Man kan bruge universiteterne til at skabe tolerance, mangfoldighed og respekt for anderledes livsformer. Men man kan også bruge de højere læreanstalter til at skabe betingelser for økonomisk vækst og sikre, at unge mennesker udvikler verdens bedste konkurrenceevner. Universiteterne bliver i den optik brugt som det sted, hvor råstoffer til videnssamfundet bliver produceret, mens andre ønsker at bruge forskning og uddannelse til at lære folk at behandle hinanden ordentligt og deltage i det demokratiske fællesskab. Der er ingen grænser for, hvad man kan bruge universiteterne til. Og det er ifølge den amerikanske litterat, professor og forhenværende rektor ved University of Illinois, Stanley Fish, alt sammen forkert: Formålet med universiteter er at producere og undersøge viden. Man bliver ikke nødvendigvis en mere deltagende demokratisk borger eller en mere profitabel entreprenør, bare fordi man producerer og kritisk undersøger viden. Man tjener ikke automatisk penge på det, og man bliver ikke nødvendigvis et bedre menneske af det. Det kan naturligvis hænde, at forskning bliver til opfindelser, som kan patenteres profitabelt, og selvfølgelig bliver studerende ofte politiske engagerede, og de kæmper tit for minoriteters rettigheder. Men det er ikke meningen med forskning og uddannelse, og det skal ikke gøres til meningen med forskning. Det gode menneske og den store profit vil ifølge Fish altid være afledte effekter, som man ikke kan bruge til at begrunde forskningen.
Gang på gang slår Fish fast, at forskning først og fremmest er ubrugelig og skal være ubrugelig. Det betyder, at målet med universiteterne er at bedrive forskning på det højest tænkelige niveau og bidrage til udforskningen af verden på alle planer. Når moderne universiteter for at tiltrække finansiering og studerende hævder at promovere tolerance, respekt for minoriteter og borgerlige dyder, underminerer de i virkeligheden sig selv som institution.
Stanley Fish’ nye bog Save the world on your time er et kampskrift mod alle, der forsøger at politisere eller kapitalisere universiteterne. Det er et forsvar for universiteterne som et selvstændigt felt med egne målsætninger, hierarkier og principper:
»Den passende betegnelse for det syn, som jeg her fremlægger på de videregående uddannelser, er ‘reduktiv’: Det tager luften ud af de balloner, som er blevet pustet enormt op. Det gør op med de store moralske og filosofiske ambitioner, som får praktikere til at se sig selv som nogen, der forandrer verden eller tilbyder transformative oplevelser.«
Fish vil ikke bandlyse politiske temaer og moralske konflikter fra klasseværelset. Alle temaer kan blive genstand for forskning og undervisning, hvis de akademiseres systematisk. Akademisering betegner for Fish et greb, hvor man løsriver et emne fra den kontekst, hvor det almindeligvis viser sig, og overfører det til en ny kontekst. Det handler ikke om at ventilere meninger, men om at gøre rede for fænomenet og analysere det kritisk. Han nævner selv som eksempel, at han i 2004 under en forelæsning lavede en tekstanalyse af en tale af den demokratiske præsidentkandidat John Kerry. Talen viste sig for det akademiske blik elendigt disponeret, logisk inkonsistent og retorisk rodet. Den var med andre ord dumpet. Men alligevel bestod Kerry eksamen som kandidat for Fish, som tre uger efter gik ud og stemte på ham. Fordi han ikke stemte som forsker, men som borger med interesser, smag og tilbøjelighed.
Et andet eksempel er diskussionen om abort, hvor man i en akademisk kontekst ikke tager stilling for eller imod, men analyserer præmisserne for argumenterne, kriterierne for distinktionen mellem ‘foster’ og ‘menneske’ og den historiske udvikling på feltet. Diskussionerne i auditoriet bliver ifølge Fish til ligegyldige gentagelser af pointer fra populære bloggere, klummeskribenter og talk shows på tv, hvis de studerende og underviseren udveksler meninger og holdninger. Det bliver ingen klogere af, og universitetet forfladiges til endnu et meningsforum. Den konsekvente analyse af historien, argumenterne og kriterierne lærer derimod de studerende at sætte sig ud over deres meninger og nå frem til fælles fornuftige indsigter. Disse indsigter er ikke givet med samme evidens som tyngdeloven, men de kan etableres efter procedurer, som er anerkendte af de involverede, og stiller formelle krav til indsigelser.
Stanley Fish’ bog er meget amerikansk: Den er skrevet ind i en amerikansk kontekst baseret på erfaringer med amerikanske universiteter. Mange pointer i bogen er henvendt til en offentlighed med andre positioner end den danske offentlighed, og idet de amerikanske universiteter fortrinsvis finansieres privat, er diskussionen om nytteværdien af forskning også udviklet på andre betingelser. Men der er også morsomme paralleller: Stanley Fish beskriver blandt andet, hvordan det oprindeligt var venstrefløjen, som bedrev ideologikritik på forskning og uddannelse. Det var en venstreorienteret agenda at afdække kolonialistiske, patriarkalske, imperialistiske og senkapitalistiske perspektiver i det, der fremstod som neutrale og stabile sandheder. Det blev siden til en særlig diskursanalytisk eller postmoderne pointe at opløse selvfølgeligheder ved at vise, hvordan det, der tog sig naturligt og evigt ud, også var et historisk produkt, som kunne have været anderledes. Men nu er det ifølge Fish de konservative i USA, som beklager indoktrineringen af politiske værdier i undervisningssystemet. Nu er det borgerlige kulturkæmpere, som afdækker de ‘skjulte forudsætninger’ og gennemskuer, at det, der præsenteres som ‘objektiv viden’, i virkeligheden er ‘magtudøvelse’. De postmoderne pointer er blevet til præmisser: Alle udpeger de andres standpunkter som politiserede, enhver sandhed udfordres med udsagn om, at den er konstrueret, og enhver intellektuel autoritet demaskeres. Det morsomme er, at det tvinger Stanley Fish, som selv er blevet beskyldt for både at være postmoderne relativist og nihilist, til at begrunde sine egne antagelser på en måde, som overskrider den evindelige automatkritik:
»Jeg siger ikke, at der ikke findes universelle værdier eller sandheder, som er hævet over de personlige perspektiver. Jeg siger blot, at ligegyldig hvilke universelle værdier og uafhængige sandheder, der gives, så er de ikke anerkendt af alle, og der findes ingen mekanisme til at tilvejebringe den universelle anerkendelse.«
Det gælder for de fleste indsigter i Fish’ glimrende bog, at de er lige så banale, som de er rigtige. Man kan så spørge sig selv, hvordan det indlysende rigtige kan blive så presset af andre antagelser, at det skal begrundes igen. Vi ved jo godt, at højt begavede mennesker kan være lige så dumme svin som folk uden uddannelse. Vi ved også godt, at det gode ved forskningen i Søren Kierkegaards samlede skrifter ikke er, at det bidrager til konkurrenceevnen eller til kulturarven. Men vi tager den én gang til med Stanley Fish, og det er både skarpt og morsomt skrevet. Man bliver ikke nødvendigvis mere tolerant over for minoriteter og man bliver heller ikke automatisk profitabelt produktiv af at læse bogen. Men det står i hvert fald klart, at det ikke er bogens problem.