Meningen med Bologna-aftalen var at sikre de studerendes mobilitet. Det skulle være lettere at skifte universitet og land i løbet af sin studietid, og derfor skulle der indføres faste europæiske standarder for, hvor lang tid en bache-lor-, kandidat- og ph.d.-uddannelse tager.
I dag er det 10 år siden, at ministre fra 29 lande skrev under på aftalen ’ og det fejres med protesterer blandt både forskere og studerende rundt om i Europa. Mobiliteten og fleksibiliteten er udeblevet, men til gengæld har Bologna-processen medført ensretning og kommercialisering af uddannelserne, lyder deres kritik.
Blandt de mest oprørte er de tyske og sydeuropæiske studerende. I Spanien og Italien har der de seneste år jævnligt været protester rettet direkte imod Bologna- aftalen, universiteter er blevet besat og store demonstrationer er blevet afholdt ’ og i Tyskland var der i sidste uge tusindvis af studerende på gaderne.
I Tyskland og Spanien har Bologna-processen været ekstra svær at implementere, fordi de to landes uddannelsesmodeller ligger langt fra den angelsaksiske, som Bologna-processen læner sig op ad.
Desuden mener de tyske studerende, ligesom de spanske, at Bologna-processen har markedsgjort uddannelserne. Lederen af den tyske studenterorganisation, Mo Schmidt, mener at protesten i sidste ende udspringer af en frygt for, at uddannelse kommer til at handle mere om penge end om viden:
»Tidligere gik man på universiteter for sin egen skyld ’ for at få viden. Nu studerer man for arbejdsmarkedets skyld,« siger Mo Schmidt til Deutche Welle.
Bolognaprocessen beskyldes for kun officielt at være tiltænkt de studerende ’ men i virkeligheden være målrettet erhvervslivet. I en rapport, som den Europæiske Studenterorganisation offentliggjorde tidligere år, konkluderer man blandt andet, at Bologna-processen ikke har gjort noget ved problemerne om ulighed ’ og ikke reelt har sikret øget mobilitet som lovet.
I de danske gader var der ingen Bologna-protester i den forgangne uge. Formentlig af den grund, at Bologna-processen har været mindre smertefuld at indføre i Danmark, fordi vi ikke lå langt fra Bologna-aftalens engelsk-amerikanske model, hvor en bachelor tager tre år, en kandidat tager to og en ph.d. tre år. Det vurderer Svend Hylleberg, der er dekan på det Samfundsvidenskabelig Fakultet på Aarhus Universitet og derfor selv har været med til at implementere Bologna-processen.
»Vores system har været nemmere at få passet ind, fordi det har lignet modellen med tre års bachelor og to års kandidat mere end mange andre steder,« siger Svend Hylleberg.
Alligevel har Bologna haft konsekvenser for det danske uddannelsessystem. Blandt andet har man på RUC måttet droppe den 2-årige basisuddannelse, fordi det ikke er muligt at lave en bachelor på de påkrævede tre år, når de to af årene er en almen basisuddannelse. Det er et eksempel på, at Bologna har medført ensretning herhjemme ’ og det er Bolognas store svaghed, mener Henrik Toft Jensen, der er tidligere rektor på RUC og lektor i kulturgeografi.
»Risikoen ved Bologna-processen er, at vores universiteter og uddannelser bliver alt for ens,« siger Henrik Toft Jensen, der understreger, at han overordnet er positivt indstillet over for Bologna-processen.
Svend Hylleberg er enig i kritikken.
»Bologna er helt klart med til at ensrette. Det mener jeg ikke nødvendigvis er dårligt, hvis ensretning er det, der er nødvendigt for, at man kan bevæge sig fra det ene sted til det andet. Men på nogle områder er den blevet for kraftig,« siger Svend Hylleberg.
Han nævner blandt andet akkrediteringsinstitutionen, der står for at godkende uddannelser, som et felt, hvor Bologna er gået for vidt:
»Akkrediteringsinstitutionen er efter min mening en uhyrlighed,« siger Svend Hylleberg.
Formålet er igen fornuftigt. Man vil på europæisk plan sikre sig, at alle uddannelser lever op til nogle bestemte krav, og derfor skal de akkrediteres af en uafhængig institution. Men det har medført et enormt spild af midler, mener Svend Hylleberg:
»Vi er lige nu i gang med at bruge enorme kræfter på at akkreditere studier, der har fungeret i mange år og været i stand til at producere højt efterspurgte kandidater. Det er det rene galimatias.«
Eksempelvis kunne Aalborg Universitet ikke få akkrediteret en ingeniøruddannelse, fordi den var for god. De studerende optjente ganske enkelt for mange af de såkaldte ETCS-point per semester, og uddannelsen passede derfor ikke med de internationale Bologna-standarder.
»Når man går rigoristisk til værks og siger, ‘det og det og det’ skal i opfylde, så tvinger man folk til at opføre sig ens,« siger Svend Hylleberg.
I Danmark har man valgt at tolke Bologna-aftalen meget strengt. I England har man eksempelvis nøjedes med at akkreditere de enkelte universiteter, som så selv bestemmer hvilke uddannelser, de vil udbyde. På den måde kunne man have undgået nogle af de problemer, som Bologna har medført. Generelt er det ikke utænkeligt, at regeringerne flere steder rundt om i Europa med Bologna-aftalens formål i hånden har indført ændringer, som de måske gerne så indført under alle omstændigheder ’ og som man måske ikke var tvingende nødvendige for at overholde aftalen.
»Mange lande har brugt Bologna-processen som dårlig undskyldning for at effektivisere universiteterne og gøre dem mere ens,« siger Henrik Toft Jensen.
Udviklingen mod mere effektive og markedsorienterede universiteter handler efter Henrik Toft Jensens mening ikke så meget om penge, som det handler om embedsværkets trang til at kvantificere og skabe orden.
»Men ligegyldigt hvad der er årsagen, så giver det mindre plads til fordybelse og kreativitet for de studerende og forskerne på de berørte universiteter. Men det handler mere om de enkelte landes måde at indføre de nye initiativer på, end det handler om Bologna-målene i sig selv,« mener Henrik Toft Jensen.
Også beskyldningerne om øget kommercialisering kan i vid udstrækning være uforskyldte, mener Bologna-rådgiver i Videnskabsministeriet, Stinna Gammelgaard. Eksempelvis er brugerbetaling en af de ting, som Bolognaprocessen er blevet beskyldt for at fremme. Det skyldes ifølge Stinna Gammelgaard, at Bologna i 2001 bliver koblet sammen med EU-Kommissionens Lissabon-proces, der handler om at samkøre de europæiske landes uddannelsessystemer for at styrke EU’s konkurrenceevne.
»Her bliver der åbnet for konkurrence og brugerbetalingsdiskussionen i Bologna-processen,« forklarer Stinna Gammelgaard.
Dermed har Bologna- aftalen muligvis også fået rollen som skurken, der uberettiget har fået skylden for såvel den ensretning og kommercialisering, som de studerende og universitetsansatte for tiden klager over rundt omkring i Europa.