Ikke martyrer, som sprænger sig selv i luften og tager uskyldige kvinder og børn med i døden. Ikke martyrer i had mod USA. Ikke martyrer i krig mod udenlandsk invasion. Nej, dette er en helt anden form for martyrium. De er martyrer i frihedens tjeneste for deres eget folk, deres eget land.
Det er fortsat en stærkt religiøs folkebevægelse, som, så vidt vi ved, mangler stærke sekulære kræfter. Vi ved i grunden ikke, hvilken slags demokratisk Iran de vil have. Men de udviser et mod, som kan åbne døre og føre til en begyndelse på omfattende reformer i alle muslimske lande, hvor den personlige frihed krænkes dagligt i henseende til om borgerne er ‘gode’ eller ‘dårlige’ muslimer.
Medmindre vore iranske brødre og søstre (Gud forbyde!) bliver ofre for et folkemord eller en borgerkrig, kan dette blive den vigtigste nationale revolution, verden har oplevet i lang tid. Og måske også den, som verden trænger allermest til netop nu.
Jovist, har iranerne brug for verdens støtte, men bliver der for tætte bånd mellem f.eks. USA og demonstranterne, kan regimet i Iran slå endnu hårdere ned på dem med beskyldninger om at være proamerikanere. For styrken i denne folkerejsning, som har verdens støtte, er, at den proiransk.
Iranere i Iran kan muligvis hade USA. Og de kan meget vel fortsætte med at være stærkt religiøse. Men én ting finder de sig ikke i: At deres egne ledere krænker deres borgerrettigheder som vælgere. Dette betaler iranerne en særdeles høj pris for. Med hele verden som vidner.
Demonstranterne har ikke råbt om hjælp udefra, men bedt verden være vidne. Med fare for deres eget liv tog de ny kommunikationsteknologi i brug såsom videomobiler, globale netværk, blogge og de store nyhedsmediers satsning på folkejournalistik. De rapporterede selv om og dokumenterede den løbende kritiske udvikling.
Dermed blev vi også vidne til drabet på den unge iranske kvinde Neda, som blev skudt direkte i hjertet og blødte ihjel foran demonstranterne. Neda blev demonstrationernes martyr. Vi fik også dokumenteret, hvordan præstestyrets brutale paramilitære milits, Basij, agerer. Denne synliggørelse af de overgreb, som finder sted, kan muligvis have lagt en dæmper på yderligere voldsanvendelse fra regimets side.
Eksiliranerne har de skarpeste røster, jeg kender, når det gælder kritik af Irans religiøse ledere, korrupte politikere og den eksplosive blanding af tro og politik. Som muslimer taler disse friest om nødvendigheden af en sekulær og demokratisk omvæltning i den muslimske verden.
For en eller anden dag skulle dette jo ske. Hvor længe skal kvinder finde sig i at være andenrangsborgere? Hvor længe skal voksne mennesker finde sig i at statsansat dydspoliti løber efter dem med bøder og køller, fordi hijaben har løsnet sig en smule, fordi de har nydt eller alkohol, eller fordi de har haft sex uden for ægteskabet? Hvor længe skal de finde sig i piskning, hængning, tortur? Hvor længe skal voksne mennesker finde sig i at blive overvåget, forfulgt, miste forbindelsen med den øvrige verden og stoppe al naturlig udvikling og kontakt?
Nu ser vi iranske kvinder demonstrere på en måde, som i al fald ingen i min generation før har oplevet. Dette kan også blive en kvinderevolution, hvis kvinderne fra Irans oprør får den plads, de fortjener. De udgør 65 procent af de universitetsstuderende, som er den mest talstærkt repræsenterede gruppe i demonstrationerne. Og netop de studerende kan vise sig som de vigtigste kræfter i denne historiske opstand.
Hijaben løsnes. Der slås sprækker i den offentlige censur via globale netværkssamfund. Mænd og kvinder finder sammen.
Det er også kvindernes protest imod patriarkatet. Det er unge moderne iranere, som har levet et vestligt liv bag hjemmets fire vægge, men som nu kræver retten til at ytre sig frit, klæde sig frit og tro på, hvad de vil.
Den socialpsykologiske virkning af dette på muslimer verden over, hvad enten de bor i muslimske lande eller i europæiske demokratier, vil være stærk. Religiøse diktaturer, mørkemændsregimer, som undertrykker og intimiderer folk til ‘moralsk korrekt’ adfærd, light-varianter af Taleban: Tiden er inde for dem alle til at bøje sig.
Iranerne viser nu hele verden et stort folkemod. De betaler med deres blod og liv, og det er forfærdeligt at se deres lidelse, men jeg takker dem for den optimisme, som de spreder.
Shabana Rehman er norsk-pakistansk standupkomiker, foredragsholder og klummeskribent
Oversat af Niels Ivar Larsen