Ham fra Amager ligger bagest i teltet med en bog og - som han siger - sørger for overblikket. Pianisten er hjemme og hente en dreng, der har ligget til opladning, og jeg selv opsøger en kø efter et eller andet uundværligt. Over os leger et lille sportsfly mellem de spredte skyer for ligesom os andre at få perspektiv på tingene.
Perspektiv er åbenbart et must. Det kan pludselig komme dryssende, mens man bare sidder på en campingstol og fiser den af. Perspektivet er her min 15-årige, som vil høre, om vi ikke skal spise morgenmad sammen. Well, morgenen er for længst passé; pastasalat med brød og kylling er ikke morgenmad - og ‘spise sammen’ forudsætter vel i nogen grad, at hun ikke er den eneste, der spiser. Men perspektivet her er et andet. Vi får hygget og snakket. Om den seneste nat, hvor hun brændte al hviledagens opsparede energi af på en fest med sin søsters gymnasievenner. Om et smertensbarn i vennekredsen, der er for usikker på sig selv til at opføre sig ordentligt. Om ikke kun at vente på at blive rejst op, når man falder, men komme på benene igen og ind i kampen. Selv. Om forskellene på pige- og drengelejrene. Hun køber ikke helt min tese om, at rastløse drenge bare sidder sløvt og sitrer energi af; mens pigerne mere aktivt - vimser, promenerer, altså forsøger sig. Men lidt er der om det.
Hun har prøvet at sætte skub i nogle drenge, fortæller hun. Hjulpet dem med at kigge efter piger: Hvis der kom en sød én forbi, forsøgte hun så at etablere en kontakt. Angela var en af dem. Hun var skøn. Hende var drengene rigtigt glade for. Hun ville kigge forbi senere. Sagde hun. Engang for længe siden.
En flok af vores drenge går mere aktivt til værks. Da vi kigger forbi, sidder de foran teltet og kaster til måls med et eller andet, der skal ramme noget tredje på en bestemt måde. En fuldtræffer udløser en skål. De sidder og venter på nogen piger, siger de. De har ganske vist ikke aftalt noget med nogen, men der må da komme nogen forbi. Baldakinen ved teltet har de pyntet med en fin bort af kondomer med skiftevis røde og hvide tændte cykellygter i. Roskilde er ikke bare øl og hornmusik. Det er også perspektiv.
Det mister man en pæn del af, hvis man stoler for blindt på sin Cesna, eller hvad de nu mokser rundt i deroppe. Måske endda den vigtigste. Der skal nemlig både zoomes ud og ind. Uafladeligt. Hvis man som voksen kun generes af svineriet og forfaldet, misser man den gravalvorlige afprøvning af egne vinger, der finder sted mellem de støvede telte, tomme dåser, madrester og ødelagt skrammel. Og de fleste består. Bevares, med ridser og buler, men de flyver da. Selv. Eller når en flok piger i vennekredsen føler sig chikaneret ud af deres lejr af et par jævnaldrende repræsentanter for Drenge uden Grænser og trækker i voksensnoren, så har de ret til at føle sig skidt behandlet. Men når de glødende telefoners tid er forbi, og jeg sammen med Ham fra Amager - han kan ikke slå en flue ud af kurs, men det kan godt nok ikke ses - tilbyder os som diskret, men synlig dulmepatrulje, er der atter zoomet ind på det nære: Pigerne siger, de helst vil helst klare det. Selv. De vil gerne have vores telefonnumre. Men det er også længe siden
Og så har vi dæleme fået post. En enlig mor fra København spørger, om vi ikke kan sige til pigerne, at solen bider. De skal have noget på hovedet, drikke masser af vand og passe på ikke at blive mast. Det skal vi nok. Vi siger det også til drengene.
Jon Jørgensen skriver ugen ud dagbog fra Roskilde Festival, hvor han insisterer på en vis kontakt med sin datter
Dagbog fra Roskilde 2008, del 1
Dagbog fra Rosklide 2008, del 2
Dagbog fra Roskilde 2008, del 3
Dagbog fra Roskilde 2008, del 4
Dagbog fra Roskilde 2008, del 5
Dagbog fra Roskilde 2008, del 6
Dagbog fra Roskilde 2008, del 7
Dagbog fra Roskilde 2008, del 8