Det havde været det nemmeste i verden. Mahmoud Ahmadinejad kunne være gået videre til en anden valgrunde med Mir-Hossein Mousavi. Han kunne have vundet med lidt moderat valgfusk og nogle få procent, og alt kunne have fortsat som det plejer i Iran. Men sejren var ikke nok for præsidenten, der har langt større planer end som så. Derfor ser vi lige nu det nøje kalkulerede kaos, der foregår i Iran. Det mener Ali Alfoneh, ph.d. studerende ved Institut for Statskundskab på København Universitet og ansat ved American Enterprise Institute for Public Policy Research.
»Man har snydt, så det står lysende klart for alle, at der er tale om svindel. Så åbenlyst, at man gør grin med folks intelligens, hvis de tror andet. Demonstrationerne vi ser nu, er en del af revolutionsgardens og Ahmadinejads drejebog. Man har skabt en potentiel revolution imod sig selv, for at få endnu mere magt,« siger Ali Alfoneh.
Planen er ifølge Alfoneh at skabe en undtagelsestilstand, hvor Khamenei bliver nødt til at give Ahmadinejad øgede beføjelser. Det vil gøre, at han kan skille sig af med politiske modstandere og totalt ændre det politiske landskab i Iran. Denne mere konspiratoriske analyse står han dog temmelig alene med. Selvom den forklarer en af de ting, der kan undre, hvis man som Fariba Parsa, cand. scient.pol. fra Københavns Universitet og ph.d. fra RUC, holder fast i, at der er tale om valgsvindel. For hvorfor svindle så stort
»Det giver ingen mening. Men at det skulle være planlagt, er også ulogisk, hvis man skulle forestille sig, at Khamenei er involveret. Det er alt, alt for risikabelt. Vi har nu folk i gaderne, der råber ‘død over diktatoren’, ‘død over regimet’ osv. Det kunne han på ingen måde ønske sig,« siger Fariba Parsa.
En anden, der heller ikke umiddelbart køber ideen om en konspiration, er ph.d. Rasmus Christian Elling fra Københavns Universitet med speciale i Mellemøsten og Central asien. Han mener i det hele taget, at man skal være varsom med at betegne det, der sker lige nu som en revolution. Det undrer ham dog, at man skulle have svindlet så klodset, som tilfældet er, når det f.eks. offentliggøres, at Ahmadinejad skulle have vundet i Mousavis hjemstavn. Samtidig påpeger han, at de første rapporter, der kom ud fra Iran efter valget, bar alle tegn på et statskup.
»Man slukkede for sms-systemet, lukkede oppositionens nyhedskanaler, sendte tropper i gaderne og byggede barrierer rundt om indenrigsministeriet, derefter begyndte man at anholde reformvenlige politikere og journalister,« siger Rasmus Christian Elling.
En sidste ting, der ’ uanset om det var planen fra starten eller ej ’ peger på, at revolutionsgarden nu ønsker sig en undtagelsestilstand, er tilstedeværelsen af den paramilitære gruppe Basij i demonstrationer, der støtter deres modstander Mousavi. Basij-gruppen er styret af revolutionsgarden og består af almindelige mennesker i aldersgruppen fra 14 til 60 år. De er ifølge Parsa fattige fra landsbyer rundt omkring i Iran. De er som regel analfabeter og har et lavt uddannelsesniveau.
»Fattige uoplyste mennesker med våben, er en meget farlig cocktail. Det er en meget farlig og voldelig gruppe,« siger Fariba Parsa.
Folk fra Basij skulle efter sigende forklæde sig som Mousavi-tilhængere og gå med i demonstrationerne med det mål at opildne til vold og hærværk lyder det fra flere kilder.
»Basij og andre yderliggående søger den konfrontation, der kan give grønt lys til, at Ahmadinejad erklærer undtagelsestilstand, hvilket vil betyde et totalstop for demonstrationer og sende os ud i en situation med massearrestationer og henrettelser. Det er derfor, de er kommet til Teheran,« siger Fariba Parsa.
Hvilket er helt på linie med Ali Alfonehs udlægning af, hvad valget i virkeligheden gik ud på for Ahmadinejad. Han vil skabe en ekstrem situation, fordi ekstreme situationer kalder på ekstreme løsninger fra statens side.
»Det handler derfor ikke om, om der var en reel trussel. Målet er at få det til at se ud, som om folket blev snydt. Det geniale her er, at først få fremprovokeret den ønskede reaktion i befolkningen, derved aktivere Khameneis paranoia for en revolution og til sidst at få de udvidet beføjelser, man i første omgang søgte,« siger Ali Alfoneh.
Det scenario vil bringe Ahmadinejad der hen, hvor han ifølge Alfoneh ønsker sig, i en situation, hvor der er to magtfaktorer tilbage i Iran: Khamenei og ham selv. Og hvor man optimalt kan forsvare en henrettelse af modstanderne i form af Rezai, Karroubi og Mousavi.
