Nærværende avis har ikke ordentlige dødsannoncer. Det er en alvorlig fejl. De er det første, man læser om morgenen, eller i hvert fald lader det læsende blik i al dets koncentrerede distraktion løbe igennem. Oftest rammer det intet. Ind imellem gør det. I forgårs var det Niels Egebak.
I stedet for blomster kan der indbetales et beløb til Læger uden Grænser. Médecins sans Frontières, mais oui, gamle ven.
Således ramt kører blikket indad, som forlygterne på en racerbil i mørket, og går i pit forskellige steder: 1989, 1969.
I december 1989 boede vi i Paris. Børnene var med, den yngste gik på malerskole, og den ældste skrev opgave om den franske revolution. Demokratiet og alt det lort. Det var jo 200 år siden dengang.
Meningen var, en af dem, at jeg ville opsøge Samuel Beckett. Man har vel sine helte, og jeg har aldrig været god til den slags. Hvad siger man til noget, der for nogen i en anden sammenhæng ville være Gud
Det lykkedes da heller ikke, men knuden, som derved opstod, løste pludselig sig selv. En morgen, jeg gik ned og købte Libération som sædvanlig, den franske udgave af Information, stod det der, på hele forsiden, med et billede af den furede og fotogene mand: SAM EST MORT. Omtrent samtidig væltede Berlinmuren.
Jeg sad og skulle finde på noget til et festskrift, fordi Niels Egebak fyldte 60 året efter. Det blev så, da vi havde besøgt graven på Montparnasse kirkegården, hvor Sam prunkløst ligger ved siden af sin Suzanne, som de havde ligget det meste af livet, i hver sin kasse og uden at ses mere end nødvendigt, og ydermere havde trasket rundt på den mere pittoreske Père Lacaise, hvor de har både Jim Morrison, Rossini og Apollinaire, til en række tekster, et par af dem aviskollager, som jeg kaldte Cimetières, kirkegårde.
Nu er det så Niels Egebak, der bliver kulet ned, og det er hverken på Montparnasse eller Père Lachaise, det er i Køge. Da jeg lærte ham at kende, foregik det i Århus, hvor han underviste på Nordisk uden nogen sinde at blive professor. Til gengæld overtog han redaktionen af det lille eksistentialistiske tidsskrift Exil og samlede en redaktion, bestående af studenter, semiotiske fremtidshåb som den alt for tidligt afdøde Vagn Thule, og et par forfattere, Per Højholt, Svend Åge Madsen og mig selv.
Niels var kommet hjem fra Paris med semiotikken, fyldt til ekstase af Roland Barthes og Jacques Derrida, og i 1969 havde han på Arena udsendt sin BECKETT PALIMPSEST:
»Udgangspunktet for denne studie er da en beskrivelse af, hvordan diskursen opsuger fortællingen hos Samuel Beckett. Men denne beskrivelse fører til den modsatte konstatering, nemlig at fortællingen på sin side opsuger diskursen, eftersom diskurs altid allerede er fortælling og fortællingen altid diskurs: man kan ikke tale eller skrive uden straks at fortælle og skabe fiktion, og uden for diskursen eksisterer fortællingen, fiktionen slet ikke. Der er altså på én gang modsætning og solidaritet mellem diskurs og fortælling: dette kan forekomme at være en banalitet, men af og til viser det sig, at man gennem analyse af en sådan banalitet kan drage visse konsekvenser for litteraturvidenskaben og på denne måde rejse et teoretisk problem. Måske har overhovedet al autentisk videnskab som al filosofi sit udspring i en forundring over det, man til daglig betragter som banaliteter. Og der er som bekendt ting, man ved så godt, at man har glemt dem igen.«
Semiotikerne er jo nødt til at have noget at anvende deres semiotik på, og det vil i sagens natur, som er indviklet og ikke skal forklares her, først og fremmest sige litteraturen. Den er det eksemplariske sprog. Sproget som sig.
Jeg har ikke flere numre af Exil tilbage, tror jeg. Hunden har vel ædt dem, men jeg husker redaktionsmøderne, hvor Niels og Vagn kæftede op, og det føg gennem lokalet med fæno- og genotypiske udsagn, så rødvinsglassene klirrede, og vi forfattere ligesom mest lyttede. Vi var det tavse råstof. Det var deres teori, deres blad og deres fremtid.
Jeg husker også, når Niels kørte mig hjem om aftenen, fra huset ude i Risskov til Odder, hvor jeg boede. Han var en stejl modstander af sikkerhedsseler, hvilket udmøntede sig i en helvedes masse læserbreve. Det var selve ideen om sikkerhed, der var ham imod. Der skulle være en risiko, det skulle koste noget at gøre noget. Der var ikke så lidt Jean-Paul Belmondo i det, måske endda et pust Francoise Sagan, med bare tæer på speederen og godt med stoffer i blodet.
Der sad vi så, som to fænomenale fantomer, i den knaldrøde sportsvogn uden sikkerhedsseler, og vi kørte, eller Niels gjorde, 220 i timen ned over Langballebakken mod det bratte sving, som jeg kendte så godt fra, når jeg havde kørt turen til og fra Århus på knallert eller cykel i de tre gymnasieår, der dengang ikke lå så langt bagude, som de gør nu.
Der skete aldrig noget, men nu er han så død. Vi mistede kontakten, men jeg sendte ham af og til en bog. Især den med indledende citat fra Sam Becketts franske suite, for det syntes jeg alligevel, han skulle have med på vejen, og jeg husker også de helt udflippede breve fra engang i 70’erne, gennemvædede af rødvin, som han havde væltet ud over papiret med skrivende arm i sin iver efter at få alting med, alt det, der hele tiden på en gang simultant i et brændende eksplosivt nu sker her, hvor vi er, og som poesien, litteraturen, romanen, digtningen har til opgave løbende at registrere ved at være skrift i sproget.
Og nu sidder jeg så her og læser Samuel Becketts breve. Første bind, 1929-1940. Hans breve om, at han ikke kan skrive noget af nogen art til nogen, skrevet så fantastisk, så levende, at det, han ikke kan skrive, må være noget andet, for det brev, jeg sidder og læser, har han vel skrevet, og han skrev også andre ting i den periode, såsom en række digte, som han samlede og kaldte Echo’s Bones. Ekkos Knogler, selvfølgelig. Hvad ellers
Knoglers ekko. Døden et eller andet sted lige om næste hjørne. Alle sporene kommer derfra og fører derhen. Så meget er sikkert. Digtet, der gav navn til bogen, lyder ca. sådan:
asyl under mine skridt hele
denne dag
deres dæmpede gilde mens
kødet falder
brydende frem uden frygt og
forskel vind
spidsroden af mening og
nonsens løbet
taget af maddikerne for hvad
de er
Dette enigmatiske signal, uigennemskinneligt som en sten, man finder i sproget eller på stranden, er helt klart et budskab. Men fra hvem og til hvem
Det er, hvad det handler om. C’etaient de belles journées.
Det var smukke tider.