Selvcensuren i DR er kommet snigende i takt med, at Dansk Folkeparti er begyndt at råbe højere. Sådan lyder vurderingen fra en række ansatte i DR. En af dem er Claus Vittus, som er ansat på radioprogrammet KulturNyt.
»Jeg kan mærke, at man er bange for at stikke snuden frem, og den frygt stammer tilbage fra de mange fyringer efter overbudgetteringen af byggeriet. Folk føler sig truet, og frygten forvandler sig til selvcensur, som lige så stille er kommet snigende,« siger han.
Claus Vittus bliver bakket op af DR Nyheders tillidsmand, Dines Boertmann.
»Når chefer siger, at der ikke forekommer selvcensur, glemmer de, at vi også havde en stor diskussion om netop det for to år siden, hvor der blev skrevet en del i pressen om forskellige ministres og spindoktorers telefonopringninger til chefer og studieværter, når de var utilfredse med indslag. Det er ikke en diskussion, der kommer ud af intet,« siger han.
Dines Boertmann er ikke i tvivl om, at det politiske pres påvirker de ansatte.
»Ole Hyltofts klage får cheferne til at sige udmærkede ting om, at sagen behandles efter bogen, og at ingen skal føle sig presset til at udøve selvcensur. Men der kommer jo tydelige signaler fra medarbejdere om, at de oplever et sådant pres, og at de i konkrete situationer overvejer med sig selv, hvordan en given ting skal gribes an i lyset af et udefra kommende pres,« siger Dines Boertmann.
Ifølge Claus Vittus er det især Dansk Folkeparti, som påvirker det journalistiske miljø på redaktionerne.
»Presset fra Dansk Folkeparti er blevet voldsommere. De er stærkere profileret, og de får deres meninger stærkere igennem. Vi er mere på vagt over for Dansk Folkeparti end andre partier - især når det kommer til valg af ord og den måde, vi fortæller en historie på,« siger Claus Vittus.
Vært på Kulturguiden Carsten Ortmann fornemmer også det pres, som nogle ansatte i DR føler sig udsat for.
»Cheferne er ekstremt meget på mærkerne, fordi der er folk i offentligheden, som står klar til at angribe DR. Den konstante påpasselighed betyder bare, at kreativiteten bliver dræbt, fordi medarbejderne er så trætte af hele tiden at få at vide, at de skal leve op til bestemte krav. Til sidst orker de menige medarbejdere ikke mere, og så retter de bare ind og danser efter piben,« siger Carsten Ortmann.
Piben har senest tilhørt næstformand i DR’s bestyrelse Ole Hyltoft, som for nyligt brokkede sig over et fejlcitat og fik Kenneth Plummer til at komme med en personlig undskyldning til Pia Kjærsgaard. Ifølge tillidsmand Dines Boertmann er sagen udtryk for, at anklagerne mod DR nu bliver fremlagt helt åbent.
»Sagen om Hyltoft er en ny situation, fordi hensigten er så utilsløret. Vi har tidligere oplevet, at enkelte ministre eller spindoktorer har ringet direkte for at delagtiggøre en chef eller studievært i deres syn på et indslag,« siger Dines Boertmann.
Han understreger, at det kun er de direkte involverede, som oplever det, når en redaktionschef for eksempel kommer og skælder en studievært ud, fordi studieværten har været så fræk at stille skarpe spørgsmål til en minister og holde fast i dem.
»Når et kritisk interview med en minister ikke bliver anset som udtryk for normal journalistik og pressens rolle som fjerde statsmagt, men opfattes som politisk hetz mod en politiker, så sker der måske ikke så meget ved det i første omgang. Men jo oftere det sker, jo mere sætter det spor. Når det har stået på længe nok, bliver det til overdreven forsigtighed - og det er vejen til selvcensur,« siger Dines Boertmann.
Claus Vittus har selv oplevet den overdrevne hensyntagen til Dansk Folkeparti, da han som morgenvært på P1 Morgen fik at vide af sin chef, at han skulle huske at balancere antallet af gæster i forhold til Dansk Folkeparti. Han gjorde dog sin chef opmærksom på, at han ikke ville rette sig efter kravet. Men ikke alle journalister har samme styrke til at sige fra over for presset, lyder det fra tillidsmand Dines Boertmann.
»Medarbejderne kan ikke andet end at bøje sig, hvis deres chefer allerede ligger ned. Vi har ikke en jordisk chance, med mindre der er tale om et overgreb af en indlysende karakter. Alle de andre små fiflerier og marginaliseringer af folk eller forflytninger af medarbejdere - det sker bare stille og roligt.«