Der var ingen retfærdighed til, da Ritt Bjerregaard voksede op på Vesterbro i København. Det var ikke retfærdigt, hvem der blev slået, og hvem der slog igen. Det var ikke retfærdigt, hvem der fik en uddannelse og hvem, der gik på gaden. Hvem der drak, hvem der havde muligheder, og hvem der fik kærlighed.
»Jeg er født ind i en velfungerende og kærlig familie. Det betyder, at jeg har haft overskud til at se på de mennesker, der boede omkring mig og deres muligheder. Og jeg oplevede ikke på noget tidspunkt, at der var retfærdighed omkring mig,« siger Ritt Bjerregaard.
»Jeg så dygtige, sympatiske veninder, der aldrig fik en chance. Nogen der fik tæsk, når far kom hjem og var fuld, nogen der måtte op til os, når det gik for voldsomt for sig hos dem selv og så videre og så videre.«
Så når Ritt Bjerregaard igennem sine 38 år i politik har mødt modstand, tænker hun:
»’Nå ja, det var hvad man kunne vente sig’. Der er altid uretfærdighed og modstand. Jo længere du når, jo mere brutal er den. På Vesterbro var det fysisk, i politik er det personligt - det må man lære at stå igennem. Det ligger helt dybt, dybt i mig at bide tænderne sammen. Ellers havde jeg heller ikke været, hvor jeg er i dag.«
- Har den politiske modstand mod din person gjort noget ved dig?
»Det tror jeg ikke. Måske har det ændret det udgangspunkt, jeg ser livet fra, og jeg er nok heller ikke så tillidsfuldt et menneske.«
- Det er der måske heller ikke grund til at være i politik?
»Det mener jeg ikke.«
Ritt Bjerregaard blev valgt ind i Folketinget i 1971 som 30-årig, og siden den dag har medierne ikke sluppet hende af syne. Allerede i 1973 blev hun udnævnt som undervisningsminister i den første Anker Jørgensen-regering, der dog måtte slippe magten efter få måneder. Hun fik posten igen i ‘75, og siden blev hun socialminister, gruppeformand, fødevareminister, EU-kommissær og senest overborgmester i København. Igennem et halvt liv har hun sat sit præg på toppen af dansk politik, men det er ikke så meget i kraft af sine titler, Ritt Bjerregaard har trukket overskrifter, som det er hendes personlighed. Hun er berygtet for sin professionelle og kontante måde at føre politik på.
I skiftende magtalliancer har hun aldrig været bange for at sige sin mening højt om partiets linje, også selv om det har sendt et stormvejr ind over folketingsgruppen og kostet indflydelse. Hun har kaldt landmænd for ‘miljøsvin’, sammenlignet Jesus med hønisser og kaldt partifæller i socialdemokratiet for ‘kustoder’. Hun er blevet afsat som minister på grund af et lidt for dyrt hotelophold og er blevet afsat som gruppeformand for at insistere på at beholde sin lejlighed i København. Selv da man sendte hende til Bruxelles, trak hun overskrifter - nu i hele Europa - ved (næsten) at udgive sin personlige dagbog, og hvis folketingsgruppen troede, de fik ro, da hun for fire år siden blev overborgmester i København, kunne de godt tro om. Igen og igen har hun sat liv i partiets debat - senest med Den Røde Skole, som mange så som en direkte provokation af partitoppen. Men Ritt Bjerregaard har aldrig været i tvivl om, hvor hun hørte hjemme.
»Min far var kommunist indtil invasionen af Ungarn i 1956, så jeg var aldrig fristet af det yderste venstre, og jeg synes, min far havde spildt sine år med at teoretisere,« siger hun om sit tilhørsforhold til Socialdemokratiet.
»Deres vælgergruppe har aldrig tiltalt mig. Jeg føler mig i bund og grund stærkt knyttet til den socialdemokratiske kernevælger. Det er dem, jeg bekymrer mig om. Jeg bekymrer mig bare ikke så meget om folk, der klarer sig godt, og venstrefløjen kan godt have en tendens til at have de rigtige meninger uden at gøre noget for almindelige mennesker. Og jeg har aldrig været fristet af højre side. Aldrig.«
- Har det været en særlig svær periode at være socialdemokrat?
