Fra en vis afstand kan man næsten forveksle det med et fleretagers parkeringshus. I al fald kontrasterer det grå beton og de kantede linjer skarpt med det klassiske marmorbygningsværk på bjerget, som det står i skygge af. Og dog forekommer Parthenon ikke at se ned på den arkitektoniske opkomling med misbilligelse, men snarere med stolthed, hengivenhed, og mest af alt håb.
Håbet, at det nye afkom endelig kan bringe forfædrenes skatte hjem. >Det er tyngende forventninger for et museum at bære. Men Akropolis Museet er helt bogstaveligt opført for at tage dem på sig. I modsætning til andre museer i verden er det skabt for at rumme noget, det ikke ejer. Vi taler naturligvis om de legendariske frise, der blev hugget ud af Parthenon-templets gavl af Lord Elgin i begyndelsen af 1800-tallet, og som nu er på British Museum i London. Grækenland vil have marmorfigurerne tilbage, og da selv nok så indtrængende verbale argumenter hidtil ikke har virket, forsøger man sig nu med visuelle.
Centralt står museets øverste etage, der består af et galleri helt af glas. Det er blevet vredet rundt (omtrent som det øverste lag af en Rubiksterning), så det flugter perfekt parallelt med Par thenon overfor. En marmorfrise, der skildrer olympiske guder, helte og dyr, er opsat som en kopi af den oprindelige frises nøj agtige udformning og dimensioner.
Og kigger man ud af gulv-til-loft-vinduerne, får man en god fornemmelse af, hvordan helheden oprindeligt tog sig ud, deroppe på Akropolis-bjerget engang tilbage i det 5. århundred f.v.t. Helt anderledes hengemt er London-opsætningen af orginalen! Her hænger frisen i det vinduesløse Duveen Galleri på to vægge med beskueren indeklemt imellem, samtidig med at frisens forløb brydes af to tunge døre.
Hvad British Museum imidlertid råder over, er kvantitet nemlig anslået 60 procent af de bevarede dele af frisen imod Akropolis Museums 40 pct. Og i London findes desuden righoldigt materiale om dette udsnit. Lige fra en separat brochure, der rummer detaljerede oplysninger om ejerstriden, til tekstplancher, der forklarer frisens enkelte dele.
»En brudgom iført kappe fastgjort til skuldrene holder sin hest tilbage,« >lyder forklaringsteksten for Nordfrisens afsnit XXVII, 72, med tilføjelsen: »Den nederste del af denne figur samt infanterisoldaten og føreren af næste stridsvogn befinder sig i Athen.«
Akropolis Museum adresserer samme spørgsmål med mindre distancering. De honningfarvede græske dele af frisen hænger side om side med de gamle, hvide gipskopier af British Museum-afsnittene. Den græske regering måtte i 1840 betale for at få disse gipskopier fremstillet, et kvart århundrede efter at det britiske parlament havde godkendt købet af originalerne fra en falleret Lord Elgin.
Nu tages de i brug for at slå et slag for genforening i det nye 130 mio. euro (en milliard kr.) dyre museum. Det er arkitektur som argument.
Og skulle nogen have overset budskabet, er den græske kulturminister, Antonio Samaras, klar til hamre det fast:
»For 200 år blev Parthe non-frisen amputeret, nu må den sættes sammen igen. Parthenon-frisen taler til os igennem sin helhed, og dens stemme bør ikke bringes til tavshed,« sagde Samaras ved en forpremiere på indvielsen.
»Dette museum vil skabe et enormt momentum, et globalt crescendo. Den her kamp vinder vi.«
Dette kan meget vel være ønsketænkning fra hans side. Ganske vist er gemytterne kølnet noget siden dengang, British Museums embedsmænd stemplede bestræbelserne på at fratage dem frisen som kulturfascisme, som tålte sammenligning med Hitlers bogafbrændinger.
Men det er svært at se grundlag for konkret håb i dag. British Museum sender kun næstformanden fra sin bestyrelse for at overvære den officielle åbning. Det er næppe udtryk for nogen eksplicit tilnærmelse. En permanent tilbagelevering opfattes som aldeles udelukket, og selv ideen om et midlertidigt udlån er et minefelt:
»I princippet er bestyrelsen altid glad for at overveje låneanmodninger, men betingelsen vil være, at den pågældende institution skal anerkende vores juridiske ejerskab,« forklarer British Museums talskvinde, Hannah Boulton.
