Gamle Alfredo sad altid på trappestenen i Via Roma, mens alle andre i landsbyen slog mave efter frokosten og fik sig en lur. I sommerheden sad han i skyggen ud for sin egen opgang; om vinteren og i det kølige forår og efterår sad han i solsiden ud for min. Han havde altid en avis eller et tidsskrift i skødet. Når han ikke læste med siderne tæt op til øjnene, sad han og kiggede frem for sig. Hans liv var for dyrebart til at sove væk, og han sugede stilheden i de menneskeforladte gader ind i sig. En gammel mand med indfaldne kinder om tandprotesen og sommer og vinter i det samme grå sæt tøj som hans magre krop engang havde kunnet fylde bedre ud. Han læste oftest om cykelsport. Engang var han cykelrytter.
I England under og efter verdenskrigen, den anden, var han kendt som The Italian Ace. Han var i England for at cykle, da krigen brød ud, og så kunne, eller ville, han ikke vende tilbage til Italien. Han blev der lidt længere, end krigen bød ham. Han havde succes, han tjente til livets ophold, og en dag havde han taget en stak gamle engelske avisudklip med ned på trappestenen. Alle med variationer af overskriften The Italian Ace Strikes Again . Gamle Alfredo Balloni var stolt af dem og stolt af sig selv. Men endnu mere var han stolt af sit barnebarn.
I landsbyen hedder han stadig Gamle Alfredo i omtale. Ikke fordi han var midt i firserne, da han døde for et par år siden, men fordi hans barnebarn er opkaldt efter ham. Alfredo Balloni. Unge Alfredo, som blot er 19 år, og som anses for Italiens største talent blandt ryttere under 23 år. Som drengerytter blev han italiensk mester, og han gentog det som juniorrytter. Så kan man noget i det land. Forrige torsdag blev han italiensk U23-mester ved at køre alene mod uret med en gennemsnitsfart på over 50 km/t og banke den regerende europa -og verdensmester Adriano Malori med 41 sekunder. Det er meget. På lørdagens almindelige cykelløb, linieløb hedder det i fagsproget, forhindrede kun en taktisk brøler ham i at vinde også det. Han blev nummer to, men var den, der på en skrap rute sad med størst ubrugt overskud. Jeg ved ikke, hvad Gamle Alfredo ville have sagt eller gjort, grædt af lykke nok, men hans enke hængte den italienske tricolore på tørresnoren, med taljetræk, ud for sit vindue i Via Roma, da barnebarnet havde vundet enkeltstarten og råbte fra balkon til balkon over til mig: »Ha vinto! Ha vinto!« Og så lagde hun lige 20 sekunder til den tid, barnebarnet havde slået verdensmesteren med, men pyt.
Inde på øverste hylde i klædeskabet havde jeg to italienske flag liggende. Det ene havde jeg hugget under Berlusconis første valgkamp i 1994, fordi der stod navnet på hans parti midt i tricoloren: Forza Italia. En erindring om politisk uanstændighed. Det andet flag har jeg købt på broen over til det olymiske stadion i Rom ved verdensmesterskaberne i 1990, hvor Italien var vært og Danmark ikke med, og jeg ligeså godt kunne hyle med de andre ulve og min romerske ven Paolo. Siden har jeg aldrig anet, hvad jeg skulle bruge de to flag til, har ofte være ved at smide dem ud, men nu hængte jeg det sidste ud over rækværket på min balkon fastgjort med tøjklemmer. Det kunne farmor Balloni godt lide. Hun hujede af taknemlighed tværs over Via Roma, så man kunne se det sorte tomrum bag hendes hjørnetænder, og det er hun ellers ret forsigtig med at vise.
Hun fik vist det meget i dagene, der fulgte. Små grupper samledes om hende på trappestenene for at høre, hvad Unge Alfredo havde sagt, og hvad Gamle Alfredo mon ville have sagt, og hvordan Romeo havde reageret. Romeo er Gamle Alfredos søn og dermed Unge Alfredos far. Romeo har selv kørt cykelløb på beskedent plan.
Da jeg mødte ham for syv år siden, var han så arbejdsløs, som man nu kan være i Italien, som ikke opererer med dagpenge, og hvor sort arbejde er en væsentlig del af bruttonationalproduktet. Det er for nemt at sige, at han ville leve op til sin far, The Italian Ace , eller at han har villet leve sine cykelrytterdrømme ud gennem sin søn. Men hver eneste dag i de syv år, jeg har boet i landsbyen, er Romeo kørt efter sin søn i en lånt bil fra en bager i Civitavecchia, når Unge Alfredo skulle træne på den nøjagtig 15 kilometer lange rundstrækning uden om byen. Altid den samme. Perfekt med sine stigninger og nedkørsler for en dengang 12-årig. Gamle Alfredo var altid med i bagerens bil, men blev sat af på udvalgte steder på ruten, så han kunne notere mellemtider. Ikke nødvendigt, men så var han med. Hver dag. Midt i skoletiden, tænkte jeg tit, når jeg mødte dem ude på ruten, og jeg kunne køre lige op med unge Alfredo på de lige stræk, da han var tolv, men måtte slippe hans baghjul, da han blev tretten.
