ROM - Den, der troede, at Silvio Berlusconis akilleshæl var mafiaen, bestikkelse og hans interessekonflikt, tog tydeligvis fejl.
Utallige retssager, journalistiske undersøgelser og akademiske analyser har ikke formået at bryde Berlusconis karismatiske relation til store udsnit af den italienske befolkning. Men nu er det lykkedes for en escortpige, som Berlusconi har forsømt at kompensere, at bryde fortryllelsen.
En ny og udsøgt ondskabsfuld bog med titlen Fenomenologia di Berlusconi ( Berlusconis fænomenologi ) af politologen Pierfranco Pellizzetti, forsøger heller ikke at nå til bunds i mysterierne i Berlusconis liv, men koncentrerer sig i stedet om at analysere, hvordan »fænomenet Berlusconi« fremtræder: »Altså ord, habitus, smag og afsmag som ledetråd for at løse Berlusconis forviklede garnnøgle op.«
Bogens analyse tager udgangspunkt i et essay af Umberto Eco, Mike Buongiornos fænomenologi , om Italiens mest berømte tv-vært: »Denne mand skylder hele sin succes den kendsgerning, at en absolut middelmådighed skinner igennem i enhver handling og ethvert ord hos den person, han vækker til live foran tv-kameraerne,« skrev Eco i 1961.
Senere havde Mike Buongiorno som vært i programmet Sogni nel Cassetto (Drømme i skuffen) en stor andel i tv-magnaten Silvio Berlusconis første succes.
Ifølge Pierfranco Pellizzetti har den banale middelmådighed i mellemtiden forvandlet sig til en skræmmende og glubsk middelmådighed, der under Berlusconis regime er blevet hegemonisk i Italien:
»Altid den samme tilfredse ligegyldighed i forhold til komplekse tanker, det samme pral med ens egen sublime utilstrækkelighed uden den mindste skam, smagløshed fremvist som stil.«
Berlusconi voksede op i en almindelig middelklassefamilie i Milano. I portræthæftet Una Storia Italiana (En italiensk historie), som blev husstandsomdelt før parlamentsvalget i 2001, hedder det, at han som dreng »fremkaldte en vis misundelse på grund af sin gode tøj smag«.
Denne bemærkning afslører ifølge Pellizzetti en grundlæggende social ængstelse, som er elegancens diametrale modsætning:
»Den åbenlyse angst kan aflæses i fotografier fra dengang, der viser vor mand med basunkinder og plusfour () et perfekt ikon for den lavere middelklasse, der hiver sig op gennem indbildskhed, ved at tilpasse sig () I denne rugemaskine bestående af sociale bekymringer og klassebetinget forurettelse findes den trang til revanche, der siden konkretiserer sig i en monoman idé: Jeg skal vise jer! Jeg køber jer alle sammen!«
Social opstigning tilfører samfundet vital energi, men for at undgå, at animal spirits som f.eks. besidderiskhed bliver samfundets dominerende ideologi, skal de nye eliters kultur og opførsel forædles. Dette uddannelsesmæssige aspekt er slået fejl i det italienske tilfælde, hvor den fremstormende middelklasses værdier er privatisme og ostentativt forbrug: »Vi er således blevet oversvømmet af en bølge af bøvethed, der sprænger alle diger og er blevet til et massefænomen,« skriver Pellizzetti.
Hvilken metode har Berlusconi anvendt for at gøre denne bøvede privatisme til den dominerende ideologi i Italien Med henvisning til Hannah Arendts begreb ondskabens banalitet beskriver Pellizzetti Berlusconis erobring af magten som »den mest uansvarlige banalisering« af offentlige beslutningsprocesser og det offentlige rum efter devisen:
»Politik er ikke et dyrt cigaretetui, men et vaskemiddel, som skal sælges til flest muligt«.
Banalitetens modrevolution forløber som en reduktion af politiske budskaber til managementslogans og en samtidig afmontering af de statslige institutioner, der begrænser regeringens magt:
»Opmærksomheden afledes fra de virkelige problemer, der er for komplicerede til at kunne løses med et coup de théâtre , statens strukturer forenkles, og de dele, der ikke kan underlægges kontrol, amputeres. Kort sagt: skabelsen af en slags hønsegårdens selvstyre.«
Berlusconis hegemoni baserer sig endvidere på en banalisering af sproget. Pellizzetti påpeger f.eks., at ordet »kommunist« har omtrent samme ubestemte betydning i Berlusconis sprogbrug, som ordet »jøde« havde i nazisternes: »Hvad angår handlingen i berlusconismens store fortællinger, står det klart, at det drejer sig om smagløs fiktion. Men de virker dog altid under forudsætning af, at de bliver fortalt til et publikum, som lider af en tegne seriementalitet.«
»Hvor længe vil Berlusconi blive ved med at misbruge vores tålmodighed « spørger den portugisiske nobelprismodtager José Saramago i sin nye essaysamling, som hans forlag i Italien Einaudi, der ejes af Berlusconis koncern, derfor har valgt at droppe.
