Den økonomiske krise kradser. Den mærkes både i privaten og på markedet. Krisen har primært rod i den amerikanske økonomi, der begyndte at kollapse i George W. Bush’ regeringstid. Rundt om i verden forsøger politiske instanser med politisk-økonomiske midler at bekæmpe krisen. Herhjemme forsøger man blandt andet at stimulere forbruget via det tvivlsomme SP-udbetalingsprogram. I Island nationaliserede man banker for at redde landets økonomi, og i USA, krisens hjemland ifølge mange, forsøges krisen løst med stimulanspakker. Ligeledes er stimulansplaner på banen i Kina og EU. Alle disse løsninger er praktiske politiske og økonomiske løsninger, og praktiske løsninger er det, der generelt påkaldes.
Midt i jagten på praktiske løsninger, postede den amerikanske sprog- og kognitionsforsker George Lakoff et blogindlæg 24. februar 2009, med den simple titel ‘The Obama Code’ på The Huffington Posts blog.
I dette indlæg diskuterer han i det, han kalder Obama-koden og kortlægger dens arkitektur. Obama-koden er ifølge Lakoff et veldesignet verdenssyns- og kommunikationssystem, som ligger bag Obama-regeringens politiske og praktiske tiltag. Et af Lakoffs hovedpunkter er, at det vigtigste redskab i politik er sproget, og at Obama gennem effektiv kommunikation kan ændre borgernes verdenssyn, og at det, blandt andet er en sådan kommunikation, der skal til for at løse Amerikas økonomiske krise.
Indlægget har fremprovokeret forskellige reaktioner. På diverse internetfora og blogs erklærer en del sig enige med ham, hvor andre melder ud, at de ikke kan se, hvordan sprog og verdenssyn overhovedet kan være relevant i en tid med økonomisk krise.
Men hvis sprog og verdenssyn virkelig er så centrale i politik, så fristes man måske til at tænke, kan sprog og verdenssyn måske ligefrem på en eller anden måde løse finanskrisen?
Man kan som sådan nok ikke løse finanskrisen med sprog alene; der skal nok praktiske løsninger til, men gennem sprog kan man faktisk godt ændre krisens natur - eller i hvert fald folks opfattelse af den. Virkeligheden filtreres nemlig i høj grad gennem sproget og både sættes i ord og tanke samt system og struktur. Dette er i og for sig ikke nogen ny ting. Ifølge teorien om sproglig relativitet, også kaldet Sapir-Whorf-hypotesen, bliver tanke og virkelighedsopfattelse nemlig struktureret direkte gennem sproglige strukturer, hvorfor forskellige sprog og forskellige kulturer fører vidt forskellige verdenssyn med sig. En blødere version af hypotesen vil, at sprog og tanke gensidigt påvirker hinanden således, at sproget og dets strukturer formes gennem vores oplevelser ude i verden men samtidig og i og med at vi sætter ord på disse oplevelser, fortolker og former vi også denne virkelighed.
På den måde kan man beskrive det samme fænomen meget forskelligt ved at sætte forskellige ord på, og på den måde præsentere forskellige udgaver af virkeligheden, så at sige.
Et klassisk eksempel er pessimistens halvtomme glas mod optimistens halvfulde glas. Et andet eksempel er tøven med at bruge penge, som enten kan være nærighed eller ‘økonomiskhed’, og disse er jo vidt forskellige. Nærighed er ganske negativt og usympatisk, hvorimod ‘økonomiskhed’ er positivt, fornuftigt og lidt af en dyd. Et mere politisk ladet eksempel er beskrivelsen af den samme person som enten frihedskæmper eller terrorist. Hvis vedkommende kaldes en frihedskæmper, så tegnes der et billede af en slags helt, der kæmper en nobel kamp mod en undertrykker, men hvis vedkommende kaldes terrorist, er der tale om en kujon, der i en tvivlsom sags navn, ikke går af vejen for at slå uskyldige ihjel.
Dette kaldes framing i sprogforskningen. Framing er en præsentation af noget i et specifikt perspektiv; altså, man sætter noget i en specifik karakter, når man sætter det i ord. Framing findes overalt og kan bruges som et næsten subliminalt overtalelsesværktøj.
