En tilskuer ved Wimbledon kan være en kvinde omkring de 40 klædt i lyserød skjortebluse med frynser og matchende overtrøje, lyse hørbukser, hvid lædertaske over skulderen og Coco Chanel-solbriller i panden. Hun kan sidde og snakke med sin jævnaldrende veninde iført blomstret bluse, hvide knæbukser, lilla lak på tåneglene og en flettet strandtaske med sommerhat i.
Den ene kan så spørge den anden, om hun tog på safari og den slags, for det kan virkelig anbefales, f.eks. som del af en lille rundtur, Cape Town, Johannesburg og Mozambique med tre nætter og fire dages safari inkluderet, det er en skøn ting at gøre omkring juletid, selv om det vist nok er det dyreste tidspunkt på året. Der er selvfølgelig mange forskellige slags tilskuere (med undtagelse af ufaglærte arbejdere, de udgør kun 0,3 procent), der er nydelige ældre ægtepar (pensionister udgør 13 procent), amerikanske turister i tanktop, lokale studerende (12 procent) med et nøje indstuderet kampprogram under armen og skolebørn, der løber rundt med en jumbo-tennisbold i hånden på jagt efter spillernes autografer. Af og til ser man også en ung mand i skræddersyet jakkesæt, og det er ikke fordi, han kommer lige fra et vigtigt møde, det er fordi, han har vurderet, at et skræddersyet jakkesæt er den helt rigtige mundering til en dag ved tennisbanerne, og det ser godt nok også godt ud, især med solbriller på, det skal han have.
Alle tilskuerrekorder bliver slået ved dette års Wimbledon, hvor godt 45.000 mennesker er på tennisudflugt hver dag. En af dem er Samuel Wolstenholme, han er 10 år gammel, har krøllet hår og synes, jeg skal interviewe ham.
Det viser sig, at Sam, som han bliver kaldt, selv er tennisspiller. Han spiller for Hallamshire Tennis Club i Sheffield, hvor han bor sammen med sin far, James, der sælger knive, og sin mor, Joanne, der ejer et hotel.
Vi sidder alle fire på en bænk foran storskærmen på den store bakke uden for bane 1. Det er den bakke, der tidligere blev kaldt Henman Hill, fordi det var her briterne samledes i tusindtal år efter år for at se deres nationale helt Tim Henman spille sig frem til semifinalen og tabe, og nu kaldes Murray Mound efter skotten Andy Murray, der er det nye store håb.
Sam Wolstenholme holder ikke med Andy Murray, hans yndlingsspiller er spanieren Rafael Nadal, fordi han altid kæmper til det sidste og aldrig giver op, som f.eks. Roger Federer godt kan finde på at gøre, hvis han f.eks. kommer bagud 40-15. Engang var Sam selv bagud i en kamp mod Joshua Lazenby, men så kom han tilbage og vandt andet sæt, og Joshua Lazenby kylede rundt med sin ketcher, uden at dommeren gjorde noget ved det, og Joshuas far var også lidt af en skør kugle, og i den afgørende tie-break var Sam nede med seks matchbolde, og han overlevede de fem første, men så tabte han alligevel til sidst.
Her er Sam Wolstenholmes fire gode grunde til, hvorfor man skal begynde til tennis:
1. Man kan lære noget, der er virkelig svært.
2. Man kommer i god form.
3. Man får nye venner.
4. Man møder nogle skøre mennesker.
Sam har for eksempel haft det svært, når modstanderen pressede ham dybt i baghånden, men det er han blevet ret god til efterhånden. Han er også god ved nettet, for han er god til at flugte, til gengæld er hans andenserver ikke helt skarpe nok.
Det med de skøre mennesker handler mest om de andres forældre, der ikke altid kan styre sig, når deres børn spiller. Sådan er James og Joanne heldigvis ikke.
Tennis er Sam Wolstenholmes yndlingssport fordi:
1. Det er ikke så barsk en sport, den er mere rolig, i modsætning til fodbold f.eks.
2. Man kan bedre koncentrere sig, fordi man er helt for sig selv ude på banen.