Ali Alfonehs pointe omkring ønsket om at skabe ideen omkring snyd i befolkningen, får ligeledes opbakning fra en af de få uafhængige undersøgelser omkring valget, der eksisterer. En landsdækkende undersøgelse lavet af The Washington Post. For selvom den tilbageviser hans påstand om snyd, så holder den afgørende effekt i befolkningen af at være blevet snydt stik, det er bare med modsat fortegn. Avisen har tre uger før valget undersøgt opbakningen til de to kandidater i samtlige Irans 30 provinser, og resultatet var ifølge Washington Post ganske forudsigeligt. Ens for alle provinser var, at man så et solidt forspring til Ahmadinejad og en generel tilslutning, der var dobbelt så stor som til Mousavi. Mahmoud Ahmadinejad gik altså ifølge Washington Post rent faktisk lidt tilbage i de sidste tre ugers valgkamp og ikke, som man ellers kunne læse det, pludselig voldsomt frem. Den angivelige løgn består altså således måske ikke, som Alfoneh påstår, i reel valgsvindel, men i virkeligheden i at få oppositionen til at tro, at der rent faktisk eksisterede en situation, hvor der var noget at blive snydt for. En situation der på bundlinien giver det samme resultat; det folkelige oprør.
Information har talt med engelske The Guardians mand i Iran, Abbas Barzegar, der ligeledes er ph.d. studerende ved Institut for Religion ved Emory University i Georgia. Han har været i Iran en uge op til valget, og han er fuldt ud på linie med Washington Post. Han mener, at man har baseret forestillingen om forandring på ønsketænkning. Siden revolutionen i 1979 har man i Vesten gentagende gjort to fundamentale fejl, når man skulle vurdere situationen i Iran. Man har troet, at Teheran var lig med Iran, og man har stærkt undervurderet religionens betydning.
Han peger på, at intellektuelle, akademikere og andre såkaldte eksperter siden revolutionen i 1979 har forudsagt regimets fald hvert øjeblik. Alligevel har den islamiske republik eksisteret de sidste 30 år. Og i den nuværende situation er det ikke meget anderledes, pointerer han. Ahmadinejad har hele tiden været folkets mand, og Mousavis protester er skabt af vrangforestillinger.
»Det eneste, man peger på fra Mousavis side, er, at valget er urealistisk på grund af den debat, der har hersket. Men man har ikke kunne fremvise konkrete beviser på svindel,« siger Abbas Barzegar.
Han påpeger desuden, at ideen om Mousavi som den store reformist ligeledes er en illusion. Han er i virkeligheden i højere grad end Ahmadinejad et barn af revolutionen i 1979. Grunden til, at Mousavi opfattes som noget politisk nyt er et sammenfald af, at han i de sidste 20 år har været helt ude af billedet, og at man med en andel på 60 procent af Irans befolkning, der er yngre en 28 år simpelthen ikke kan huske hans fortid. Afshin Molavi, der er Fellow i The New America Foundation gav fornyelig i CNN talkshowet Fareed Zakaria GPS netop udtryk for det paradoksale i denne opfattelse: »Vi er vidne til et interessant tilfælde af historisk ironi her. Mousavi er barn af revolutionen. Mousavi har aldrig været en ægte reformist.«
Han bliver bakket op af Trita Parsi fra The National Iranian American Council, der ligeledes mener, at Mousavi i højere grad må siges at tilhøre revolutionen fra 1979 end den ‘fløjlsrevolution’, han i de iransk medier nu siges at tilhøre.
En af grundene til, at Parsi og Molavi ser det sådan, er blandt andet, at netop Mousavi blev udnævnt til premiereminister i 1980 kun et år efter revolutionen og var det gennem det meste af 80’erne. Han støttede de studerende, der i 1981 holdt 52 amerikanere som gidsler ved at betegne det som ‘anden etape i revolutionen’ og en ‘genopdagelse af den sande islamiske identitet’, og han var bag fatwaen mod Salman Rushdie i 1988. Og så har han så sent som i april i år udtalt, at han ingen planer har om at stoppe Irans atomprogram.
Hvorfor han alligevel blandt mange ses som ‘ny’ kan meget vel skyldes hans kone, Zahra Rahnavard. Hun er ph.d. i statskundskab og har været meget tydelig i Mousavis kampagne. Hun har talt højt og åbent om ligestilling og kvinders rettigheder, hvilket har haft en stærk appel, især hos de over 65 procent af de universitetsstuderende, der er kvinder. Og selvom Mousavi realistisk set aldrig har været en reel udfordrer til den islamiske republik, er han udenrigspolitisk på nogle punkter dog mere moderat end Ahmadinejad.
Den eneste demografiske gruppe, hvor det ifølge Washington Post har haft målbar betydning, er de rige og veluddannede, hvorimod Ahmadinejad har lagt bedre fat i de fattige og såkaldte almindelige mennesker.
