Michel Foucault døde i en alder af 57 år i juni 1984 på Salpêtrière, det hospital i Paris, hvor han i 1950’erne havde studeret den moderne psykiatri og medicin i forstudier til Galskabens historie . Han døde som en filosofisk verdensstjerne på højden af sin berømmelse. Med hans død blev et fænomen født - Foucault-effekten. Men den lod vente på sig. I Danmark var Foucault endnu i 1980’erne en relativt marginal figur, og der skulle gå endnu en del år, før han blev både mode og mondæn - og fortærsket. I de tidlige 1980’ere regerede Habermas og den kritiske teori stadig i samfundsvidenskaberne og det humanistiske Danmark. ‘Hab Hab Habermas’ som der stod på en mur i Fiolstræde. Foucault var frem til sin død en skikkelse, der var vanskelig og ubekvem at håndtere inden for denne horisont eller at placere i tidens dominerende stat-marked og højre-venstre tænkning. Han havnede derfor ofte i kategorien ‘eksotisk fransk filosofi’ - en smule bedre trods alt end den tyske reception, hvor man endnu i slutningen af 1970’erne kunne se Foucault som ‘ny irrationalisme fra Frankrig’.
Men hvad stod han så for, denne skikkelse som de senere år både har formået at få Erik Clausen til at erklære, at vi burde skifte Marx ud med Foucault som skriftefader i den kritiske tænkning og praksis, at få Bertel Haarder til at udarbejde nye studieordninger for sygeplejerskeuddannelsen og samtidig at være legitimationsfigur for hærværk i indre by? Og på 10. år i træk at være den mest citerede tænker indenfor samfundsvidenskaberne internationalt - foran Habermas og alle de andre. Det siger noget om de anførte ovenfor, men også en del om Foucault. Som George Dumezil sagde, så bar Foucault mange masker og koketterede åbenlyst med maskespillet. Frem for alt forsøgte han at holde sig bekendelsesløs til stor irritation for etiketteringsfanatikere.
Den første, som bragte Foucault i nærheden af en dansk offentlighed, var den daværende litteraturjournalist Ole Michelsen, som interviewede Foucault til DR efter udgivelsen af Ordene og tingene i 1966. Foucault blev i Danmark fra midten af 1960’erne forbundet med strukturalismen og med nye kritiske strømninger i litteraturen, der netop herhjemme blev markeret gennem oversættelser af eksperimenterende avantgardelitteratur og dramatik som Beckett, Ionesco, Artaud, Gide. Disse kom til at præge en ny generation af forfattere, digtere og dramatikere i Danmark, ikke mindst i miljøet omkring netop afdøde Niels Egebak, Christian Ludvigsen i Århus, semiotikeren Per Aage Brandt og med Peter Kemps arbejde. Den litterære interesse for Foucault og de stærke ansatser i retning af at dyrke overskridelsen, decentreringen af subjektet og opgøret med den vestlige kulturs forrang fandt dog også allerede i 1960’erne paralleller i den antipsykiatriske bevægelse, der blev markeret med Frederick Wisemans dokumentarer om de gale Titicut Follies, Laings og Coopers antipsykiatriske bøger, og netop Foucaults bøger om Galskabens historie og ikke mindst det marginale skrift Sindssygdom og psykologi , der udkom som den første oversættelse af Foucault i 1971.
Hermed og lidt senere begyndte både Foucault og interessen for ham så småt at flugte med et politisk og samfundsvidenskabeligt register. Det moderne menneske var nok decentreret og spaltet som moralsk subjekt og henvist til sine andetheder (galskab, seksualitet, sygdom, forbrydelse, sprog), men subjektet var for Foucault fra starten af 1970’erne frem for alt et produkt af magt, institutionelle ordninger, der disciplinerer dets adfærd og former dets selvforståelse.
Skoler, kaserner, asyler, hospitaler, fabrikker osv. var de ydre manifestationer af de mange forsøg, som er gjort på at tøjle den frihed, som de vestlige samfund stolt havde tilskrevet deres individer med den franske revolution og de borgerlige revolutioner i det 19. århundrede. De samfund som opfandt friheden i stuehøjde havde også sørget for at tøjle den i kælderetagen med teknikker og mekanismer til at forme den.
