Søvn er en luksus, som få journalister fra BBC s nye satellitkanal på farsi har haft råd til i de seneste to uger.
Mens Iran er opslugt af den største folkelige opstand siden den islamiske revolution for 30 år siden, er den nye kanal hurtigt blevet den vigtigste kilde til ucensureret information fra et land, hvor sandheden bliver bevogtet lige så brutalt som gaderne.
BBC-kanalen har forbud mod at operere i Iran, men begyndte for seks måneder siden at transmittere til iranske hjem fra et studie i det centrale London og sender normalt otte timer om dagen. Men i de seneste 14 dage har medarbejderne fordoblet arbejdstiden og forvandlet BBC Persian TV til en nyhedskanal, der praktisk taget sender døgnet rundt.
»Det har virkelig været udmattende,« indrømmer Pooneh Ghoddosi, den betagende, men tydeligt trætte 37-årige vært på programmet Nowbat-e Shoma (Din tur), hvor iranerne opfordres til at ringe ind for at diskutere emner, som berører dem:
»Vi har alle arbejdet 18 timer i døgnet for at følge med.«
Normalt sender Nowbat-e Shoma en gang om ugen, men fordi så mange iranerne har behov for at fortælle omverdenen, hvad de oplever, bliver programmet nu sendt dagligt. Det er nu kanalens langt mest populære program.
Da demonstrationerne og drabene i gaderne i Irans byer især i Teheran nåede deres højdepunkt i sidste uge, modtog BBC Persian TV 10.000 e-mail om dagen og 10 videoer i minuttet fra folk i Iran.
De iranske myndigheder har siden forsøgt at blokere for mobiltelefonopkald og tekstbeskeder til Storbritannien, men e-mail, fotografier og videoer kommer fortsat væltende ind til stationen i London.
Sina Motalebi, en 36-årig tidligere dagbladsjournalist, som i 2003 forlod Iran efter at have siddet i fængsel på grund af sin aktivitet som blogger, er blandt de mange, som har til opgave at sortere i det tilsendte materiale fra Iran, som i mediebranchen kaldes user-generated content - brugerindsendt indhold.
»Da kanalen blev oprettet, forsøgte vi ivrigt at få iranerne til at sende user-generated content , men modtog især optagelser fra deres ferier i udlandet,« erindrer han.
»Men siden valget er vi blevet bombarderet med stof, som har givet verden en ægte fornemmelse af, hvad der rent faktisk foregår.«
Snarere end at kvæle sandheden har Irans stramninger over for udenlandske journalister med andre ord forvandlet almindelige iranere til en kæmpe database af villige borgerjournalister.
Og mens hjemmesider som Twitter og YouTube kun er tilgængelige for teknologivante iranere i storbyerne, har et stort antal fattigere iranere adgang til satellit-tv.
Den kendsgerning, at ucensurerede og upartiske nyheder på farsi nu i det skjulte ses af anslået seks millioner iranere i Iran, har tydeligvis rystet regimet, som (uden det store held) har forsøgt at forstyrre BBC s satellitsignal ved at affyre hvid støj - jammere - mod senderne i rummet.
Ved aftenbønnen har imamer regelmæssigt stemplet kanalen som et redskab for den vestlige kapitalisme, og da det statslige tv i Iran tidligere på ugen stillede »fortrydelsesfulde demonstranter« til skue, beskyldte mange af dem BBC og Voice of America for at have opfordret dem til at gå på gaden.
Den program-ansvarlige på kanalen, Ron Beynon, fastholder, at dækningen har været omhyggeligt upartisk:
»Selv om mange af de videoer, vi modtager, indeholder fremragende, levende og rå billeder, har vi været meget forsigtige med, hvordan de er blevet anvendt. Vi er ikke YouTube. Vi er BBC og vil derfor være fuldkommen upartiske og objektive.«
De fleste billeder og videoer bliver kun sendt, hvis indholdet kan bekræftes af andre billeder eller vidneudsagn, og kanalens indhold er underlagt BBC s redaktionelle retningslinjer.
Men for nogle af de unge iranske medarbejdere, som for manges vedkommende har tilbragt mindre end et år i Storbritannien, er det svært at forholde sig upartisk til den vold, som deres venner og familie er udsat for.
»Den dag, vi modtog optagelserne af Nedas død, var forfærdelig,« siger en journalist med henvisning til videoen af den stærktblødende døende unge kvinde Neda Agha-Soltan, som angiveligt blev skudt i brystet af de iranske sikkerhedsstyrker.
»Der flød mange tårer, folk var meget vrede.«
Men Amir Azimi, en tidligere dagbladsjournalist der redigerer det politiske debatprogram Page 2 , siger, at journalisterne på kanalen nu er nødt til at behandle protesterne i Iran som enhver anden historie.
»Jeg siger til de unge journalister, at vi er ligesom læger. Forestil dig, at du skulle operere din bedste ven. Du må ikke lade dig påvirke af dine følelser, ellers vil du ikke være i stand til at udføre dit arbejde.«
© The Independent og Information Oversat af Mads Frese