Der er travlhed og trængsel på gangene, læger, sygeplersker og patienter myldrer frem og tilbage. Samtaler, diagnoser, ordinering præger lydbilledet, og man behøver ikke være læge for at se, at mange af disse mennesker har det dårligt og har behov for hjælp.
Men hverken patienter eller personale er som på et almindeligt forstadhospital. Personalet er frivilligt og ulønnet ’ og patienterne har ingen papirer. De er skjulte flygtninge og andre mennesker uden papirer.
Vi er på besøg på den medicinske modtagelse på Rosengrenska i det nordøstlige Gøteborg, der med bydelene Hamerkullan, Angered og Bergsjön er Gøteborgs svar på Gellerupparken i Århus, Vollsmose i Odense og Rosengård i Malmø.
Her føler de unge sig ikke som en del af Gøteborg ’ eller resten af Sverige. Med ironisk distance synger den lokale rapgruppe Wordsilah om at leve » I skuggan av den blågula flaggan «. Ud over de migranter, som lever og opholder sig lovligt i Gøteborg, bor der også mange skjulte flygtninge og papirløse mennesker. Den svenske Socialstyrelsen har anslået, at omkring 20.000 mennesker lever gemt eller papirløst i hele Sverige.
Omkostningerne ved at være illegal eller uden papirer rammer de svageste hårdest. En kvinde med helbredelig kræft døde, fordi hun blev nægtet behandling. Folk med psykiatriske lidelser får ikke medicin.
Det er nogle af de eksempler, den friviolligt drevne klinik i Gøteborg, der hjælper migranter uden papirer med alt fra brugte briller, der ‘næsten’ passer, til samtaler med børn, der lider af apati, kan diske op med.
Den nordøstlige del af Gøteborg er den mest migranttætte i Gøteborg. Op mod 90 procent af indbyggerne er indvandrere eller efterkommere af migranter. Bydelene er præget af stor arbejdsløshed og høj kriminalitet. Ifølge OECD er Gøteborg en af Europas mest opdelte byer med indvandrerne i den nordøstlige del ’ og de etniske svenskere i den sydlige og vestlige del.
Omfanget af de problemer, Rosengrenska slås med, ses også af en forskningsrapport fra EU, der i marts advarede om stigende problemer med et ‘restriktivt regime’ i medlemslandene, hvor papirløse migranter bliver nægtet adgang til basale livsfornødenheder som f.eks. sygehusbehandling.
De op mod 12 millioner papirløse i EU er henvist til nødtørftig hjælp fra frivillige sygeplejersker, jordemødre og læger. Paradoksalt nok arbejder mange af de selvsamme papirløse migranter inden for sundhedssektoren, fremgår det af EU-rapporten.
Der er fyldt med mennesker i modtagelsen denne aften. Folk af mange forskellige nationaliteter.
Mange af dem er migranter uden gyldige identitetspapirer. Der er nogen, som er ved at blive skrevet op til en tid hos lægerne. Der er folk i gang med kaffebrygningen. Der er liv alle steder, 150-200 mennesker, og der råder et slags organiseret kaos.
Henry Ascher tager imod. Han er børnelæge og en af initiativtagerne til Rosen grenska. Han viser gennem lokalerne frem til et sted i kaoset, hvor vi kan sidde, og begynder engageret at fortælle om Rosengrenskas virksomhed.
»I aften er her tre læger, alle er frivillige. De kommer for at hjælpe de mennesker, som lever skjult eller papirløst i Sverige. Vi har både læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, samtaleterapeuter tilknyttet stedet. Alle er frivillige undtagen vores koordinerende sygeplejerske. Sidste år indgik vi et samarbejde med Røde Kors, som nu betaler hendes løn.«
Der er 1.300 personer tilknyttet Rosen grenska og klinikkens mailinglisten for frivillige. Nogle er med i kortere tid, andre i længere. Mange er mere løst tilknyttet som kontaktpersoner på hospitalerne, hvis de har en specialviden, der kan være brug for at kunne trække på.