Disse magttekniske opfindelser skabte Foucault blik for, og deres analytiske afdækning tvang ham til at revidere vores måde at forstå magt. Magt skulle ikke primært forstås som en hierarkisk relation udøvet oppefra og ned, som noget, der undertrykker og virker gennem tvang, eller som et spil, der kan reduceres til en spejling af grundlæggende udbytningsforhold mellem arbejder og kapital. Magt i moderne samfund var ikke inddæmmet af det politiske eller økonomiske, men en strategisk relation rettet mod individer og befolkningers kroppe og liv og møntet på at fremme og ikke stække livet, dets sundhed, dets moralske forædling, dets oplysning.
Foucaults provokation bestod bl.a. i at vise, at magt, oplysning og humanisme ikke var hinandens modsætninger, men historisk intimt vævet sammen. Magt kan ikke udøves uden viden, og i moderne samfund er viden og sandhed den væsentligste legitimationskilde for magtudøvelse. Der gives ingen moderne kriminologi uden fængsler, og ingen psykiatri og medicin uden institutioner, der forvarer, observerer og korrigerer.
Fra begyndelsen af 70’erne trådte Foucault således frem som magtanalytiker. I forlængelse af Nietzsche ville han genfremstille magtens problem og nytænke forholdet mellem magt og viden bag om den marxistiske ideologikritik. Det betød samtidig, at han i 1970’erne aldrig blev en del af det kritisk teoretiske parnas i samfundsvidenskaberne eller den angelsaksisk prægede politiske teori og filosofi. I stedet blev det en ny og mere marginal institution, der herhjemme kom til at bruge og forstå spændvidden i Foucaults arbejde. Bortset fra Søren Gosvig Olesens oversættelser af og indledninger til Talens Forfatning og Viljen til Viden var det langt op i 1980’erne stort set kun på Institut for Idéhistorie på Aarhus Universitet, først med Esben Krause-Jensens og siden Lars-Henrik Schmidts og andres arbejde, at Foucaults perspektiver og analyser blev tygget, forstået og foldet ud i deres fulde format og potentialer.
Siden slutningen af 1980’erne er Foucault til gengæld blevet en tværvidenskabelig darling, dels som ‘magtteoretiker’, dels som såkaldt diskursanalytiker. Og siden da er Foucault blevet ophævet som en teoretiker, hvis berømte ‘værktøjskasse’ kan bruges stort set hvor som helst og til hvad som helst.
Foucault-effekten rullede, og efter den engelske offentliggørelse i 1991 af en enkelt forelæsning fra hans omfattende studier i governmentalitetens historie i 1978 og 1979 har effekten været enorm.
Under overskriften ‘governmentality-studies’ var en veritabel Foucault-industri født allerede inden disse forelæsningsrækker blev redigeret og udgivet i begyndelsen af dette årtusinde på trods af, at et selvbestaltet intellektuelt præsteskab har vogtet nidkært over efterladte arbejder mv.
I kølvandet på den popularitet har Foucault også fundet vej til uddannelserne til lærer, pædagog, sygeplejerske osv. Dels som gennemtygget mestertænker i uddannelser med akademiske aspirationer, dels som kritisk-analytisk memento for de praktiske professioner, han selv anså for at være centrale agenter i velfærdsstaternes store biopolitiske projekt. Dette faldt som bekendt den politiske offentlighed for brystet, Foucault blev symbolet på en ufrugtbar opspaltning mellem praktiske varme hænder og kloge abstrakte hoveder i velfærdsprofessionerne. Et af resultaterne var som sagt nye studieordninger for sygeplejerskeuddannelserne.
Med de senere års udgivelser og oversættelser af Foucaults årlige forelæsninger er især hans senere analyser af den moderne stat, dens befolkningsomsorg og af liberalismen trådt frem i et stadig aktuelt perspektiv. Foucault hævdede, at den moderne liberalisme fra 1700-tallet og frem ikke var at betragte som blot en ideologi eller en ekstern kritisk instans for statsmagten, men derimod som en ny og original og mere rationel måde at regere på. Liberalismen var en måde at rationalisere kunsten at regere mennesker under henvisning til markedets naturlige orden og dets evne til at skabe velstand via individernes frie forfølgelse af deres egeninteresse.
