Klokken 4.30 natten til torsdag blev Hussein vækket af politiet i arresten i Ellebæk Fængsel ved Sandholmlejren. Han fik besked på at tage tøj på og pakke en enkelt pose med et sæt ekstra tøj. Så fik han lagt plasticstrips om hænderne, der ifølge politiet skulle kunne kædes sammen ved eventuelle uroligheder, og blev transporteret til lufthavnen. Her blev han sat på et særligt chartret fly til Bagdad sammen med fem andre unge mænd.
Hussein er 30 år gammel og afvist asylansøger fra Irak. Han blev anholdt for omtrent en måned siden, da han opfyldte sin ugentlige meldepligt ved Sandholmlejren. Og som en af de første seks afviste irakiske asylansøgere er han nu blevet deporteret til Irak.
»Jeg kan ikke forstå, hvorfor Danmark har sendt mig hertil. Jeg er meget bange. Og min kone er meget ked af det,« siger han over en knasende telefonforbindelse fra byen Karbala i det sydlige Irak, hvor han oprindeligt kommer fra, og hvor han nu har fået lov at bo midlertidigt hos en bekendt.
Hjemme i Danmark bor hans kone og hans fem måneder gamle søn. Konen, der også stammer fra det sydlige Irak, har permanent opholdstilladelse i Danmark efter i sin tid at være blevet familiesammenført med sine forældre, og hun venter nu på at få dansk statsborgerskab.
Også Husseins storebror og hans storesøster bor i Danmark. I modsætning til ham selv har de nemlig begge fået asyl.
»Jeg kan ikke bo her. Jeg bor i Danmark. Jeg har ikke familie her. Min kone og mit barn er i Danmark. Min bror og min søster er i Danmark. Jeg er helt alene i Irak. Jeg har ingenting i Irak,« siger Hussein.
I lufthavnen i Bagdad fik Hussein en konvolut af de danske politibetjente, der fulgte med i flyet fra København. Den indeholdt et beløb i irakiske dinarer, der er nøje afstemt efter, hvad det koster at nå frem til hans hjemby med offentlige transportmidler samt et enkelt måltid mad.
»Jeg sagde til dem, at de ikke måtte lade mig blive her. Jeg ville med tilbage til Danmark,« siger Hussein.
Men han blev overdraget til irakisk politi, og de danske betjente rejste tilbage.
»Jeg sagde også til dem, at jeg ikke vil til Irak. Jeg sagde, at de måtte hjælpe mig.«
Men heller ikke de irakiske politifolk kunne gøre noget for ham. Den eneste hjælp, han og de fem andre fik, var at de blev vist vej til en taxa, der kunne køre dem ind til Bagdad centrum. Og betjentene gjorde ingen foranstaltninger for at kunne opretholde nogen form for kontakt til dem.
Vejen fra lufthavnen ind til centrum af Bagdad er en af landets farligste. Sammen med de fem andre tvangshjemsendte irakere kørte Hussein i taxa ind til byen og steg direkte ombord på en bus til Karbala i det mindre voldsramte Sydirak, hvor han befinder sig nu.
»Min kone kan ikke komme hertil. Så vil hun komme i store problemer,« siger Hussein.
Og hans kone er da også netop kommet til Danmark som flygtning, idet hun blev familiesammenført med sine forældre, der havde fået asyl i henhold til Flygtningekonventionen.
Hussein er bange for, hvad der skal ske med ham fremover.
»Der er farligt i Irak. Og allerede nu har jeg ikke flere penge tilbage. Det er mit store problem,« siger han.
Også hans kone er meget bekymret, men hun kan ikke se, hvordan hun skulle kunne rejse til Irak for at hjælpe sin mand.
»Ingen af os har familie i Irak. Hvad skulle vi gøre i det land? Og så med et lille barn,« siger hun til Information og fortsætter:
»Jeg bliver nødt til at arbejde og tage min uddannelse for at kunne klare mig. Det er hårdt for mig, når jeg er alene med et barn. Før kunne min mand støtte mig. Jeg håber, jeg kan klage og få ham hjem igen.«
At det skulle komme så vidt, havde hun dog aldrig troet;
»Jeg blev ikke nervøs for os, da jeg hørte, at de afviste irakere skulle tvangshjemsendes. For vi var jo gift. Hvordan kan han blive tvangshjemsendt, når vi er gift? Det kan jeg ikke forstå. Og jeg kan heller ikke forstå, hvorfor vi fik afslag på familiesammenføring. Hvorfor fik vi overhovedet lov at gifte os i det her land, når vi ikke kan få lov at bo sammen?«