I den verserende debat her i avisen mellem religionsvidenskabsstuderende Stine Kähler Madsen (SMK) og sognepræsten Jens Kvist (JV) kan det virke svært at vælge side.
Som man kan læse ud af hans indlæg i nærværende avis 29. juni 2009, står sognepræst Jens Kvist for et standpunkt, man har hørt mange gange før - nemlig, at det væsentlige ved folkekirken er gudstjenesten og evangeliets ord, som det hedder.
Og det er jo nok det, der er grunden til, at folk generelt ikke er ved at falde over hinanden for at komme ind i kirken, og ikke behøver at kæmpe om siddepladserne heller.
Men man kan da godt forstå, at en præst fastholder det synspunkt. Det kan vel kun virke rimeligt, at en præst, der mener noget alvorligt med tingene, ikke ønsker at folkekirken skal handle om alt muligt andet end de kristne kerneværdier. Problemet er bare, at der så ikke er så mange, der har givet navn til bemeldte folkekirke, der synes at være lige så interesserede i det kirkelige indhold, som folkekirkens egne repræsentanter er det.
På den anden side står så folk som Stine Kähler Madsen, som i sin kronik 25. juni 2009 mener, at staten »kunne lave en resultatkontrakt med et mediecenter for kirkelig kultur«, således at folkekirken kunne blive en kulturinstitution på linje med f.eks. museer.
Dette skulle så angiveligt give samme kirke en mulighed for at udvikle en såkaldt ‘eventkultur’ - et udtryk, som næsten kunne få en ateist til at blive kristen af spænding og interesse.
Hvis man skulle følge SKM’s tanker, så kunne man måske forestille sig, at folkekirken kunne peppe tingene lidt op ved at kalde dens aktiviteter for henholdsvis ‘Guds-events’, ‘jule-happenings’ og ‘dåbs-shows’?
Man kommer næsten til at føle en vis sympati for de præster, der ikke kan tage den slags tale.
Og SKM fortsætter med at erklære, at brugerne i dag vælger »de oplevelser, som tiltaler dem og taler til deres identitet. Man skal som institution skabe en historie, som er tiltalende for både brugerne og medierne«.
Man må vel konkludere ud fra kronikken, at hun ikke synes at se nogen forskel på, om man ønsker at markedsføre og sælge karamelstænger, biografbilletter eller en tur i den lokale Gud-biks. Man skal brande , ramme segmentet, medieformidle og få solgt varen. Og i øvrigt tilpasse varen til det folk gerne vil have, fordi vi nu engang lever i demokratiske tider, og fordi vi betaler skat, som blandt andet går til folkekirken, som dermed er vores. Så har de også at producere den vare, vi som forbrugere efterspørger.
Hvis nu den oven for citerede debat blot var et udtryk for to menneskers forskellige syn på folkekirken(hvad den selvfølgelig også er), så kunne det gå være, men mon ikke den meget godt illustrerer et for folkekirken stort og tilsyneladende uløseligt dilemma?
Nu om dage må man vælge mellem at få færre og færre interesserede medlemmer, hvis man insisterer på at blive ved at tilbyde folk det, som man synes, at de burde have, men som de ikke rigtigt gider have, eller at få mange medlemmer og deltagere, hvis man ‘popper’ varen op til ukendelighed og pakker den smart ind.
Hvad enten man vælger det ene eller det andet, ser det nok ud til, at den danske folkekirkes storhedstid er forbi, og den tid, hvori man både havde mange medlemmer og betød noget i åndelig forstand for disse medlemmer, kommer næppe tilbage foreløbigt.
I stedet for at fortsætte denne vanskelige debat om folkekirkens indhold og fremtoning i et moderne samfund, hvor den nok ikke passer så godt ind mere, så kunne vi måske i stedet skære denne gordiske knude over, ved simpelthen at afskaffe folkekirken i det hele taget.
Så kunne vi langt om længe lade handling følge ord, og gøre Danmark til et samfund, hvor stat og religion er adskilt, hvilket vi så ofte i forvejen går og siger, at det er.
Så kunne kirken organisere sig, som den ville - forblive i traditionen, eller forny sig efter forgodtbefindende - og om man som (eventuel) kirkegænger ville blive mødt med ‘vejen, sandheden og livet’ eller spaghetti og saftevand, kunne afgøres fuldstændig af kirken selv, uden at andre end kirkens medlemmer behøvede at mene noget om det.
Thomas Dam Olsen er cand.mag.hist.