Rasmus Christian Elling advarer dog imod, at man opstiller et modsætningsforhold mellem Ahmadinejad og Mousavi som et valg mellem de fattige og de rige; modernitet mod tradition ’ eller demokrati mod islam. Iran er ifølge Elling så komplekst et land, at der ikke er nogen nem smutvej til en forståelse. Det er indviklet. En ting, man dog ifølge Elling ikke skal tage fejl af, er, at selv de mest radikale unge, der nu demonstrerer i Teherans gader, såvel som deres modstandere i form af f.eks. Basji-grupperingen, er fælles om en ting: den patriotiske nationalfølelse og troen på islam. Det er forståelsen af islam, der er stridspunktet: ikke et valg mellem islam og demokrati.
Samtidig peger han på, at hele ideen om at skabe, hvad der syner af en revolution mod styret, ikke nødvendigvis kun er skabt af eller kan ses som til gavn for Ahmadinejad. Ali Akbar Hashemi Rafsanjani også kendt som ‘den grå eminence’, kan meget vel spøge i kulissen. Den ekstremt rige og prominente politiske figur Rafsanjani førte valgkamp mod Ahmadinejad i 2005 og har i år stået bag Mousavis kampagne. Han har desuden under valgkampen været ud smed skarp kritik af Irans religiøse overhoved Khamenei. Og hans ord har vægt, da han som endnu en af revolutionens fædre havde bånd til den tidligere åndelige leder Ayatollah Khomeini. Han har således stadig stærke forbindelse langt ind i den snørklede iranske sammenblanding af religion og politik.
Rafsanjani er efter valgresultatet som sunket i jorden, men regnes stadig af flere som en af de afgørende brikker i den magtkamp, der udspiller sig.
»Det er vigtigt at holde sig for øje, at det ikke kun er Ahmadinejad, der bliver beskyldt for at forsøge et kup. Mange iranere ser de nuværende demonstrationer, som det virkelige kupforsøg med Rafsanjani som den egentlig bagmand. Ham der trækker i trådene,« siger Rasmus Christian Elling.
Situation lige nu er altså for alle parter enorm risikofyldt og ekstrem usikker og kan øjensynlig gå i alle retninger. Netop derfor tror Fariba Parsa ikke på, at der er tale om et større komplot. Det på trods af, at hun selv peger på flere punkter, hvor logikken halter.
»Jeg kan ikke tro det. Hvorfor skulle Khamenei så få timer efter valget i strid med grundloven ’ Vogternes Råd skal se valgresultatet an i 48 timer først ’ have gået ud og hyldet Ahmadinejad som vinder « siger Fariba Parsa.
’ Giver det ikke god mening, hvis folket skal hidses op over et svindlet valg
»Jamen, jeg ved det ikke. Jeg ser det bare så risikofyldt. At erklære Iran i undtagelsestilstand er at sætte hele den iranske republik på spil. Det ender med et blodbad og en revolution som republikken ikke vil overleve. Det er selvmord,« siger Fariba Parsa.
Ali Alfoneh ryster dog ikke på hånden. For ham er det i virkeligheden meget enkelt. Det handler om magt og ønsket om mere magt. Mere vil have mere. Han holder fast i det faktum, at valgresultatet var givet på forhånd, som et bevis på, at planen bag hele valgsvindelsaffæren må ses som at stikke dybere end som så. Han mener, at det, vi ser nu, er resultatet af en plan, der for Ahmadinejad har eksisteret siden 2005, hvor han blev valgt første gang. Dengang havde man ikke det politiske apparat, der skulle til for at ændre det politiske billede, men det har man nu, hvor halvdelen af regeringen består af tidligere officerer.
»Halvdelen af parlamentet består nu af forhenværende revolutionsgardister. Stort set alle generalguvernører er også gardister. Den politiske klasse har ændret sig så markant i de sidste fire år, at man nu kan skære halsen over på de præster, man gerne vil af med,« siger Ali Alfoneh.
Han mener, at det der sker nu, er direkte sammenligneligt med, hvad der skete under Maos kulturrevolution og under Stalin. Ahmadinejad ønsker nu at monopolisere magten i Iran på præcis samme måde som Stalin i sin tid ønskede sig det i Sovjet.
»Hvis det her lykkes, vil alle tre kandidater blive anholdt og kommer under ‘kærlig behandling’ fra efterretningstjenesten. Herefter vil de optræder på tv, hvor de erkender, at de er amerikanske og israelske agenter, og at de altid har været det,« siger Ali Alfoneh.
Jeg tillade mig på dette tidspunkt i interviewet at stille spørgsmålstegn ved om den teori ikke er en smule for konspiratorisk, hvilket får Alfoneh til at holde en mindre pause, hvorefter han svarer med et spørgsmål.
»Har du læst George Orwell Har du læst Kammerat Napoleon «
’ Jo da…
»Læs den igen!«