»Det har været en periode, hvor partiet næsten konstant er blevet mindre og har spillet en mindre og mindre rolle - hvilket selvfølgelig har været særlig udtalt de sidste par år.«
- Du kom ind, lige inden det hele begyndte at skride i ‘73, og siden har det ikke været så indlysende, hvad socialdemokraterne skulle være for danskerne. Hvordan oplever socialdemokraterne selv den periode i dansk politik?
»For mit eget vedkommende var valget i ‘73 et virkeligt, virkeligt stort chok. Jeg havde nok regnet med, at Fremskridtspartiet kom ind, men at de bragede ind med så mange mandater, og at vi selv mistede 23 mandater, gav os grund til at tænke grundigt over tingene. Det førte til et meget intensivt internt arbejde. Vi havde et hav af forskellige studiekredse, der diskuterede, hvad der skulle ske, og hvad der var sket. Men for mig kom det afgørende skel i 89 - Murens fald og kommunismens endeligt. Selv om det ikke direkte ramte Socialdemokraterne, så kom hele venstrefløjen til at mangle sit ideologiske ståsted. Kommunismen var på en eller anden måde knyttet til nogle af de drømme og forestillinger, der var på venstrefløjen. Sådan som jeg ser det, har venstrefløjen ikke rejst sig siden. Det er jo et bredt europæisk problem for hele venstrefløjen og dermed også for Socialdemokraterne. Det lykkedes i en periode for Tony Blair med hele Den Tredje Vej, hvor man forsøgte at bruge markedsmekanismen aktivt, sammen med en mere socialistisk forståelse af sociale problematikker, men det har nu også udspillet sin rolle, og man er stadig ikke kommet op med et nyt projekt - det blev i øvrigt demonstreret igen ved Europa-Parlamentsvalget.«
- Har Dansk Folkeparti ikke bare lukket det hul for jer?
»Nej, det synes jeg ikke, de har. Der er sket det, at velfærdssamfundet er blevet en selvfølge. Alle har del i det, og alle vil have noget af det. Det betyder, at der ikke er noget ideologisk projekt længere omkring velfærdsstaten, men det handler udelukkende om, hvem der vil give lidt mere eller lidt mindre. Det er blevet venstrefløjens problem. Men i dag kan vi ikke vide, hvor langvarig den krise, vi er i, bliver. Vi ved ikke, om vi bliver nødt til at tage et alvorligt opgør med den tankegang om, at alle skal have en del af velfærden, eller om det kun skal være noget, der finansierer folk, der ikke kan klare sig selv på anden vis.«
- Sidder I og venter lidt på dårlige tider?
»Nej, jeg gør ikke. Der har været en forhåbning om, at når bare krisen kommer, så vil befolkningen tro, at socialdemokraterne ville være bedre til at håndtere den, men det er der jo ikke noget, der tyder på.«
- Socialdemokratiet har været igennem nogle meget turbulente år i 70’erne og 80’erne og 90’erne, men det er som om, der er blevet stille om partiet efter 2001 - har I mistet jeres patos?
»Det synes jeg. Og derfor gik vi også i gang med at lave Den Røde Skole, for at genfinde den ideologiske gejst. Jeg synes, partiet skulle opruste ideologisk og i højere grad diskutere de vanskelige emner, som er i nutiden, men det synes den nuværende partiledelse så ikke. De blev smasksure over initiativet, og vi, der lavede det, måtte se i øjnene, at vi ikke havde kræfter til at køre det videre alene.«
- Hvorfor tror du ikke, at ledelsen var interesseret i det?
»Jeg har altid syntes, man skal diskutere emner, der deler folk eller sætter skel, men her har linjen i partitoppen været ret klar: Det lægger vi låg på. Tankegangen er, at man hellere skal gøre som de andre, så man ikke diskuterer de emner, der deler os, men så kommer man til at mangle grunden til, hvorfor man skal stemme på Socialdemokraterne og mangler det sted, hvor meninger brydes.«
- Men du vidste vel godt, det ville give ballade?
»Den Røde Skole endte med at handle om mig og om den politiske proces, men det var aldrig intentionen. Derfor stoppede vi også. Det var et dilemma, for vi vidste godt, at faren ved, jeg gik med i Den Røde Skole, var at fokus ville hvile på mig. Men hvis jeg ikke gik med, var det ikke sikkert, nogen ville opdage det.«
- Clearede du det af med Helle Thorning?
»Nej.«
- Hvorfor ikke?
