Jeg vil gerne give Informations læsere nogle uddybende forklaringer til pressens bombastiske omtale af PET-kommissionens ‘afsløringer’.
Politiets Efterretningstjeneste og skiftende toppolitikere modarbejdede aktivt VKR-regeringens påbud om ikke at registrere danske statsborgere alene på baggrund af lovlig politisk virksomhed?
- Jyllands-posten 24. juni 2009
Ifølge Regeringserklæringen af 30. september 1968 måtte ingen dansk statsborger registreres alene på grund af lovlig politisk virksomhed. Regeringen havde et tvingende politisk behov for at begrænse PET’s registreringer uden samtidig herved på væsentlig måde at skade PET’s arbejde. Da regeringen over sommeren 1968 nærmede sig et kompromis med hensyn til indholdet af den kommende regeringserklæring, var det naturligt at udbede sig embedsmændenes endelige vurdering af erklæringens konsekvenser for PET. Dette skete i notatet af 14. september 1968, som blev forelagt på et møde i Regeringens Sikkerhedsudvalg den 25. september. Notatet indeholder således den af regeringen tiltrådte forståelse af den kommende regeringserklæring.
Notatet rummer derfor ikke ‘hemmelige’ alternative retningslinjer. Den for PET nødvendige fleksibilitet var sikret gennem regeringserklæringens brug af ordet alene og begrebet lovlig politisk virksomhed. Disse ord blev omdrejningspunkt i de kommende årtiers registreringspraksis. Der er i øvrigt ikke tale om en sensationel nyhed. Bl.a. beskrives erklæringens elasticitet i Kommissionsdomstolens beretning i 1977 i Hetler-sagen.
Jeg har aldrig set notatet, og jeg kan derfor godt forstå, at de skiftende justitsministre heller ikke havde kendskab til det.
Ligesom en radikal muslim i dag kan drømme om indførelse af kalifatet uden at begå strafbare handlinger, kunne en samfundskritisk venstreorienteret dengang drømme om den permanente revolution uden at omsætte kritikken af samfundet i vold. Men PET kunne ikke tage chancer. Visse grupper skulle følges og medlemmerne være inden for PET’s bevidsthedshorisont.
Også dengang blev Vestens politik på nogle områder anfægtet, og i et demokrati var og er dette jo helt legitimt og også nødvendigt. Men Sovjetunionen - den farlige bokser i rødt ringhjørne - forsøgte med alle midler at udnytte enhver form for kritik af NATO, USA og dets allierede. Dette skete blandt andet gennem de såkaldte frontorganisationer og bevægelser, som forfulgte politisk legitime mål, men som blev sejlet under falsk flag, Også gennem de såkaldte ‘active measures’ forsøgte man gennem KGB at påvirke opinionen i Vesten.
PET var i det blå ringhjørne. Vi skulle have antennerne ude, herunder ikke mindst i de miljøer, hvor KGB fiskede i rørte vande. I dansk sammenhæng var PET’s opgave på dette område alene at rapportere til de politiske beslutningstagere. Registreringerne var således mere registreringer af personer, der var målpersoner for KGB, end af personerne på grund af deres egne handlinger.
PET-folkene stak ganske enkelt et rødt ark papir ned i de registreringssager, som Wambergudvalget ikke måtte se
- Politiken 20. juni 2009
Påstanden skal ses på baggrund af Kommissionens redegørelse om den stikprøvekontrol, som før min tid var et permanent stridspunkt mellem på den ene side Wamberg-udvalget og på den anden side Justitsministeriet og PET. Udvalget ønskede at se alle sager, medens PET mente, at ikke alle sager kunne forevises.
Lad mig illustrere dette. Hvis PET havde hvervet NN som agent, og vedkommende var medlem af DKP’s Centralkomité, så ønskede PET ikke at delagtiggøre Wambergudvalget i sagen. Man kunne ikke løbe nogen risiko for en afsløring eller indiskretion, som ikke bare ville skade efterretningstjenestens arbejde, men i værste fald udsætte NN for livsfare. Ved forberedelsen af mit første møde i Wambergudvalget fik jeg forklaret, at man lagde et rødt ark ind i den slags sager. Dette var logisk nok.
Jeg afskaffede systemet. Medlemmerne af udvalget var sikkerhedsgodkendte, og jeg ville ikke bruge min tid på at udføre censur. I et enkelt tilfælde fraveg jeg dette synspunkt. Til brug for en stikprøvekontrol var man ramt ind i sagen om Gordijevski. Jeg fortalte udvalget, at det burde afstå fra at få forevist denne sag, hvad man uden videre accepterede. Jeg lagde ikke et rødt ark ind i sagen, men virkningen var den samme.