»Mange papirløse lever et elendigt liv her i Sverige. De har ingen rettigheder, og de lever under usle forhold. De fleste papirløse i Gøteborg er afviste asylsøgere først og fremmest fra Irak, Iran og det tidligere Jugoslavien. Klinikerne for papirløse i Stockholm har også mange patienter, som er kommet hertil for at arbejde men ikke har arbejdstilladelse. De har det svært,« siger Henry Ascher og tilføjer:
»De ønsker ikke at vende hjem, da deres forhold i hjemlandet er endnu værre end at leve papirløst i Sverige. Mange bor hos venner fra deres hjemlande eller bor i dårlige og små lejemål på få kvadratmeter. Der er folk, som udnytter deres situation. Vi møder også mennesker, også børnefamilier, som bor i sommerhuse, husvogne, garager eller er helt hjemløse.«
»Vi ser folk med helt almindelige fysiske sygdomme som f.eks. infektioner, hjerte-karsygdomme, astma, cancer, diabetes osv., men mange af disse mennesker har psykiske lidelser, stresssymptomer, depressioner og personlige problemer, som vi prøver at hjælpe dem med. Mange er traumatiseret efter at have oplevet krig, vold og krænkende overgreb i hjemlandet og af et liv på flugt,« siger Henry Ascher.
På en aften som i aften kan der være mellem 45-60 lægekonsultationer.
»En del er glade for bare at komme og snakke med andre, dele deres historie og fortælle. Rosengrenska har en lang række frivillige, som er samtalepartnere for disse mennesker. Samtalepartnerne lytter på folks historier og hjælper dem med hverdagens praktiske gøremål. En af vores samtalepartnere har udtrykt det på følgende måde; ‘Det er vores opgave at få de papirløse til at holde fast i bordkanten med neglene 14 dage mere, indtil de kommer igen. Give dem håb!’ Men blandt disse mennesker er der mange, der har brug for mere langvarig hjælp f.eks. psykiatrisk behandling.«
Det er 11 år siden, Rosengrenska begyndte sin virksomhed.
En gruppe læger og andet sundhedspersonale, som mente, det var et problem at papirløse ikke fik den behandling, som de burde, tog initiativet.
De oplevede, at de papirløse blev afvist i det offentlige sundhedssystem og ingen steder havde at gå hen.
»Vi havde fra starten tre mål med vores virksomhed; give medicinsk behandling, øge kendskabet blandt os selv i plejen og behandlingen og i modtagelsen til denne gruppe og at presse det offentlige til at tage sig af problemet og ultimativt at nedlægge os selv. Det vigtigste er at nedlægge os selv, da vi mener, at den opgave, vi udfører, burde udføres af det offentlige. Det skal ikke være en frivillig og idealistisk opgave at give behandling til syge mennesker.«
»Samtidig er det naturligvis også vores opgave, at give medicinsk hjælp til mennesker som ikke kan komme ind i det offentlige eller som ikke tør henvende sig på et sygehus,« siger Henry Ascher.
»Der er eksempler på, at papirløse er blevet angivet, når de kommer til hospitalet. Men det er dog sjældent. I den forbindelse er det vigtigt at holde sig flere ting for øje. I følge svensk lov om tavshedspligt er det ikke tilladt at kontakte andre myndigheder om indlæggelser af papirløse mennesker. Det sundhedspersonale, som gør det, bryder faktisk loven,« fortæller Henry Ascher.
»At patienter bliver afvist er mere almindeligt. En østeuropæisk kvinde, der boede hos sin søn, henvendte sig i klinikken. Vi havde en formodning om, at hun havde lungekræft, men hospitalet nægtede trods vores pression at tage et røntgenbillede ’ da vi efter flere måneder fik taget røntgenbilledet viste det sig, at hun havde kræft. Hun kom i behandling, men det var alt for sent, og hun døde nogle måneder senere.«
Faktisk bryder svenske læger og sygeplejersker deres faglige etiske regelsæt, når de afviser at behandle papirløse, siger Henry Asher:
»Det er vigtigt, at faggrupperne holder fast i deres fags etiske regler, som betyder, at de skal behandle mennesker lige uanset køn, race, indkomst og nationalitet. Den eneste prioritering skal være menneskets behov for pleje og behandling. Det er overordentlig vigtigt at bevidstgøre læger, sygeplejersker og andre faggrupper om deres faglige ansvar og de etiske regelsæt. For min faggruppe af læger, siger de internationale etiske regler, at vi skal behandle patienter, som er syge, og som har behov for behandling, også selv om det i sidste ende betyder, at vi bryder loven. De lægeetiske regler står over loven.«
For at fastholde diskussionen om papirløses rettigheder og sprede kendskab til flygtninges situation holder Rosengrenska to gange om året et heldagsseminar for sundhedspersonale og andre interesserede, hvor de inviterer personer med viden og erfaring i flygtningespørgsmål til Gøteborg.
