Hvis der fandtes et MTV for abstrakt kunst, ville norske Olav Christopher Jenssen være stjernen. Det er cool, rapt, funky og postulerer åbenlyst ikke at handle om noget som helst. Olav maler geometriske former i friske farver. Olav står op om morgenen og spadserer ned på sit værksted og tænker ‘hvad mon der sker, hvis jeg maler nogen striber på denne her led? Og hvad nu hvis jeg maler en hvid kasse oveni farven?’
Det lyder kedeligt. Det kunne ikke være mere forkert. Det er så voldsom en oplevelse, at de fleste konservative politikere ikke ville overleve en tur gennem de mange rum.»Hvad handler det om«, ville de spørge. »Ikke noget,« ville man svare. »Men hvad kan man så bruge det til?« vil de sige. »Ikke noget«.»Symboliserer det noget?« »Nope«.
Selv den borgerlige sky-teori vil blive skudt i sænk, uanset hvor meget man klemmer øjnene sammen eller dæmper lyset, kan man ikke ane nye ting og former i Olavs malerier.
Det er postulatet fra Olav i hvert fald. Et postulat der går igen i de 45 små glinsende hvide keramiske værker betitlet Rigoletto , sandsynligvis efter den pukkelryggede hofnar i operaen af samme navn, men hvorfor og hvordan er et mellemværende mellem Olav og værket. Han ønsker nemlig at sætte kunsten fri for al den belastende symbolik, kritik og historie. Men er det ikke en kritik i sig selv?
Vi er lidt ude i samme smørre, som når John Kørner tror, han er neutral, når han maler døde danske soldater. Det er han ikke, han moraliserer groft, firkantet og unuanceret. Tænk på de russiske komponister der blev fængslet, fordi deres symfonier kritiserede de politiske systemer, tænk sig at der i et nodehæfte og i en række lyde kan være så tydeligt et budskab. Det samme er der hos Olav, han lokker med sit univers og prædiker subtilt i striberne. Giv slip, siger han, realiser dine drømme, giv den gas, og husk, der er ingen bånd, der binder dig.
Panorama på Kunsthallen Brandts, Brandts Passage, Odense til den 6. september
Små blyantstegnede foroverbøjede personer i et hvidt umalet felt midt i maleriet, omgivet af vilde, men flotte kunstnerstrejf med penslen og en masse træer. En person siddende på en havestol, med ansigtet vendt mod det hvide lys mellem farverne og træerne. Jo tak, man husker sig selv fra sin barndom råbe: »Moooaar, jeg keeeeeeeeder mig.«
Og skal man være helt ærlig, hvorfor kigger alle personerne så væk Hvad er det Per Mølgaard gerne vil fortælle os At der er svært at tegne ansigter Eller kigger de ind i ingenting, fordi der ingenting er at kigge efter i værkerne
Stakkels Susanne Ottesen, hele verden lå for hendes fødder, men hun kunne bare ikke finde ud af at forny sig. Og nu har hun fået en maskulin kedelig udgave af nostalgi-realisten Lise Blomberg Andersen.
So much human and so less divine på Galleri Susanne Ottesen, Gothersgade 49, København til den 22. august.