»Det var givet, hvad svaret ville blive.«
- Hvorfor gør du det så alligevel?
»Jeg er ikke i politik for sjov. Jeg er i politik, fordi jeg synes, der er nogle ting, der skal ændres, og hvis jeg ser, at mit parti taber et valg historisk stort og ikke selv gør noget ved situationen, så bruger jeg de muligheder, jeg har, for at tvinge en dagsorden igennem. Sådan betragter jeg dét at være politiker. Jeg vil have ting lavet om. Jeg vil ikke bare sidde og hygge mig og have det rart. Jeg vil have ting lavet om. For mig betyder det noget at forbedre vilkårene for dem, der har mindre at gøre med - hvad enten det er økonomi eller intelligens. Derfor har jeg også altid ledt efter de huller, hvor socialdemokraterne ikke står godt nok fast og ikke har meldt ordentlig ud for den gruppe. Jeg har altid prøvet at træde et par skridt bagud, så man ikke gik og sagde noget internt i partiet, mens virkeligheden så anderledes ud.«
Ritt Bjerregaard har haft magten i 38 år. Det er mere end halvdelen af sit liv, hvor hun har kunnet påvirke landets udvikling og haft muligheden for at gøre en forskel. Og hun har brugt den. Selv når hun ikke formelt har haft den, har hun udnyttet sin gennemslagskraft og sit altid stærke folkelige mandat til at sætte dagsorden.
»Jeg har brugt magten til at fremme de forskellige sager, jeg har arbejdet med. Det gøres meget forskelligt, alt efter, hvilken position jeg har besiddet. Når man er minister, sidder man med muligheden for at lave lovgivning, men man bruger mere end halvdelen af sin tid på at lave flertal - tale med de andre, hvor ligger kompromisset og i den dur. Men når man er i opposition i Folketinget, har du slet ikke det store arbejde, så de perioder giver muligheden for at tænke i større sammenhænge. De gange, jeg for alvor har forsøgt at sætte en ny dagsorden, er blevet til i opposition. Man bliver fyldt helt op af dagen og vejen, når man sidder på de tunge poster - det er det samme her på Rådhuset. De store ideologiske ryk kommer i opposition - også intern i partiet.«
- Du sagde tidligere, at du aldrig har været i tvivl om, hvor du hørte hjemme, men kan du se en udvikling i dit eget politiske forløb?
»Det har jeg faktisk aldrig tænkt ordentligt over, men det håber jeg at få bedre tid til nu. Jeg vil meget gerne have gennemtænkt konsekvenserne af ‘89. Jeg vil gerne forstå, hvad det egentlig betød for venstrefløjen. Der var jo mange, der havde forhåbninger om et samfund, der ikke var dirigeret af markedskræfterne, og Sovjetunionen repræsenterede en anden tankegang. Det påvirkede hele tankesættet i politik, og jeg synes, det skifte mangler en gennemtækning.«
- Hvad med valget 2001?
»Det handler mere om at et nyt stort parti kommer til, og at vi oplever, hvordan det føles at have en flertalsregering, som vi jo de facto har. Vi har jo aldrig haft et støtteparti, der var nemmere. Hvis Dansk Folkeparti får lidt til de gamle og behandler indvandrerne dårligere, skriver de nærmest under på hvad som helst. Det er noget nyt, men ikke noget grundlæggende nyt for den socialdemokratiske politik.«
- Ikke desto mindre ligner Dansk Folkeparti mere end et enkelt slag mod Socialdemokraterne. Deres vælgere er mere trofaste og yngre end jeres, og de ser ud til at have taget en stor del af jeres gamle vælgere?
» Derfor har man som socialdemokrat også brug for at tænke ordentlig igennem, hvem man skal bekæmpe, hvis man skal have regeringsmagten. Det står jo ikke klart for nogen.«
- Nu slipper du magten efter at have haft den det meste af dit liv. Hvordan bliver det?
» Det bliver meget, meget underligt. Sært, tror jeg. Bare at sidde og være iagttager. Jeg skal øve mig i at være pensionist. Jeg har naturligvis tænkt mig at gå i gang med at skrive lidt. Jeg starter med at skrive om tingene her på rådhuset.«
- Men der er jo ikke noget mandat bag dig længere.
»Nej, det er der ikke.«
- Er du nervøs for den position?
»Nej. Mine omgivelser er bekymret, men jeg er egentlig ikke nervøs.«