Hør John McEnroe beskrive en tidlig ungdomsforelskelse:
»Allerførste gang jeg så Björn Borg, var jeg bolddreng for ham. Det var ved US Open i 1971 eller 72. Han har været 15-16 år gammel, jeg var 12 eller 13. Jeg syntes, han så fantastisk ud - det lange hår, pandebåndet, den smule skægstubbe han havde i ansigtet efter et par uger uden barbering. Og Fila-tøjet de stramme trøjer og korte shorts … jeg elskede den slags! (…) Jeg syntes, han var magisk som en slags vikingegud, der var landet på en tennisbane. (…) Hans udseende - de lange, brune ben og brede skuldre og hans spil, hans udstråling, det var alt sammen mere end rigeligt.«
Hvis der er sket noget med mandlige tennisspilleres tiltrækningskraft siden da, skyldes det ikke mindst påklædningen. Deres udsendte medarbejder befinder sig på tilskuerpladserne ved Wimbledons bane 15, hvor Pablo Andujar og Martin Vassallo Arguello kæmper om avancement til næste runde. Klokken er halv otte, solen står lavt, og en let aftenbrise får spillernes hvide trøjer til at blafre i vinden.
Tennistrøjer har ikke altid blafret løst i vinden, ligesom tennisshorts ikke altid har været knælange pludderbukser, og eftersom damerne til venstre for mig ligner nogen, der også så tennis for 20 år siden, benytter deres udsendte medarbejder de 90 sekunders pause i spillet mellem hvert andet parti, til at spørge om ikke også de kan savne muligheden for at beundre ikke bare disse prægtige atleters tekniske snilde, men også deres …
»… deres fysik,« medgiver den ene, en skolelærer fra Wokingham i nærheden af Reading.
»De ser mere lurvede ud nu, som om det hele er lidt for poset. Det plejede at sidde tæt og nydeligt,« siger skolelæreren.
Hun sidder ved siden af sin søster, en hestepasser fra Epsom. Ingen af dem har lyst til at optræde med deres navn, angiveligt fordi skolelæreren burde have været på arbejde i dag.
Inde på banen sender Pablo Andujar et stilrent baghåndsslag via netkanten forbi Arguello.
»Ooooh,« udbryder hestepasseren og klapper kontrolleret.
Pablo Andujar går med fremskudt brystkasse ned for at modtage næste serv. Spaniernes 76 kraftfulde kilo er fordelt på 180 centimeter, og man forestiller sig let, hvor imponerende det ville se ud, om han var iklædt den originale og ganske tætsiddende Ivan Lendl-polotrøje fra 1986, som deres udsendte medarbejder har påført sig i dagens anledning.
»Det er det samme i alle sportsgrene,« siger hestepasseren under næste pause.
»Hvis du ser på fodbold, så har de også helt anderledes spilledragter nu, end de havde tidligere. Det er vel bare den naturlige udvikling,« siger hun. »Mændendes tøj sidder løsere, og kvindernes tøj sidder strammere.«
Skolelæreren sender samtalen til tælling:
»Jeg synes virkelig ikke, det betyder særlig meget. Det er tennisspillet, der er vigtigt.«