Nu har Romeo givet sig selv fast arbejde. Sammen med sin kone Loredana forpagter de baren i den kommunale institution i landsbyen, som på dansk svarer til et dagcenter for ældre. Her er der ingen tvungen kurvefletning eller benoptræningskurser på rollatorsimulatorer eller samtaleterapi. For mændene er det en bar, hvor de kan spille kort, drikke vin og tale mandesnak, og for kvinderne er det en salon ovenpå, hvor de kan kan drikke, hvad de vil, mest kaffe med medbragt bagværk til, og udveksle erfaringer og meninger, som ikke rager andre end kvinder. Adskillelsen er gammeldags, men den er selvvalgt. Da min mor var der lige efter nytår, fik hun ægteskabstilbud fra gamle tandløse enkemænd med Armani-solbriller. Hun var 88 år, taler ikke andet end dansk, men hun var skrap til at drikke vin. Unge Alfredos mor og far har plastret væggene rundt om bardisken til med billeder af deres søn i situationer, hvor han får overrakt en præmie eller trukket en vindertrøje over hovedet.
Det er ikke, fordi landsbyen er uvant med berømtheder. To paver er født her, men det er meget længe siden, og Danmarks dronning har som teenager sammen med sine morfar, kongen af Sverige, gravet ud i endnu ældre lag af historien. Folk i byen har 3.000-4.000 år gamle etruskergrave under køkkengulvet. Da Christian den Anden fik hugget hovederne af hele den svenske adel i 1520, var de i landsbyen ved at bygge Gamle Alfredos hus. Men hans trappesten er nok lidt yngre. En 12-årig popsangerinde, som nåede finalen i det italienske Melodi Grand Prix, blev fulgt på storskærm i et nedlagt kirkerum, men den berømteste er den tidligere landsholdsmålmand Angelo Peruzzi, som er født, opvokset og stadig bor i byen. Regerende verdensmester i fodbold med Italien i 2006. På reservebænken, men alligevel.
Men paver, popsangerinde og en fodboldverdensmester får i øjeblikket baghjul af Unge Alfredo, der spås en stor karriere som etapeløbsrytter. Måske vinder han Tour de France en dag, sagde Gamle Alfredo allerede for flere år siden forhåbningsfuldt, men i fuldt alvor.
Den gamle havde før starten af ethvert Tour de France sit klare og velunderbyggede bud på favoritter og outsidere. Med en svaghed. Han puttede altid en italiener ind blandt de mulige vindere, også i de år hvor det var komplet usandsynligt. Som i år.
Storfavoritten er spanieren Alberto Contador med det meget stærke Astana-hold i ryggen. Med mindre det bliver til en kniv i ryggen, for hans fremmeste hjælperytter er Lance Armstrong, der vender tilbage efter tre års fravær fra cykelsport.
Den syvfoldige Tour-vinder gør i en alder af snart 38 ikke comeback for at trille Frankrig rundt som hjælperytter. Han vil vinde og skrive sin egen fantastiske historie endnu større. Om han kan, er denne Tours mest interessante spørgsmål. Favoritgruppen tæller de sidste to års nummer to, australieren Cadel Evans, sidste års vinder Carlos Sastre, og årets vinder af Giro d’Italia, russeren Denis Menchov.
En særlig dansk interesse knytter sig til de luxembourgske brødre Fränk og Andy Schleck, der er sideordnede kaptajner på Bjarne Riis’ hold Saxo Bank. Indtil det nok viser sig, at det bliver lillebror Andy på blot 24, holdet skal køre for. Han er forrygende. Stærk nok til at vinde og favoriseret af at løbet rummer færre enkeltstartskilometer end sædvanligt. Det er ikke hans stærke side.
Det bliver et åbent og meget spændende løb. Gamle Alfredo ville have gnægget af fryd over den frækhed, som arrangøren har vist ved at lægge afgørelsen hen til sidste etape før promenadekørslen til Paris. Ikke en enkeltstart som oftest tidligere, men en bjergetape med afslutning på selveste Mont Ventoux, der er frygtet af de fleste ryttere. Intet er afgjort før den. Det bliver drama.
I Gamle Alfredos landsby tænker man ikke så meget på det i disse dage. Der køres europamesterskaber for U23- ryttere i Belgien, og mens dette skrives, er Unge Alfredo ude på landevejen i sin favoritdisciplin. Enkeltstart. Kommer han hjem som europamester, bliver der arrangeret byfest, og det er bare så synd, så synd at Gamle Alfredo ikke kan være med.