Der spilles damedouble på bane 5, tyrkiske Ipek Senoglu skal serve, og bolddrengen er klar til at kaste en bold hen til hende.
Han står med let spredte ben og højre arm fuldt udstrakt mod den grå himmel. Grebet er fast, fire parallelle fingre bagved og over bolden, tommelfingeren ude på venstre side, så boldens forreste halvdel, den del der vender ud mod Senoglu, syner helt og aldeles gul. Det er ikke tilfældigt. Sådan holder alle 250 boldbørn om bolden her ved Wimbledon. De har lært det af Anne Rundle, en ældre kvinde med fortid som matematiklærer, der siden februar har undervist dem i alle aspekter omkring arbejdet som boldfordeler. Der er mange: Procession til og fra banen, spillets regler og scoresystem, korrekt rotation om egen akse, kast med bold i strakt arm, trilning af tre på hinanden efterfølgende bolde med ankomst i samme rækkefølge, som de blev sendt af sted, osv.
Man kan let foranlediges til at tro, at det intrikate system er sat i værk for tilskuerens skyld.
Ceremonielle rutiner er jo populære - se bare mængderne foran Buckingham Palace, når der er vagtskifte - og hvad skulle ellers være grunden til, at en trillende bold absolut skal modtages med bøjede knæ, fødderne i V-position med samlede hæle og hænderne mod jorden med håndfladerne skrånende opad som en fejebakke?
Denne bemærkelsesværdige orden og fornemmelse for selv de mindste detaljer bidrager ganske vist til the Wimbledon experience , men det er en afledt effekt. Formålet med boldbørnenes nøje indøvede adfærd er nemlig at tiltrække sig så lidt opmærksomhed som muligt fra dem, det hele handler om: spillerne.
Ipek Senoglu skal helst kun tænke på én ting, når hun skal serve, og det er hendes serv. Hun skal ikke lægge mærke til, hvordan bolddrengen holder om bolden, eller hvordan han kaster den. Han skal være som luft for hende, og den eneste måde, han bliver det, er ved at være en tro kopi af samtlige andre bolddrenge og -piger, Senoglu har stået over for i løbet af turneringen. Jo mere usynlig han er, desto bedre har han gjort sit arbejde Her er ikke plads til et væld af stilarter, bolden skal kastes med strakt arm i en 180 graders halvbue startende over hovedet sluttende bag om ryggen. Kun sådan.
Det er spørgsmål om respekt for det koncentrationsniveau, det kræver at spille tennis på dette plan. Derfor gemmer han sine fingre bag og på siden af bolden, når han holder om den, så Senoglu har frit udsyn til boldens front. Det handler om hende og bolden.
Hans fingre er kun i vejen.
Læs mere om Wimbledon i næste uge