For eksempel blev kampen mod terrorisme af Bush-regeringen kaldt ‘krigen mod terror’. Ved at få folk til at opfatte det som en krig kunne man skabe et billede af en samlet fjendehær. Til gengæld kunne man ved at kategoriser tilfangetagne for ‘illegale kombatanter’ i stedet for ‘krigsfanger’ kom man udenom internationale domstole og lignende. I debatten om hvorvidt Danmark skulle deltage i krigen, blev simple udsagn som ‘hvis ikke man støtter Danmarks deltagelse i krigen, så støtter man diktatur’ brugt til at fremstille en virkelighed, hvor modstand mod Danmarks deltagelse i krigen var lig med modstand mod frihed og demokrati, og i sådan en kontekst er det ret svært at være modstander af krigen.
På den måde kan man gennem sproget præsentere forskellige virkeligheder, men hvordan kommer man derfra og så til at ændre den måde, andre folk ser virkeligheden på? Svaret er gentagelse. Selvom man siger, at noget ikke bliver mere sandt af at man bliver ved med at sige det igen og igen, så bliver det på sin vis sandt, hvis det bliver gentaget igen og igen. En iordsat udgave af virkeligheden kan gå hen og blive ens eget verdenssyn, hvis bare disse ord gentages tilstrækkeligt i medierne for eksempel, og man selv ikke er kritisk nok til at være klar over det.
På samme måde kan man forme den økonomiske virkelighed gennem framing . I forbindelse med deres skattestopskampagne rykkede Fogh-regeringen med slogans som ‘flere penge mellem hænderne’ og ‘penge lige ned i foret’ ved den generelle opfattelse af velfærd og velfærdsøkonomi. Ved at fokusere på de individuelle økonomiske her-og-nu gevinster ved skattestop og undlade at komme rundt om, at skattepenge er brændstof for hele velfærden, fortrængte man det solidariske aspekt af velfærd i manges bevidsthed.
Og finanskrisen? Der er ganske vist, og har været det siden den amerikanske boligkrise, voldsomme problemer i verdensøkonomien. Men det, der gør det til en krise, må vel være, at man har valgt at kalde situationen for en krise. Det er netop, fordi medierne italesætter status quo som en krise, at vi på verdensplan opfatter det som en krise, og denne kollektive virkelighedsopfattelse må da have smittet af på den økonomiske situation i et eller andet omfang. Det kunne have være interessant at se, hvordan krisen ville udvikle sig, hvis ikke den i første omgang var blevet betegnet som en krise, men som noget andet.
Det sprog, der bruges til at beskrive situationen, er primært negativt og ildevarslende, og vendinger som ‘dystre udsigter’, ‘det bliver værre’ og ‘det ser sort ud’ bruges ofte. Når et så negativt sprog tages i brug dagligt, og fremtiden italesættes på denne måde, så kan den jo kun blive dyster - det er jo allerede sat ind i hovedet på os. Og udtryk som ‘krisen ruller videre’ præsenterer krisen som en ustoppelig kæmpe rullesten, der tromler alt ned på sin vej.
Nu er der selvfølgelig tale om en virkelighed, der opstår inde i folks hoveder, men denne tankevirkelighed kan smitte af på virkeligheden udenfor. Tankevirkeligheden fungerer jo som det filter, hvorigennem omverden ses. Dette påvirker folks adfærd: man bliver mere påpasselig med sit forbrug, så, selv hvis SP-ordningen var mere gennemtænkt, så havde den nok ikke resulteret i det store forbrugsgilde; man vil vel hellere spare til den dystre fremtid, som medierne med deres negative og ildevarslende sprog har konstrueret.
Det er meget muligt, at den måde, krisen er blevet italesat på, har været med til at gøre tingene værre. Krisen bunder selvfølgelig i økonomiske forhold, og der skal økonomiske løsninger til, men krisen skal også bekæmpes på et mentalt, kognitivt plan. Og her kan et mindre dystert og et måske mere optimistisk sproghjælpe til. Der skal en anden iordsætning til.
Og det er en af de ting, Obama er god til med sin retorik om udfordringer og løsninger og håb forude. Positiv Obama-inspireret retorik kan, hvis medierne følger op på den, skabe et verdenssyn, hvor krisen ikke er uløselig - hvor den måske ikke er en krise.
Kim Ebensgaard Jensen er adjunkt ved Institut for Sprog og Kultur, Aalborg Universitet