Efter Anden Verdenskrig samarbejdede den danske efterretningstjeneste PET i vid udstrækning med gamle nazister. Som Information i går kunne berette, fremgår dette af PET-Kommissionens beretning, uden at der dog rejses kritik af samarbejdet.
Professor i retshistorie Ditlev Tamm, der har været med til at udforme beretningen, understreger, at PET’s samarbejde med nazisterne ikke har været kommissionens emne, idet dette snarere vedrører PET’s adfærd under Den Kolde Krig og kun marginalt retsopgøret. Derfor er der ingen kritik af samarbejdet, forklarer han.
Men Ditlev Tamm har selv skrevet disputats om retsopgøret, og han fortæller, at man stod på bar bund umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Man skulle til at opbygge en efterretningsorganisation og var afhængig af de kilder, man kunne få, siger han.
»Umiddelbart efter krigen var man bange for, at nazister pønsede på at generobre magten, men da det hurtigt viste sig, at dette ikke var tilfældet, rettede man fra 1947-1948 søgelyset mod den næste trussel, kommunismen. Verden ændrede sig, og man måtte bruge nye metoder,« siger
Ditlev Tamm sammenligner PET’s samarbejde med nazisterne med USA’s samarbejde med Wernher von Braun. Wernher von Braun var under krigen ledende i udviklingen af den tyske raketforskning og blev efter krigen hjernen bag det amerikanske rumprogram.
»Man skulle have fat i eksperterne og måtte hente dem, hvor de var,« siger han.
- Hvordan havde reaktionen i samtiden været, hvis samarbejdet var kommet frem?
»Hvis det var kommet frem dengang, havde det nok virket lidt mærkeligt,« mener Ditlev Tamm, »og reaktionen havde næppe været særlig positiv. Der var stadig en stor vrede mod tyskerne, men politikerne ændrede nok noget hurtigere holdning end befolkningen.«
- Så vidt jeg kan se, fremgår det ikke, at politikerne var indblandet?
»Justitsministeriet har formentlig vidst det,« svarer Ditlev Tamm, »men det er svært helt at vide. Situationen de første år efter besættelsen var meget kompleks,« understreger Ditlev Tamm og nævner som eksempel, at Troels Hoff måtte gå af som efterretningschef, fordi han viste sig at være involveret i den store bedragerisag ‘Edderkoppesagen’, som handlede om betjente, der var involveret i sortbørshandel, bestikkelse, korruption og bedrageri.
PET var stærkt præget af politiet og præget af folk, der havde været dybt involveret i forhandlinger med tyskerne og var grundigt inde i besættelsestidsforholdene, fortæller Tamm og nævner PET’s første to chefer, Troels Hoff, der var efterretningschef 1945-1949 og Ernst Brix, som var PET-chef 1950-1957.
Hoff havde været statsadvokat under besættelsen, Brix havde været regionschef i den sønderjyske modstandsbevægelse og var fra 1943 politimester i Tønder, fra 1945 politimester i Aabenraa.
»Man er nødt til at forestille sig en ikke alt for fintfølende organisation,« bemærker Ditlev Tamm. »Samarbejdet med nazisterne var på sin vis ikke i orden, men man stod i et vadested, hvor frygten for nazisterne var ved at blive afløst af frygten for kommunisterne.«
Frygten for russerne gik helt tilbage til besættelsen og til russernes fordeling af våben til kommunistiske modstandsgrupper, siger Tamm.
»Man måtte opfatte deres initiativ som et varsel om, hvem de kommende modstandere var. Og så måtte man finde sine venner andre steder, selv om der næppe var nogen, der kunne lide nazisterne,« siger han.
SS-Hauptsturmführer, Kriminalrat Hans Hermannsen, som PET-Kommissionen omtaler som ‘en endnu større fisk’, havde allerede under besættelsen hjulpet danske modstandsmænd, fortæller Ditlev Tamm.
»Det var en mærkelig historie, men han foretog givetvis, hvad man kunne kalde et klogt tilbagetog. Han var utvivlsomt en opportunist, der spillede på alle heste - han hjalp blandt andet de danske myndigheder med at fange krigsforbrydere - men han har også reddet adskillige danske modstandsmænd.«
»Han kunne tricket med at lade en sagsmappe forsvinde bag radiatoren,« fortæller Ditlev Tamm.
»Hvis Gestapo tog fat på en sag, så havnede personen i kz-lejr, men hvis sagsmappen ikke kom frem - ja, så skete der ikke noget. Hans Hermannsen sørgede blandt andet for, at Per Federspiel (modstandsmand, venstremand og fra 1945 minister for særlige anliggender i ministeriet Knud Kristensen, red. ) blev løsladt« fortæller Ditlev Tamm, der i 2005 udsendte Federspiel-biografien Per Federspiel - en dansk europæer.
»Det var et stort held for modstandsbevægelsen, at Hermannsen fandtes,« slutterDitlev Tamm.