»Der er mange, som dukker op, og det har været en god måde at tiltrække nye frivillige til vores virksomhed,« fortæller Henry Ascher.
På en tur rundt i lokalerne kommer vi ned i kælderen. Her er tre optikerstuderende i fuld aktivitet. De tilhører organisationen Vision for alle, som samler brugte briller ind, vasker og sorterer dem og sender til fattige lande og til Rosengrenska. Der sidder godt 10 mennesker og venter på at få kontrolleret deres syn og få et par briller, som ‘næsten’ passer. Der har været indsamling af briller og langs væggen står fyldte kasser med briller af forskellige styrke.
I et stort baglokale lyder børneråb. Her er en gruppe børn af papirløse ved at lege. Det er glade og aktive børn i leg, men det også her, vi møder Henry Aschers største bekymring i sit arbejde:
»De mange traumatiserede, deprimerede, angstfylde og apatiske børn er et problem. De får ikke de samme muligheder for at leve i det svenske samfund som andre børn. Deres situation er usikker, de har svært ved at opbygge relationer, og de lever med forældre, som selv er i en usikker livssituation,« siger Henry Ascher og fortæller om et nyligt eksempel:
»Vi har lige haft en situation, hvor en pige i de tidlige teenageår havde flyttet rundt hele i Sverige. Hun havde i alle sine 10 år i Sverige været tolk for sine forældre og skulle tage hånd om en mor, som tydeligvis led af en depression. Et barn med en sådan opvækst får ingen barndom og får kun en sporadisk skolegang. Hun havde det så dårligt, at hun blev henvist til en flygtningemodtagelse i det offentlige sundhedssystem.«
Rosengrenska er med i det svenske initiativ Retten till Vård, der tidligere på året blev oprettet af omkrinng 35 kirkelige, faglige og humanitære organisationer.
Initiativet har formuleret de papirløses ret til pleje og behandling på baggrund af den kritik FN’s særlige rapportør om retten til pleje og behandling, Paul Hunt, rejste efter sit besøg i Sverige i 2006. Paul Hunt kritiserede den svenske regering for blandt andet asylansøgeres og skjulte flygtninges manglende ret til pleje og behandling, som han mente var diskriminerende. Hunt understregede, at skjulte flygtninge og asylansøgere er blandt de mest udsatte mennesker i Sverige, og han hævdede, at Sverige overtræder international lovgivning for menneskerettigheder, når der ikke er lige adgang i pleje og behandling.
Retten til Vård-initiativet har fulgt kritikken op og opfordret den svenske regering til at tage ansvaret for, at papirløse og asylansøgere i det store hele skal have samme adgang til sundhedsvæsenet som andre indbyggere. Initiativet har haft en vis succes.
»På Sahlgrenska Hospitalet i Gøteborg har ledelsen lavet retningslinjer for modtagelsen af papirløse mennesker. Flere og flere hospitaler og regioner i Sverige udarbejder den slags retningslinjer, som betyder at disse mennesker kan få den behandling, de har brug for. Men på nationalt plan har Socialdirektoratet og regeringen ikke meldt noget generelt ud, og vi oplever, at vi til stadighed skal kæmpe for den enkelte papirløses sag over for sygeplejersker og læger på hospitalerne,« siger Henry Ascher.
Også EU-rapporten anbefaler, at adgangen til sundhedssektoren forbedres for migranter i Europa, samt at alle medlemslande ratificerer FN-konventionen for migranters rettigheder. Konventionen, der bl.a. forpligter til at sikre migranters »lige adgang til uddannelse og sociale services«, er ratificeret af f.eks. Rwanda og Kirgisistan, men hverken af Danmark eller Sverige.
Robert Olsen er forstander for Mændenes Hjem og ansvarshavende redaktør for hjemløseavisen Hus Forbi
Den EU-finansierede forskningsrapport om papirløse migrantarbejderes vilkår i Europa kan findes på www.undocumentedmigrants.eu
www.rosengrenska.org