Alt dette har jeg uopfordret berettet for Kommissionen. Den medarbejder, der stod for administrationen på dette område, er afgået ved døden, og PET-kommissionen har tilsyneladende ikke - uden at jeg kender Kommissionens energi i dette tilfælde - fundet frem til endnu levende personer, der har oplevet systemet med de røde sedler, eller også har disse fået hukommelsestab. Kommissionen har dog fundet en sag med et rødt ark, som man så fantaserer over.
PET opbyggede et omfattende og systematisk kartotek over personer mistænkt for undergravende virksomhed
- Jyllands-posten 24. juni 2009
Wambergudvalgets opgave var at kontrollere, at PET ikke registrerede i strid med regeringserklæringen. PET-kommissionen har beskrevet PET’s berømte tromler. Man var registreret, når en strimmel papir med ens navn kom op og hænge på disse tromler. De fleste, der hang dér, var personer, der blev sikkerhedsgodkendte, bl.a. forsvarets faste personel og halvdelen af udenrigsministeriets personale. Disse registreringer var problemfrie. Det samme kan ikke siges om de belastende registreringer.
Når en person skulle sikkerhedsgodkendes, søgte man navnet i tromlerne. Det samme gjorde medarbejdere, der i deres efterretningsvirksomhed stødte på navne, som de ville undersøge nærmere. Man rumsterede imidlertid ikke rundt i skabe og skuffer ude i andre afdelinger. Her blev der per definition ikke foretaget ‘registreringer’ i regeringserklæringens forstand. Såfremt en medarbejder havde et arbejdskartotek (et fiduskartotek), så burde dette ikke være tilgængeligt for andre.
Wambergudvalget var klar over, at der var forskellige teoretiske muligheder for, at der i de operative afdelinger kunne etableres lokale mere uformelle ‘registre’. Udvalget havde ingen kompetence til at kontrollere den enkeltes arbejdskartotek, men begyndte man at fusionere de enkelte arbejdskartoteker, ja så var det en sag for udvalget. Regionsafdelingerne udgjorde et særligt problem. Der var så få medarbejdere, at arbejdskartotekerne nemt kunne blive fælles gods. Wambergudvalget og jeg blev under rejser til regionerne klar over, at der måtte gøres noget, og jeg satte efter aftale med udvalget en proces i gang for at få fastsat retningslinjer for brug af arbejdskartoteker. Denne nødvendige reform blev afsluttet af min efterfølger. Jeg har udtalt, at jeg fortryder, at jeg ikke tidligere blev opmærksom på og fik gjort noget ved dette problem. Tiøren var for længe om at falde. Kommissionens kritik er for så vidt berettiget.
Mine medarbejdere ønskede ikke at omgå regeringserklæringen. Det var praktiske grunde, der førte til, at arbejdskartotekerne i et vist omfang pø om pø smeltede sammen. Men det var på mit initiativ, at situationen endte med at blive normaliseret.
Enhedslistens Per Clausen stillede op til kommunalvalg for VS. Det fik PET til at registrere ham i arkiverne
- Jyllands-posten 25. juni 2009
Wambergudvalget var opmærksom på, at man kunne opbygge navneregistre i PET’s organisationssager. DKP-sagen var propfyldt med navne. Det ville have været en omgåelse af regeringserklæringen, såfremt man havde systematiseret disse navne. Flere gange bad Wambergudvalget om at måtte se sagen, som så blev kørt ind på en sækkevogn. Man ville sikre sig imod, at der var et register i sagen.
PET-kommissionen har ikke fundet systematiserede personregistre i Centralafdelings sager, men nogle navnelister i alfabetisk orden er blevet indsendt fra PET’s region i Nordjylland. Dette er ubehageligt at få at vide, men mine medarbejdere har fået disse lister fra eksterne kilder. De udarbejdede dem ikke selv. Efter min opfattelse, men ikke Kommissionens, har det en betydning, om sådanne lister havde deres lovlige eksistens uden for PET.
Jeg har udbredt mig lidt mere om disse og andre emner i et notat til Kommissionen (optrykt i bind 1, side 197 ff.). Journalister har gjort mig opmærksom på, at notatet er trykt med så små bogstaver, at man vanskeligt kan læse det. Kommissionen har kommenteret mit indlæg, men den domstolslignende instans har skuffende nok ikke givet mig adgang til duplik. Dette var ellers påkrævet.
Ole Stig Andersen er tidligere chef for Politiets Efterretnings-tjeneste under Den Kolde Krig