Liberalismen regerer ikke på trods af individernes frie vilje og egeninteresse, men netop gennem dem. Hermed anslog Foucault en vis intellektuel fascination både af den klassiske liberalisme og navnlig af dens nyliberale amerikanske udgaver i den såkaldte Chicago-skole. Fascination fordi den tog friheden alvorligt og fordi den præsenterede en anden og tydeligvis mere funktionel type af regeringskunst end den velfærdsstatslige paternalisme. Og en dobbelt fascination fordi Foucault naturligvis som nietzscheaner var stærkt kritisk overfor ideen om, at tilværelsen og subjektet skulle formes efter økonomiske rationaler.
Disse studier af liberalismen i 1978-79 faldt ikke blot sammen med valgnederlaget for alliancen mellem det franske Socialist- og Kommunistparti i 1978, men blev afsluttet få måneder før Margaret Thatchers valgsejr i 1979.
Det hører til Foucaults ubestridelige samtidsdiagnostiske sans, at han tidligt så disse symptomer på, at efterkrigstidens velfærdsstatslige former for politisk regeringskunst var i krise og noget nyt var i gærde. Allerede inden Thatcher og Reagan kom til, spottede Foucault m.a.o. denne intellektuelle konjunktur og profeterede dens stamina og politiske slagskraft. Den fremstod for ham betydelig mere original og udfordrende end den samtidige venstreintellektuelle kultur var rede til at se og indrømme. Hans påstand var, at venstrefløjen var dårligt klædt på til at svare igen på denne udfordring, så meget desto mere som socialismen modsat liberalismen aldrig havde udviklet sin egen type regeringskunst eller udvist nogen opfindsomhed på dette område.
Foucault hilste Mitterands valgsejr i 1981 velkommen og håbede at se en ny og opfindsom politisk kultur. En politisk kultur, der ville opfinde nye måder at lede og regere på, nye bestemmelser af relationen mellem stat og befolkning til forskel fra forgængernes formynderiske arrogance. Men som mange andre blev Foucault skuffet over socialisternes manglende opfindsomhed. Rygterne siger, at han kort før sin død i 1984 var i færd med at skrive en bog mod socialisterne.
Foucault fik ret i sin diagnose af nyliberalismen. Hans sene studier har derfor bevaret deres aktualitet gennem de seneste tre årtier. De er derfor det seneste årti blevet repeteret og kommenteret i reolmeter af ‘governmentality studies’. Nyliberalismen holdt sig stort set intakt som det politisk dominerende regeringskoncept fra slutningen af 1970’erne og helt frem til finanskrisen i 2008. Selv den såkaldte ‘Tredje Vej’, som i 1990’erne fejrede triumfer i Europa, betjente sig i vid udstrækning af nyliberale instrumenter.
Opfindsomheden indskrænkede sig til at supplere disse instrumenter med nye typer af fællesskabstænkning og alliancer mellem marked og civilsamfund. Noget nyt bud på en socialistisk regeringskunst blev ikke udviklet - og ser heller ikke ud til at være på trapperne her efter nyliberalismens kollaps i kølvandet på finanskrisen i 2008. Vælgerne så det i hvert fald ikke ved valget den 7. juni.
Med den nyliberale velfærdsstats produktion af nye typer af afvigelser og nye typer af protester mod normalisering, er Foucault imidlertid også - med 25 års forsinkelse i Danmark - blevet en ny reference for autonome og andre platforme for protest. Kan man ikke længere være kapitalisme- eller liberalismekritisk kan man altid være institutions- og magtkritisk. Derfor Clausens anbefaling af at skifte Marx ud med Foucault - og derfor vil Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen gerne læse mere af Foucault.
Som Habermas skrev i en smuk nekrolog havde Foucault pilen i nutidens hjerte, og endte selv endte med at sætte sin lid til Oplysningen, og dermed til en fornyelse af det projekt, som er funderet hinsides ekspanderende markedstænkning og våde drømme om den store stat - eller falleret modstandsromantik for den sags skyld.