For halvanden måned siden tabte Berlusconis kone gennem to årtier, Vernoica Lario, tålmodigheden og valgte at droppe ægteskabet, og efterfølgende har Berlusconi mistet sit greb om mediernes dagsorden.
Senest har en efterforskning af korruption i sundhedssektoren i Bari afsløret, at lokale forretningsfolk medbragte prostituerede til fester i Rom og på Sardinien for at gøre indtryk på ministerpræsidenten.
Den 42-årig escortpige Patrizia DAddario har fortalt avisen Corriere della Sera, at hun fik 2.000 euro for at overnatte hos Berlusconi efter en fest i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg. Pengene hævder hun at have modtaget af forretningsfolkene fra Bari.
Men Berlusconi skulle til gengæld have lovet at hjælpe hende med et planlagt hotelbyggeri, og Patrizia DAddario var så forudseende at optage mødet på bånd. Det er således ikke mindst kapitlet om »Berlusconi og kvinderne«, der gør Fenomenologia di Berlusconi til en aktuel bog:
»Årtiers feminisme og lidenskabelige diskussioner om kvindefrigørelse synes at have været forgæves. Kvinden er helgeninde, hvis alt foregår inden for hjemmets fire vægge, velsignet af ægteskabets institution og fejret af Romerkirken, og luder i alle andre tilfælde,« skriver Pellizzetti.
Berlusconi har inkluderet flere kvinder i regeringen, men altid i andet geled og altid uden indlysende kvalifikationer til en ministerpost. Kun kvinder, der formår at forsikre patriarken om deres totale underkastelse, får adgang til paladset.
Om ligestillingsminister Mara Carfagna skriver Pellizzetti: »Fra de vovede billeder i bladet Max til en post som ligestillingsminister ikke siden Caligula og hans berømte hest har man set noget lignende.«
Og han hævder, at den 72-årige Berlusconi befinder sig i en seksualsenil fase: »Det tyder på, at besættelsen af en forbrugsagtig omgang med kvinder i Silvio Berlusconis tanker er taget til (og forværret) i den senere tid.
I begyndelsen af 2007 var der nogle, der begyndte at tale om kavalerens vedvarende erektion. Eller helt plat: en Berlusconi, som er drogato di fica (høj på fisse).«
Patrizia DAddarios hævn bekymrer tydeligvis Berlusconi og hans advokater, der betegner ministerpræsidenten som en uskyldig »slutbruger«, mens alle anklager bliver afvist som forsøg på at destabilisere regeringen.
»Har den deliriske magtfuldkommenhed, som konstant bliver næret af den kreds af imponerede lejesvende, der omgiver ham, i sidste ende også afkoblet ham selv fra virkeligheden « spørger Pellizzetti.
En af disse lejesvende er kunstkritikeren Vittorio Sgarbi (ifølge Pellizzetti »et eksempel på en provinsbo, der vil erobre hovedstaden for at leve et uforligneligt liv«), som i avisen Libero forsøger at retfærdiggøre Berlusconis seksuelle habitus:
»Ministerpræsidenten dyrker sex for alle italienere under tilråbet: Silvio, du er os alle sammen. Hvis du ikke gør det, hvem gør det så Og Silvio ofrer sig med søvnløse nætter () Den, der regerer, dominerer. Og folkemængden er feminin,« skriver Vittorio Sgarbi.
Men måske kan kvindernes oprør blive begyndelsen til enden for Berlusconi.
»Seeren kan se et portræt af sine egne begrænsninger blive officielt glorificeret og hædret af nationale autoriteter,« skrev Umberto Eco om Mike Buongiorno. Med beskrivelsen af overgangen fra banal til skræmmende middelmådighed indfanger Pellizzetti den komplekse sammenvævning af det arkaiske og det moderne, provinsialisme og amerikanisme, rovdyrinstinkter og landsbyagtige kammeratskaber, umådelig rigdom og plebejisk vulgaritet, der udgør kernen i berlusconismen som antropologisk, kulturelt og politisk fænomen:
»Tøj, escortpiger, tilholdssteder. Alt står i praleriets tegn. Det er manglen på elegance, der stiller sig til skue med tydelige pris skilte.«
Pierfranco Pellizzetti: Fenomenologia di Berlusconi med forord af Furio Colombo, manifestolibri 2009. 127 sider, 14 euro. ISBN 978-88-7285-568-3