>Det sidste har den græske regering gentagne gange nægtet. Det vil legitimere »vandalernes gerninger,« hævder Samaras.
Nogle af hans guider kunne dog nok trænge til at læse mere på lektien her.
»Gipsafstøbningerne er taget af de frisestykker, som tilhører British Museum,« sagde en guide til gruppen af særligt inviterede gæster ved forpremieren, hvad der fremkaldte bestyrtede gisp.
»Jeg mener, som befinder sig på British Museum,« >korrigerede han hastigt sig selv.
Ved skumrings- og nattetide er samspillet mellem genskæret fra frisen og Parthenon spektakulært, og længslen efter at se originalerne i deres helhed overvældende.
Men besøgende bliver også (måske utilsigtet) mindet om, at det britiske engagement i sagaen måske ikke alene har været af nedrig karakter.
Blandt marmor og gips afstøbninger findes hist og her gabende tomme områder af blank mur. De repræsenterer de sektioner af frisen, der er gået uopretteligt tabt, og nogle vil måske hævde, at Lord Elgin rent faktisk reddede kunst, der ellers ville kunne være gået til grunde.
Tilsvarende viser nogle af de sektioner, som først blev nedtaget fra Parthenon i 1990erne, en betydelig nedbrydning, der ofte tilskrives den høje luftforurening i Athen.
At Grækenland selv kan varetage skulpturernes sikkerhed betryggende, kan der dog ikke længere sås tvivl om, især ikke efter opførelsen af det nye Akropolis-museum.
Det primære argument fra British Museum for at beholde Elgins Parthenon-frise i London er da også, at det giver mulighed for at lade den indgå i et »et verdens museum, hvor den kan studeres i sammenhæng med andre antikke civilisationer.« > > > >
Denne tanke om en global kunst vækker genklang hos Mary Beard, professor i Antikken på Cambridge University.
»Vi har en global kultur, og i en vis forstand kan man opfatte delingen og spredningen af monumentet som budbringer for internationalisme.«
Men hun er også rask til at tilføje, at hun udmærket forstår grækernes forbitrelse.
»Forestil dig, at englænderne fik besked på, at de fra nu af udelukkende kunne se Shakespeares værker, der tilhører verdenskunsten, opført på japansk.«
Man kan ikke andet end at have en smule ondt af den schweiziske arkitekt til museet, Bernard Tschumi, hvis bedrift risikerer at blive sat i skygge af frisestriden.
At et nyt hjem til Akropolis skatte omsider er fuldbragt, skal der ikke skøjtes let hen over. Planerne har været over 30 år undervejs dobbelt så lang tid, som det tog de gamle grækere til at bygge Parthenon i første omgang.
Tschumi vandt konkurrencen i 2001 og har måttet kæmpe med 104 domstolssager, politiske stridigheder og risikoen for jordskælv, for ikke at tale om presset ved at arbejde med permanent udsigt til den velsagtens mest symbolrige bygning i den vestlige civilisation.
»Jeg kan godt lide en udfordring,« siger han lakonisk.
Han valgte samme fremgangsmåde, som Pei gjorde med pyramiden ved Louvre en übermoderne bygning i dialog den gamle.
Det ser man tydeligt i hans håndtering af de arkæologiske fund, som blev gjort under udgravningen til fundamentet. Museet synes nu nærmest at balancere over udgravningsstedet på en irregulær skov af betonsøjler, en harmonisk deling af det tilrådighed stående rum mellem nyt og gammelt.
»Når man står over for det fuldkomne fra fortiden, hvordan skulle man så kunne imitere det,« spørger Tschumi.
»Man er nødt til at nå frem til en anden form for perfektion i det 21. århundrede. »Men hvad med de skulpturer som er i London Jeg er overbevist om, at skulpturerne vil komme tilbage,« siger han.
»Og indtil da er spændingerne og længslerne en del af værket.«
Akroplis Museum er åbent dagligt fra kl. 8 til 20. Lukket mandage. Fra 21. juni til 31. december er entreen kun en euro. Book og se mere på: newacropolismuseum.gr/eng
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen