Efter den tyske besættelse af Danmark ansatte danske efterretningstjenester førende nazister til at fortsætte deres udspionering af mistænkte kommunister.
Det fremgår af PET-Kommissionens beretning.
Beretningen afslører, at dansk politi i juni 1947 kom i kontakt med en person fra nazihærens efterretningstjeneste, der havde forfulgt kommunister. Han indgik nu en aftale om »at give oplysninger mod betaling«, og han ansætte som sin medhjælper en gammel Gestapo-mand »med speciale i kommunistbekæmpelse«.
For at de yderligere kunne skaffe sig meddelere blandt gamle kolleger betingede de sig »en leverance på ca. 1.000 cigaretter om måneden«.
Fra dette nazi-netværk modtog det danske politi en stigende flom af efterretninger om kommunistiske konspirationer mod Danmark.
Der gik nogle år, før det gik op for de nye danske bagmænd, at indberetningerne i vid udstrækning var opspind »for at opnå betaling og eventuel straffrihed«, som det hedder i PET-beretningen.
Om dansk politis skrupler ved samarbejdet med nazisterne konstaterer PET-beretningen:
»Der er ikke fundet noget spor i materialet af, at ledelsen eller medarbejderne på noget tidspunkt overvejede kildemæssige eller andre problemer ved at købe oplysninger om kommunister af tidligere Gestapo-folk.«
Tæt kontakt fra 1930’erne
PET-kommissionens beretning fastslår også, at det danske politi i årene forud for den tyske besættelse i 1940 »plejede tilsyneladende tætte kontakter til Gestapo, med hvem man allerede i 1930’erne udvekslede oplysninger om kommunister«.
Både i samtiden og i eftertiden har der været voldsom kritik af den aktion i 1941, hvor dansk politi internerede langt flere kommunister, end nazisterne havde krævet, og hvoraf 20 siden døde i koncentrationslejre. Aktionen mod kommunisterne er imidlertid af PET fremhævet som et forbillede - så sent som i 1950. Her fik den i et PET-notat følgende ord med på vejen:
»Politiets aktion den 22. juni 1941 mod DKP og ledende personligheder viste, hvilken betydning et slagkraftigt og velorganiseret politi kan have i en given situation, når man i tide har det velforberedt, og der slås til samtidig i hele landet.«
PET-Kommissionens beretning løfter også sløret for, at politiets og militærets efterretningstjenester kappedes om at udnytte de gamle nazister.
Den fortæller, at så snart de tyske officerer var blevet interneret ved befrielsen, gik britiske og danske efterretningsfolk i gang med at afhøre dem om, hvad de vidste om danske kommunister.
Beretningen fortsætter:
»En endnu større fisk var SS-Hauptsturmführer, Kriminalrat Hans Hermannsen, der havde ledet Gestapos kommunistbekæmpelse i Danmark under besættelsen. Hermannsen er af eftertiden blevet betegnet som arketypen på en opportunist: Han, der oprindeligt nærede socialdemokratiske sympatier, sluttede sig efter nazisternes magtovertagelse til Gestapo, hvor der var brug for hans viden om kommunister.«
Videre hedder det i PET-beretningen om Hermannsen:
»I Danmark synes han at have spillet på begge heste: Samtidig med, at han medvirkede ved iværksættelsen af modterror og deportationen af jøder, hjalp han nogle socialdemokrater og modstandsfolk. Han knyttede også tætte kontakter til højtstående danske politifolk, der delte hans syn på kampen mod kommunisterne.«
PET-beretningen afslører om Hermannsen: »Efter krigen bistod han de allierede med at finde eftersøgte Gestapo-folk og øste ud af sin viden om kommunisterne. Hermannsen forstod således at tilpasse sig de nye forhold under Den Kolde Krig, og han undgik at blive retsforfulgt i Danmark.«
Beretningen afslører en bizar strid mellem dansk militærs og politis efterretningstjenester. Politiet ønskede at afhøre Hermannsen, men militæret gemte ham i Flensborg, så det danske politi havde svært ved at afhøre ham, og afhøringer måtte kun foregå med tilstedeværelse af folk fra militærets hemmelige tjeneste.
I PET-beretningen hedder det, at politiets efterretningstjeneste »var stærkt utilfreds med arrangementet og klagede over, at når Hermannsen så ofte under afhøringerne ikke kunne svare på spørgsmålene, skyldtes det, at han var på fri fod i Flensborg, mens han rettelig burde sidde i et dansk fængsel som krigsforbryder.«
Militærfolkene endte med at afskære politiets adgang til Hermannsen med påstande om, »at han var flyttet og derpå, at han var på randen af et nervesammenbrud«.
Derpå gik dansk militær i gang med forsøg på at få Hermannsen »’afnazificeret’ - om nødvendigt ved at bestikke relevante myndigheder«.
Det dramatiske højdepunkt indtræffer, efter at militæret erklærer, at det ikke længere har nogen kontakt til Hermannsen. Da opdager politiets hemmelige tjeneste til sin »store forbløffelse, at Hermannsen, der nu kaldte sig Herman Hansen, boede i et hus i Hamborg«. Han modtog 100 kr. om ugen fra dansk militærs efterretningstjeneste »og havde endda fået sin tidligere sekretær tilbage«.
De danske efterretningstjenesters samarbejde med Gestapo er kun omtalt i PET-kommissionens bind 6 og uden nogen kritik. Det er ikke taget med i Kommissionens sammenfattende fremstilling af den danske spi0nindsats i årene efter besættelsen.