Her er et uddrag af en sjælden bog:
»C: Hvis vi kommer ind i noget dødvande og nogen kedelige ting og noget, som ikke giver nogen mening at skrive videre på, eller noget andet, som det bare giver ekstra god energi at fortsætte ud af et andet spor med, så gør vi det.
M: Det kan også være, at det bare er alt, der skal med. Det bliver jo en lang bog, ikke. Det bliver jo nok et par hundrede sider, og ulæselig, ikke. Men det er jo fordi det er samme princip som Kenneth hvorfor kiggede de så utroligt mærkeligt på os, de der to? Måske fordi…
C: Vi kører rundt i en skolevogn, der er smadret.
M: En skolevogn, der er smadret, men det har de jo ikke set. Fordi Ovids Bitterligheder ligger i vinduet, og jeg har nytårsbriller på.
C: Og du ligner jo ellers Ovid.«
C er Christian Bjoljahn, og M er Martin Johs. Møller. Kenneth er den amerikanske digter Kenneth Goldsmith, der har udgivet trilogien The Weather (2005), Traffic (2007) og Sports (2008), som er udskrifter af henholdsvis års vejrudsigter, trafikmeldinger og sportsnyheder.
Blandt Goldsmiths andre umulige værker hører også Soliloquy fra 2001, der er en gengivelse af alt det, digteren selv sagde i en uge, men altså løsrevet fra den sammenhæng, ordene først indgik i.
Værket Day indeholder al den tekst, også annoncetekster, New York Times indeholdt den 1. september 2000. Kenneth Goldsmith underviser på universitetet i Pennsylvania i det, han kalder Uncreative writing og har ikke spor overraskende tillige beskæftiget sig en del med Andy Warhol.
Skolevognsskiltet i ovenstående citat kan opfattes som en ironisk kommentar til de folk, der kunne finde på at kalde en bog som Flytning en stiløvelse eller et typisk Forfatterskoleprojekt, men det er langt fra den eneste mulige tolkning, og skolevognsskiltet er blot en af de mange foræringer, forfatterne har fået ved at vælge Goldsmiths metode, som for denne bog lyder: At optage - for senere at transskribere - alt, hvad forfatterne og de folk, de møder undervejs, siger, mens de en dag kører fra København til Odense og tilbage igen med nogle af Martins ting, der har været opmagasineret hos hans far.
Martin skal igen flytte, denne gang til et sted med mere plads. Undervejs skal de forbi DR Fyn, hvor en journalist vil lave et radio interview med Christian Bjoljahn om et andet bogprojekt, der har en ting til fælles med Flytning, nemlig at inddrage dokumentarismen i et kunstnerisk anliggende.
Radiojournalisten er således en af de medvirkende i bogen, TA for Tym Andersen. De øvrige medvirkende er E (Ekspedient), K (Kunde), A (Ansat i DR), TM (Troels Møller), J (Jan Hjort), E2 (Ekspedient), K2 (Kunde), E3 (Ekspedient), E4 (Ekspedient, H1 (Håndboldkommentator), H2 (Håndboldkommentator) og S (Sigurd Buch Kristensen).
Radiojournalistens interview med Christian indeholder Flytning også en udskrift af. Sidste replik i den passage er Martins, den er henvendt til Christian og lyder:
»Du var enhver radiojournalists værste mareridt.«
Og det var Christian vel nok, eller også er det journalistikken med samt radio, tv og aviser, der er litteraturens værste mareridt. Se bare her, hvor jeg allerede nu begynder at fornemme, at jeg er ved at have opbrugt den plads, enhver fornuftig kulturredaktør vil afse til en bog som Flytning. Men den tager tid, litteraturen, og det mener journalisten ikke, at målgruppen (whoever that is) har. TA slukker sin båndoptager undervejs, en slags time out, han er nødt til at få spillet og taktikken på plads for forfatterskoleeleven er ikke den gode historie, han nok havde håbet.
Men Flytning er uredigeret, så det er muligt at læse journalistens forsøg på at få forfatterskoleeleven til at passe ind i sendefladen. Hvad, der har fået journalisten til i første omgang overhovedet at lave en interviewaftale med Christian, gætter jeg på, har med det lokale at gøre. En fynbo er blevet forfatter, og måske har det også med det autentiske at gøre, Christian har valgt at inddrage sin mormors dagbog i sit bogprojekt. Men Christians - og hvis vi regner Flytning med også - Martins indladen sig med det autentiske er ikke spor underholdende. Tværtimod er de kedelige. De lægger f.eks. hårdt ud med at tale om patafysik, Vagant og litteraturteori.
Det er vel heller ikke meningen at gøre, som jeg har gjort: at læse hele bogen fra ende til anden, som var det en sædvanlig roman, men jeg blev fanget af det, jeg synes, man skulle kalde skolevognsskilt-effekten.
Alle de steder, hvor metoden ikke at finde på+ikke at redigere+ikke at komponere kaster noget af sig. Eller som Martin hen imod slutningen siger:
»Jeg tror meget på, at historierne finder sig selv.« Christian svarer så: »Ja. Det er bare op til os at være skrivere, som får dem registreret på en eller anden måde.«
En af de vildeste historier, der finder sig selv, er den om det bibelcitat, Martins far får bragt ind i bogen, selvfølgelig uden at vide det. Det lyder:
»Dette siger Herren Israels Gud: Skriv alle de ord, jeg har talt til dig, ned i en bog«.
»Der var søreme et budskab. Ikke et hvilket som helst,« svarer Christian, da Martin gør ham opmærksom på sammenfaldet. Jeg folder mine hænder, rent undtagelsesvist.
Når jeg er gået hen og blevet så glad for en bog som Flytning, er det, fordi den ikke får mig til at glemme alt omkring mig og bare læse derudad, som ellers er en velkendt frase, når man roser en bog, men netop fordi den får mig til at stoppe op og tænke over det spørgsmål, som for mig at se bliver ved med at være interessant at forsøge at besvare: Hvad er litteratur?
Og dernæst: Hvordan får litteraturen noget med virkeligheden at gøre? Hvordan kan litteraturen være en måde at tænke på?
Interessant nok har forfatterne netop valgt at gøre det svært at stoppe op i bogen, rent praktisk har den ingen sidetal, ingen kapitel inddelinger og rent strukturelt intet plot, ingen holdepunkter. Der er bare ingen nåde hele vejen, men piv åben for betydning er den, hvis man ellers har tid.
Flytning af Christian Bjoljahn & Martin Johs. Møller. 208 upaginerede sider. 80 kr. Forlaget 28/6.