rede til at dø, men tæl vore stemmer,« mens det religiøse politi forsøger at kvæle råbene med tåregas og politistave med faren for et Teheran-Tiananmen hængende i byens smog.
Irans revolution var fra første gisp et ægteskab mellem to uforenelige impulser: teokrati og demokrati. Shahen - en torturdiktator installeret, bevæbnet og forgyldt af CIA blev væltet af en bred koalition, der strakte sig fra kommunister til islamister. Et indædt had til Shahen optændte skæggede mullaher som hijab-frie feminister. Næsten alle sluttede sig til opstanden i 1979.
Men da Shahen var væltet, kaprede en af dens fløje hele revolutionen, da stor ayatollah Khomeini indsatte sig selv som øverste hersker og derpå tog fat på at aflive revolutionens demokratiske fløj. Alligevel blev fragmenter af demokrati siddende i forfatningen som splinter af glas efter en eksplosion: Ved siden af teokraterne skulle også vælges en præsident og et parlament. I 30 år har de gejstlige søgt at kvæle disse institutioner ved at hindre utallige kandidater i at stille op. Og i de sjældne tilfælde, hvor en reformist slap igennem, ved at hindre ham i at forandre ret meget.
Men nu er regimet gået for vidt og forfalsket valg resultaterne for at holde sin kandidat ved magten. De officielle tal viser, at Mahmoud Ahmadinejad har vundet stort i Teheran og Tabriz, som er oppositions højborge. Det ville svare til, at George W. Bush i 2000 hævdede ikke blot at have vundet i Palm Beach County, men også Massachusetts og San Francisco.
Magtoverførelse fra præster til befolkning vil i Iran betyde frisættelse af millioner af kvinder. I dag tæller en kvindes vidneudsagn kun det halve af en mands ved domstolene, og en kvinde kan kun arve halvt så meget som sin bror. Ligeledes vil en kvinde uvægerligt miste sine børn efter skilsmisse, uanset om hun måtte være blevet droppet af sin mand. Er det hende selv, der vil bryde ud af ægteskabet, kan det tage et årti. Den pludselige tilslutning til Musavi skyldtes i vidt omfang hans kones krav om at gøre op med det ondartede kvindehad
Men ikke nok med det. Denne opstand kan meget vel afværge en truende katastrofal krig mellem Israel og Iran. Lederne af Mellemøstens to ikke-arabiske lande ligner i stigende grad hinanden efter at være slået ind på en lang, dyster tango mod gensidige bombardementer. Med Benjamin Netanyahu og Avigdor Lieberman på den ene side og ayatollah Ali Khamenei og Mahmoud Ahmadinejad på den anden styres begge lande af paranoide -stærke mænd-, der er traumatiseret af deres landes historie.
Irans iver for at anskaffe sig beriget uran må forstås på baggrund af begivenheder, der ofte forties i vestlige lærebøger. I 1950-erne havde Iran et blomstrende demokrati, hvis folk besluttede - rationelt og legitimt - at overtage kontrollen over sin olie og bruge indtægterne til gavn for hele nationen. Regeringerne i Vesten fandt dette uacceptabelt, væltede demokratiet og indsatte en diktator. Fra 1953 til 1979 blev Shahen betalt af amerikanerne og briterne for at undertrykke Irans folk og holde oliepumperne kørende.
Da iranerne afviste -vores gode ven- (det var dengang), betalte vi Saddam for at angribe deres land med kemiske våben. Ahmadinejad oplevede nogle af disse massedrab (Iran mistede mindst en halv million) som ung soldat. Heraf udspringer Irans nervøsitet ved at være omgivet af amerikanske baser fra Tyrkiet og Irak til Afghanistan. Heraf udspringer dets nukleare ambitioner.
Imens lever israelerne i mindet om nazisternes næsten fuldkomne udslettelse af Europas jøder, hvad der farver deres syn på Iran. Når de ser Ahmadinejad invitere sindsforvirrede Holocaust-benægtere til jødehads-festival i Teheran eller hører hans tilhængere messe Død over Israel, fatter de mistanke til, at Ahmadinejad vil bruge disse våben, hvis han får dem, hvorfor de må bombe ham for at hindre dette
Begge sider har talt sig ind i en paranoia, som de får svært ved at vriste sig fri af. Khamenei og Ahmadinejad vil ikke lade internationale inspektører se deres fulde atomprogram, fordi, siger de, CIA brugte oplysninger indsamlet af inspektører i Irak til at lokalisere bombemål. Netanyahu er til gengæld overbevist om, at Ahmadinejad er seneste inkarnation af den antisemitiske udryddelsespolitik antisemitisme, som hjemsøgte Europa i århundreder. Hans retorik kan lyde så vanvittig som Ahmadinejads. Om Iran siger han: »Husk Amalek.«
Amalekitterne var jødernes fjender i Torahen. I Første Samuelsbog, xv, 3, siger Gud: »Ryk nu ud og slå amalekitterne og læg band på alt, hvad der tilhører dem. Skån ikke nogen, men dræb både mænd og kvinder, børn og spæde, okser og får, kameler og æsler.«
Irrationel frygt og stammereligiøse manier driver begge sider, og indtil denne uge tegnede et voldeligt opgør som det sandsynlige udfald.
Men opstanden i Iran tilbyder en radikalt anderledes vej. Kan Irans politiske system bringes til at bøje sig for folkets vilje, vil muligheden for en fredsløsning måske blive synlig for alle. En uafhængig undersøgelse af iranernes holdninger fra Centre for Public Opinion viste, at 94 pct. af iranerne vil have atomkraft og 52 pct. atomvåben. Men samtidig er 70 procent enige om, at hvis USA og EU tilbyder en fredspakke, hvori de garanterer, at der ikke vil invadere, men i stedet yde bistand og investeringer, vil de gå med til at lade inspektører overvåge deres atomkraft programmer og give definitivt afkald på atomvåben.
Dette kan blive den vej ud af frygtens blindgyde, der afværger de bombekampagner, som vil fremkalde en steppebrand af gensidigt had over hele verden. Det er ikke utænkeligt, at en aftale kan indgås med en svækket Ahmadinejad, men chancerne vil være bedre med reformvenlige kræfter ved magten.
Hvordan kan Irans folk nå dertil Det står klart, hvilken form for styre de ønsker at opbygge: 70 pct. af dem ønsker, at folket direkte skal vælge alle magtpositioner i deres politiske system, også embedet som øverste ayatollah. De ønsker ikke et omvalg, men at hele det korrupte gerontokrati sættes på valg. Den Islamiske Republik ville derved kunne undergå drastiske reformer indefra og manøvrere uden om de destruktive risici ved at afskaffe hele systemet og begynde forfra.
Mullaherne vil ikke godvilligt gå af, men befolkningsudviklingen sikrer, at Ahmadinejads side taber i det lange løb. Omkring 70 procent af iranere er under 30 år, og de fleste er vokset op i de byer, som er forbundet med verden uden for via Facebook og Twitter. De har udviklet omfattende subkulturer af bloggere og rappere, der udtrykker vreden over det -moralpoliti-, som overvåger deres adfærd.
Der er grænser for, hvor længe man kan undertrykke en vred, internetforbundet befolkning, som er langt yngre end en selv. I sidste ende vil iPod’en besejre islamismen.
© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen