Desværre stikker skidtet jo dybere end den her ‘mugne affære’. Det er blevet til en rigtig beskidt affære, der bunder i censur og den højtbesungne ytringsfrihed. Der bliver ikke udøvet direkte censur (i DDR’sk forstand) i DR, men derimod selvcensur, som - når den får lov at formere sig - kan være ligeså ødelæggende som direkte censur.
Jeg tør ikke tale rent ud af posen af frygt for konsekvenserne, men det handler tilsyneladende om et yderligtgående, men magtfuldt politisk parti, der lige så stille har fremtvunget en høj grad af selvcensur i DR. Partiet har ikke været alene om at fremtvinge selvcensuren, men har mødt forståelse og accept hos mere eller mindre ligesindede politikere i andre partier og efterhånden har deres pres på DR sneget sig indenfor i DR Byen, hvor selvcensuren på stasi-facon gemmer sig overalt. Mere konkret tør jeg ikke være.
Lad gå med, at nogle rabiate netbrugere råber op om ‘DanMarx Radio DDR’ og kræver at DR’s nye næstformand skal ‘sparke mig ud’ fordi jeg på min blog skriver ‘tankevækkende’ om en dokumentarfilm, hvor en jødisk professor heiler som provokation mod de israelske myndigheder. Det er til at leve med. Det er også forventeligt, at diverse meget højredrejede hjemmesider benytter enhver lejlighed til at fordreje cicater fra flere DR-programmer (herunder mit eget) og præsentere dem som udtryk for røde lejesvende i ‘møgsprederen DR’. Problemet er, at det virker som om visse politikere læser ordene og tror på dem. Og lige pludselig tror vi også selv på dem.
Jeg fornemmer selvcensuren kraftigere og kraftigere. For nogle måneder siden havde jeg udtrykt mig upræcist i en foromtale til en udgave af Filmland. Jeg havde omtalt en yderligtgående dansk bevægelse med et udtryk, der kunne misforstås, hvis man er af den type, der ser små røde lejesvende overalt. Det kunne jeg sagtens se bagefter, men oprindeligt blev foromtalen skrevet i huj og hast sådan som en af den slags småpligter, der er mange af i DR.
Det er helt i orden med mig, hvis nogen nævner Freud i den sammenhæng, men jeg vil protestere meget kraftigt, også under tortur, hvis nogen hævder, at jeg støtter den førnævnte yderligtgående politiske bevægelse. Jeg vil ikke gå mere i detaljer af frygt for repressalier, men mit positive tillægsord i foromtalen til programmet affødte en klage, og kort efter blev jeg bedt om at ændre ordlyden på min hjemmeside. Egentlig burde jeg have brokket mig tilbage og slået fast, at man skal tilhøre en særlig fløj i politik for at blive stødt over mit fortravlede ordvalg, men jeg gik i panik og lod selvcensuren råde.
Nogle dage senere fik jeg at vide, at mit ordvalg havde udløst stærk irritation på et temmelig højt niveau i DR (jeg tør ikke være mere præcis). Heldigvis dyssede mine nærmeste chefer sagen ned, men jeg fornemmede selvcensuren vokse et ekstra nøk. Man skal jo holde godt fast i sit job nu om dage.
Der er flere eksempler. Jeg har endda ikke engang nævnt min kollega på DR2’s filmprogram, Premiere, der kom til at mene, at vores nuværende regering var en flok ‘løgnhalse, der havde løjet for folket i forbindelse med Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Det affødte en større tur gennem mediemaskineriet. Heller ikke her har jeg lyst til at gå i detaljer. Jeg tvivler bare på, at nogle ville have reageret, hvis han havde hyldet den danske deltagelse i magtovertagelsen i Irak.
Hvis nogen synes, jeg er gået for vidt med det her indlæg, vil jeg skynde mig at forklare mig med, at jeg trænger til ferie og at jeg måske har fået hedeslag i varmen. Måske vil jeg endda gå med til at trække det hele tilbage.
Per Juul Carlsen, vært
Filmland, P1