Det armenske folk er spredt ud over det meste af verden. Et par millioner på det amerikanske kontinent. En million i Europa. Og omkring en halv million i Mellemøsten. Armenierne har dybe rødder i Mellemøsten, men langt størstedelen af armenierne kom til regionen, da deres forfædre flygtede fra det osmaniske folkedrab mod armenierne i 1915, som osmannerne mente stod i ledtog med zar-Rusland ved begyndelsen af 1. Verdenskrig.
De armenske samfund er størst i Syrien, Libanon og Iran, men der findes mindre kolonier i Jordan, i de besatte palæstinensiske områder, i Egypten samt i flere af de arabiske golfstater.
I det moderne mellemøstlige kunstmiljø findes en del armeniere, som har gjort sig bemærket i de senere år.
I Syrien er der blandt andet provokatøren Aiham Dib og den kontroversielle gallerist og fotograf Issa Touma. I Libanon installationskunstneren Anita Toutikian. I Jerusalem kuratoren Jack Persekian, som i manges øjne er en af de hovedansvarlige for, at der trods den fortsatte israelske besættelse af Østjerusalem findes moderne kunst og kulturliv i byen, der i øvrigt i år er Kulturby 2009 i den arabiske verden. Noget som også mange danskere kommer til at bemærke i det tidlige efterår, hvor en række kunstnere fra de besatte områder vil gæste Danmark, der vil markere Østjerusalem som arabisk kulturby.
I den arabiske verdens megaby Kairo har en kunstner med armenske rødder også gjort sig bemærket gennem flere årtier. Kunstneren er Chant Avedissian.
Den uafhængige kurator Rose Issa redigerede for efterhånden et par år siden et prægtigt værk om Avedissian, som primært består af præsentationer af kunstneres mest berømte værker. Issa har igennem mere end 25 år arbejdet for skabe nye forståelser for Mellemøstens historie i fortid og nutid gennem kunst. Hun har således kurateret udstillinger med mellemøstlige kunstnere over hele kloden.
Blandt dem, hun har promoveret, er Avedissian, og det arabiske forlag Saqi i London har næppe kunnet finde en mere kyndig redaktør til at udgivelsen om Avedissian.
Hans metode er interessant. Monotypierne, som umiddelbart kan ligne reproduktioner, er lavet med stencil på pap. Der er altså tale om forgængelig kunst. Men det er især hans motiver, som skaber interessen.
Avedissian er optaget af ikonografien. Hans ikoner er som oftest personligheder på den kulturelle og politiske scene, som har præget Egypten i det 20. århundrede, men også den frie kvinde og arbejderen, der repræsenterer den 3. Verdens tro på fremgang, fremskridt og selvstændighed i den postkoloniale fase.
I Issas valg finder læseren således en storslået indledning, hvor Egyptens diva nummer ét, den legendariske sanger Umm Kalthoum (1904-1975) findes i utallige afskygninger. Kalthoum var en diva, der var tæt på Egyptens store revolutionære leder Gamal Abdel Nasser (1918-1970), der også præger mange af Avedissians ikoner, som er at finde i bogen.
Også andre store kulturpolitiske personligheder er med. En anden stor sangfugl, Ashaman, og hendes måske i vesten mere kendte bror og sanger, Farid al-Atrash. Dalida, den egyptisk-italienske sanger, har også fundet en plads i Avedissians hjerte og dermed pen.
Men det er ubetinget Nasser og tiden efter revolutionen, der præger Avedissians ikoner. Udover serien med Nasser selv, har bogen et længere udvalg som symboliserer tidens antikolonialisme, socialisme og nationalisme.
I den sammenhæng afspejles også kvindens rolle i perioden på fornem vis. Kvinden er mor, frihedskæmper, smed, politiker osv. En ‘ny’ arabisk kvinde var kommet til. Et ideal som på mange måder adskiller sig fra nutidens diskurs, men som alligevel er en levende del af i dag.
Herudover rummer bogen afsnit, hvor Avedissians store inspiration for den egyptiske arkitekt Hassan Fathy træder klart frem. Det er et interessant afsnit om atleter, og 1950’erne og 1960’ernes optagethed af kroppen.
Bogens måske mest kedelige kapitel er det sidste. Her præsenteres Avedissians egne minder fra den forgange dagligdag: Hans kæledyr, termokanden, tyggegummiet, kiksene og gasflasken.
Ikke desto mindre kan det ikke udtrykkes klart nok at Avedissian rammer den populære egyptiske historie på fornem vis. Rose Issa har gjort et smukt arbejde ved at få bogen udgivet.
Herfra skal blot lyde en varm opfordring til danske gallerister. Skaf en soloudstilling med Avedissians værker hellere i dag end i morgen.