Historien gentager sig. Således også historien om ARoS Århus Kunstmuseum. Museet er så godt som hvert år garant for den samme tilbagevendende historie i let varierede udgaver. Igen i år præsterer ARoS et negativt regnskab, og igen i år forsøger museet at bortforklare de røde tal. Men (bort)forklaringerne bliver år for år mere hule, og i år har ARoS nået et nyt lavpunkt, hvad de dårlige undskyldninger angår.
I år fremturer ARoS med en historie, der har sluppet forbindelsen med den konkrete virkelighed. Museets historie lyder som følger: ARoS er et internationalt kunstmuseum, mens museet var et hjemstavnsmuseum, da det lå i Vennelystparken og gik under navnet Århus Kunstmuseum.
ARoS historie er blevet ædt råt af pressen, men der er ikke fugls føde på historien, når ARoS prøver at give det indtryk af, at den påståede transformation fra hjemstavnsmuseet Århus Kunstmuseum til det internationale kunstmuseum ARoS er skyld i museets nuværende dårlige økonomi.
Det er rigtigt, at det er dyrt at være et internationalt samtidskunstmuseum i dag, og det er sandsynligvis dyrere at være samtidskunstmuseum i dag end for år tilbage. Det er simpelthen ikke korrekt at påstå, at Århus Kunstmuseum var et hjemstavnsmuseum.
I 1993 udstillede Århus Kunstmuseum den amerikanske kunstner Jeff Koons. På det tidspunkt var Koons på toppen af sin karriere og den internationale kunstverden. Det svarer til, at Aros i dag viste en udstilling i stort format med Damien Hirst. En opgave ARoS endnu har til gode at løfte.
I september 1992 viste Århus Kunstmuseum som sit bidrag til Århus Festuge den første museumsudstilling i Skandinavien af det verdens berømte makkerpar Gilbert & George. Den britiske kunstnerduo var ligeledes på toppen af deres karriere. I januar 1999 udstillede Århus Kunstmuseum den amerikanske videokunstner Gary Hill. Han modtog i 1995 den prestigiøse Guldløve på Venedig Biennalen og var i slutningen af 1990erne på toppen af sin karriere. Festugen i 2002 bød på Shirin Neshat på Århus Kunstmuseum. Den iranske eksil-kunstner modtog i 1999 Guldløven på Vendig Biennalen og var omkring årtusindskiftet på toppen af sin karriere.
Århus Kunstmuseum kan altså ikke med nogen som helst ret betegnes som et hjemstavnsmuseum, når man kigger på listen over udstillende kunstnere. Århus Kunstmuseum synes faktisk at have været længere fremme end det nuværende ARoS.
Hvorfor ARoS alligevel bruger langt flere penge er et såkaldt godt spørgsmål. Et bud er, at museums direktør Jens Erik Sørensen lider af en tiltagende monomani, og at museets bestyrelse ikke er tilstrækkelig stærk og kompetent til at styre direktøren. Det sørgelige resultat af disse forhold ser vi hvert eneste år, når ARoS trods stigende tilskud præsterer det ene underskud efter det andet.
Uwe Max Jensen, kunstteoretiker