»Fortællingerne har (…) sendt mig ud i krampegråd, så jeg for en stund har måttet lukke bogen og knuge den til mig som et spædbarn.«
Sådan skriver Informations anmelder Lilian Munk Rösing i sin ameldelelse af Margareta Strömstedts erindringsfortællinger Natten før de hængte Ruth Ellis den 26. marts i år.
I en anden anmeldelse af Joseph Roths Job lyder det:
»Jeg gik så langt i overspringshandlinger som til at skrubbe toiletvasken, og folk, der kender mig, vil vide, at så er jeg langt ude.«
Og netop det personligt udleverende er et af de mest markante kendetegn ved Lilian Munk Rösings anmeldelser.
Gennem hendes anmeldelser får man en antydning af, hvem hun er som person. Hun er for eksempel anden-generations-akademiker, mor til to, underviser i litteraturvidenskab på Københavns Universitet - og skrubber sjældent sit toilet.
I dag sidder den 41-årige kritiker og drikker kaffe i en varm solstribe på Café Mojo i det indre København. Det er her, hun læser og skriver de fleste af sine anmeldelser. På trods af larm fra kaffemaskiner og frugtblendere og lejlighedsvise glimt af skuespillere, instruktører, forfattere, kendisser og wannabees, formår hun at lukke sig på en og samme gang ude og inde i bøgernes univers.
Lilian Munk Rösings personlige udleveringer er både hendes stemme og stil, men hun delagtigør også læseren i det private, fordi hun mener, at anmelderens person og aktuelle livssituation har stor indflydelse på, hvordan man »møder« en bog - og hvad men derfor synes om den.
Mit ideal for den gode anmeldelse er at indfange ‘mødet’ mellem en selv og bogen, siger Lilian Munk Rösing, som mener, at anmelderens personlige bagage - i form af alt fra humor og social baggrund til uddannelse og nuværende sindstilstand - har stor betydning for, hvordan ‘mødet’ bliver.
»Jeg tror, at man får en bedre karakteristik af værket, hvis det bliver tydeligt, hvorfra det bliver læst. Jeg tror ikke på, at hvis man holder sig selv udenfor, så får man sagt noget mere objektivt om værket,« siger Lilian Munk Rösing.
»Jeg ruller det frem, hvis jeg synes, at det har været nærværende i min læsning. Men helt overordnet tror jeg, at det at male et portræt af sig selv ind i anmeldelsen kan give en mere saglig karakteristik af bogen, end hvis man lader som om, at man læser den fra nowhere.«
»Et eksempel er, at da jeg begyndte at anmelde for Information, faldt det sammen med, at jeg havde en lille baby. Og af en eller anden grund, så handlede alle de skønlitterære bøger, jeg fik til anmeldelse, om unge mænd, der rejste rundt i Europa og havde analsex med forskellige piger, og der var det vigtigt for mig ikke bare at skrive, at det var umodent og drengerøvsagtigt, men at det måske også var fordi, at jeg havde siddet og læst det i ammekrogen, og at det fra en anden position måske ville være interessant.«
- Men mener du ærligt, at det virkelig var en interessant bog »Det er svært at sige, fordi jeg synes jo, at det var uinteressant, og det kan jeg have lyst til at hævde som en absolut sandhed, men jeg vil bare gerne lukke den mulighed op for læseren og forfatteren, at der muligvis er en begrænsning i mit perspektiv, fordi jeg befinder mig i en bestemt livssituation,« siger Rösing.
Kan det personlige blive for personligt?
»Jeg kan godt komme i tanke om et enkelt tilfælde eller to, hvor det er kommet til at fylde for meget. Og jeg synes, at hvis det ligefrem begynder at blive et essay om, hvordan jeg har det i stedet for at handle om bogen, så er det selvfølgelig et problem,« siger hun og fremhæver Jens Christian Grøndahls seneste roman, som eksempel.
»Den fik jeg nogle hak i tuden for (af andre anmeldere, red.). Jeg havde skrevet, at den rørte mig i ‘hjertekulen’, fordi det handler om en mor, hvis søn er blevet voksen, og hun står der ved bogens begyndelse og kan konstatere, at hun er ved vejs ende som mor. Det gik i hjertekulen på mig. Min ældste søn er 13 …« smiler Lilian Munk Rösing
»Samtidig synes jeg, at bogen var meget kitsch, og det var jeg meget kritisk overfor. Og der kom min følelsesmæssige og min mere litterære vurdering til at stå lidt i modsætning til hinanden. Men på den anden side ville jeg stadig gøre det samme, for den ambivalens havde og har jeg jo over for romanen, og det ville jeg gerne vise.«
- Hvordan har du det med at gøre dig til dommer over en bog?
»Den del har jeg det ikke nødvendigvis så godt med. Når folk er blevet sårede eller har set mig som en autoritet, der har fældet en dom, så har jeg haft svært ved at identificere med det - men jeg er jo nødt til at tage det på mig. Grundreglen bør være, at man skelner mellem værk og person, men jeg er jo godt klar over, at en forfatter kan føle sig fuldstændig sammengroet med et værk, og derfor også føle det meget personligt. Jeg kan håbe på, at i det omfang, jeg har gjort min egen position klar, hvor jeg dømmer fra, så vil jeg også have gjort det klart, at det kan se anderledes ud fra et andet perspektiv, siger hun og erkender også, at hun har taget fejl.«
»Jeg har prøvet det i forhold til Beckwerket og Claus Beck-Nielsen, hvor jeg har skrevet nogle meget rappenskraldede anmeldelser, men hvis værk efterhånden interesserer mig rigtig meget. Han har taget handsken op, og i stedet for at blive såret og fornærmet, har han etableret en dialog, hvor han har inviteret mig til en offentlig samtale om hans seneste bog i LiteraturHaus. Det har tvunget mig til en form for refleksion, hvor jeg nu godt kan se, at jeg tidligere har været meget styret af personlige ting - og har haft en tendens til at anmelde forfatteren i stedet for bogen, fordi han skriver de der autofiktive ting. Og selv om jeg burde være professionel, så har det provokeret mig, og der er noget, der er kollapset i mine anmeldelser.«
Når litteraturen kan sende Lilian Munk Rösing ud i krampegråd eller ligefrem få hende til at skure toilettet, er det fordi, bøger for hende er samtalepartnere på linje med mennesker af kød og blod.
»Det at møde en ny bog er ligesom at møde et nyt menneske - og for mig en måde at tage del i livet på,« siger Lilian Munk Rösing, der beskriver det at anmelde litteratur som en konstant samtale, hun fører med litteraturen og litteraturhistorien - langt mere end det er et spørgsmål om at synes, at en bog er god eller ej.