I dag spiller Roger Federer sin anden kamp ved årets Wimbledon-turnering, og som reporter i felten får man lyst til ikke bare at se verdens dygtigste tennisspiller i aktion, men også prøve at beskrive, hvad det er, der gør oplevelsen af schweizerens spil til noget så utroligt, at man på en gang forundres over, hvordan det kan lade sig gøre, og samtidig priser sig lykkelig for, at det kan.
Det kommer ikke til at ske, for deres udsendte medarbejder har hverken plads eller evner til at klare sådan en udfordring her på Bagsiden. Heldigvis nåede den dygtige amerikanske forfatter David Foster Wallace at gøre et kompetent forsøg inden sin alt for tidlige død sidste år. Hans essay, Federer as Religious Experience , blev bragt hen over ni sider i New York Times sportsmagasin Play tilbage i 2006 og har sidenhen floreret på internettet, hyldet som et af de mere sublime stykker sportsjournalistik i nyere tid.
Deres udsendte medarbejder besluttede sig for at spørge Federer, om han mon kender til dette essay. Lejligheden til at stille spørgsmålet var det obligatoriske pressemøde efter hans første kamp.
The Main Interview Room består af godt 100 lilla plyssæder fordelt på syv rækker vendt mod den lettere hævede scene, hvor spillerne sidder bag et konveksformet egetræspanel med en grafik af Wimbledons karakteristiske grøn-lilla logoer i baggrunden.
Her sidder Roger Federer iklædt grå Nike-trænings- trøje og en hvid kasket med det eksklusivt udseende RF-logo på trukket godt ned over panden. Han ser indadvendt og lukket ud, armene over kors, men han svarer åbent og tålmodigt på flydende engelsk, fransk eller schweizertysk, afhængig af journalistens foretrukne sprog.
Deres udsendte medarbejder spørger på engelsk.
- Dit spil i dag mindede mig til tider om et essay af den amerikanske forfatter David Foster Wallace, der hedder Federer as Religious Experience. Har du hørt om dette essay, har du læst det, og hvad synes du i så fald om det?
»Helt sikkert, jeg kan godt huske den tekst,« svarer Federer.
»Jeg kan huske interviewet [med Wallace] her ude på græsset. Jeg havde en sjov fornemmelse efter interviewet. Jeg var ikke sikker på, hvad der ville komme ud af det, for jeg vidste ikke præcis, hvilken retning han havde tænkt sig at tage. Men teksten var helt klart fantastisk. Du ved … ja, den var i hvert fald fuldstændig anderledes end det, jeg før har læst om mig selv.«
Efter pressemødet kommer en journalist fra den indiske avis Sakal hen og spørger, hvad det dog var for et essay, der blev talt om. Deres udsendte medarbejder svarer ham og gentager her for læsere med lyst til mere: Federer as Religious Experience. Det kan virkelig anbefales, og det er kun en google-søgning væk.