Michael Jackson var et varemærke. Først tilhørte det hans forældre. Derefter udspekulerede kongemagere. Hans ekstraordinære dansebevægelser var en androids - skarpe, lynsnare, kantede, pludselige. Som var der en fjernkontrol et eller andet sted, der sendte elektriske impulser ind i hovedet på sangeren, der var tvunget til at adlyde. Måske ville han på den måde minde os om, at hans talent og rigdom ikke levnede ham frihed.
Den nuttede barnestjerne blev slået, mishandlet og tvunget til et blive en performerskabning, der skaffede kontanter og berømmelse til sin grotesk ambitiøse far. Men da turen kom til ham selv, behandlede Michael også sine egne børn som ejendele - han slog dem dog ikke. Således nedarves fædrenes synder til den forpinte søn, så han kan give dem videre.
Debbie Rowe, moderen til Jackson to ældste børn, blev enten presset til eller indvilgede i at opgive moderrollen for nogle få millioner dollar. Det tredje barn fik Jackson med en rugemor i Europa - hendes identitet kendes ikke. Derved sikrede Jackson sig, at hans børn var hans eksklusive ejendom - hans legetøj, som han ikke godvilligt ville dele med nogen. Hans syn på barndommen var bizart og skummelt - idealiseret, uhyggeligt overbeskyttende og paranoidt. Han dækkede sine børns ansigter med fjerprydede masker og holdt dem borte fra offentligheden. Det var en form for talebaniseret forældreskab. Nu går myndigheden over børnene til Katherine, den gamle Jackson-matriark, som tilsyneladende agter at opfostre dem som Jehovas Vidner. De arme tre Jackson-børn er atter blevet brikker i hænderne på voksne, der ikke ser dem som menneskelige individer med autonome valg.
Men dette er helt i sin orden, er holdningen i det meste af verden - selv i dette 21. århundrede, 60 år efter at FN’ Universelle Menneskeretserklæring ændrede børn status fra at være familiens ejendom til nydere af rettigheder. I romersk tid var princippet om patria potestas fremherskende og gav ‘husherren’ absolut kontrol over sin familie. Den magt forblev i århundreder uanfægtet i Europa. Børn fortsatte med at være genstand for mishandlinger og grusomhed uden beskyttelse fra statens side.
I 1700-tallet begyndte marginalt mere menneskelige værdier at vinde indpas, da børn begyndte at tjene penge til familien, og i 1800-tallet gennemførte flere lande love, der skulle stoppe grov udnyttelse af børns arbejdskraft.
Filosoffer som John Locke og Jean-Jacques Rousseau var blandt de første til at anerkende børn som autonome væsener med rettigheder, men hovedparten af verdens lande har ikke taget ved lære af deres oplyste ideer og ser stort på FN’s verdenserklæring og den senere FN-konvention fra 1989 om Børns Rettigheder. Skønt konventionen er tiltrådt af alle lande med undtagelse af Somalia og USA, forbliver de fleste af de rettigheder, som den knæsætter, illusoriske.
I mange lande hersker en barbarisk opfattelse af, at børn er klanens ejendom. Mindre åbenlyst undertrykkende, men ikke mindre ondartet er den overbevisning, at forældre har ret til at indoktrinere børn. Ét er at lære dem, hvad man ved - historie, moralbegreber osv., men ganske uacceptabelt er det at insistere på, at de totalt skal følge den vej, man dikterer. Dette er tegn på manglende respekt for barnesjælen og knuser børns nysgerrighed, individualitet og ret til selv at træffe egne valg og udvise initiativer.
Inden for mange religioner sætter hjernevasken så tidligt ind, at chancerne for selvstændig tænkning og afvigende holdninger bliver meget små senere i livet. Nu til dags påtvinges helt ned til fireårige piger hijab, så de aldrig vil kende til andet eller nogensinde rebellere. Også kristne, sikher, hinduer og jøder kan være glødende nidkære vogtere af opvoksende generationer.
Madonna lader til at være så skyldig i dette som den mest autoritære muslimske forælder. Det er muligt at hun selv er dybt forgabet i kabbalaen, men hvorfor skal en adopteret malawisk dreng indvies til en sekt?
Det bekymrende er, at selv de, som opfatter sig selv som moderne rationalister, er dogmatiske i deres tilgang til de unge. I Storbritannien har Richard Dawkins nu oprettet en sommerlejr, der skal introducere otte til 17-årige til hans fanatiske ateisme. Dette initiativ forekommer mig ikke væsensforskelligt fra de religiøse fanatikere, som vil forme letpåvirkelige umodne sind efter deres egne hoveder.
Et barn er en velsignelse, et kostbart stykke liv, vi får lov til at drage omsorg for i en tid, elske uselvisk, opdrage og undervise, men aldrig må vi søge at gøre det til vores eget udtrykte billede. At være forælder er et krævende kald. Jeg kunne måske godt have ønsket, at mine egne to var blevet i højere grad som jeg selv - at de havde kastet sig over journalistik og dyrket samme politiske og religiøse overbevisning som jeg. Men jeg er nødt til at lade dem vælge selv, for jeg har givet dem frihed under ansvar. Som digteren Khalil Gibran skrev om børn i en af sine mest citerede meditationer: »Deres sjæle dvæler i morgendagens hus, som du selv ikke i drømme kan besøge.«
Måske indser voksne dette. Til deres store fortrydelse. Måske er det derfor, at man undertrykker og begrænser deres børn og fratager dem deres individuelle frihed.
Michael Jackson var både offer for et sådant forældreskab og siden også gerningsmand. Nu går forældrerettigheden til hans børn videre til hans mor, som, må man frygte, også vil lader hånt om børns behov og rettigheder. Sådan kan tragedier fortsætte i generationer i millioner af familier.
Manden, der byggede Neverland, respekterede og anerkendte ikke børn som individer. Det gør resten af verden sørgeligt nok heller ikke. Endnu.
© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen