Det er på høje tid, skrev blandt andet skuespiller Stellan Skarsgård, tidligere chefredaktør Hans Bergstöm, popsanger Eva Dahlgren og kendisastronaut Christer Fuglsang. På allerhøjeste tid at slå et slag for det sekulære samfund og for at kritisere religionen. Al slags religion, en gang for alle.
»Også i Sverige bliver menneskerettigheder krænket med henvisning til religionen,« skrev de og otte andre svenske intellektuelle under navnet humanisterne - som de beskrev som et sekulært Amnesty - i et samlet manifest for den sekulære stat i det svenske dagblad Dagens Nyheter. Grunden til, at de mente, det var så påtrængende netop nu, var den nye FN-resolution, der fordømmer kritik af religioner. Desuden vinder religionen nye tilhængere globalt: den katolske kirke i Afrika, de evangeliske frikirker i Sydamerika og islam verden over.
»Mod disse religiøse kræfter, der vil skrue tiden tilbage, står humanisternes mål at genoprette mennesket som umyndigt individ med evnen til at tage ansvar for sit eget liv og bygge en etik med udgangspunkt i fornuften og de demokratiske principper.«
Sådan skrev de 12 i deres manifest på selveste midsommarafton, den dag, de kristne fejrer Johannes Døberens fødselsdag. Svaret kom da også prompte.
»Det humanistiske forbund forsøger at skabe et billede af, at der er modstrid mellem tro og fornuft, mellem overtro og oplysning Vi vil betone kristendommens historiske rolle for udvikling, videnskab, kultur og menneskeligt fællesskab,« skrev 10 kristne lidt mindre kendte chefredaktører, samfundsdebattører, præster og professorer i et modmanifest i Dagens Nyheter cirka en uge efter. De ville ikke have anklagerne siddende på sig. Desuden, mente de, havde de såkaldte humanister fået helt galt i den med hønen og ægget.
»Vi mener, at det er uigendriveligt, at kristendommen har udgjort et grundlag for den udvikling, der er sket i den vestlige verden og i den øvrige verden, og vi mener, at en tilbagegang fra de kristne værdier fører til en åndelig, retslig og kulturel nedgang der i sin forlængelse får endog økonomiske og sociale konsekvenser.«
Tænk bare på, hvor meget godt Moder Teresa har gjort, skrev de, hvorefter de da sandelig også bedyrede, at de alle bekendte sig til en personlig tro, var vant til kritisk tænkning og desuden mener, at vi skal have en delvist sekulær stat.
»Erfaringerne viser, at kristendommen ufatteligt nemt bliver korrumperet, når den går i arm i arm med statsmagten.«
Og så var debatten skudt i gang i et af verdens mest sekulære samfund.Hundredevis af læsere debatterede og kommenterede indlæggene på Dagens Nyheters hjemmeside eller skrev om det på deres egne blogs.
»Herregud. Så smukt skrevet. Jeg er enig. Hvorfor skal dogmer være immune over for kritik. Mit medlemskab i humanisterne er snart virkelighed,« skrev Ulrik. »Stellan Skarsgård och Eva Dahlgren. Skal de virkelig markedsføres som intellektuelle!??« spurgte Leia.
Mens Marianne skrev: »Det lille fundamentalistiske human-etiske forbund med cirka 5.000 tilhængere får gennem sine mest pengestærke og kendte medlemmer her lov til at give udtryk for deres religionshad. Foreningen har de seneste uger givet os et glimt af sin vision af det sekulære samfund, hvor pengene har magten. Jeg siger nej tak til et sådant samfund.«
Men hvad er det for et samfund, og hvorfor er det vigtigt, spurgte humanisterne - og svarede selvfølgelig selv: »Fordi det er den eneste samfundsform, der viser samme selvfølgelige respekt for mennesker uanset deres kulturelle og religiøse baggrund. I det sekulære samfund råder religionsfriheden, retten til at tro på hvilken gud man vil - men også retten til ikke at tro på nogen gud overhovedet.« Hvorefter de remsede op, at hvis man ikke må kritisere religioner, vil diskussionen om kvindeundertrykkelse, diskrimination af homoseksuelle, æresdrab og religiøs omskæring drukne i anklager om blasfemi. Ikke kun globalt, men også i Sverige.
Hvorfor skal der for eksempel være over 70 skattefinansierede friskoler i Sverige, skoler, der ikke bliver effektivt kontrolleret af staten: »Alle børn burde have ret til undervisning uden religiøs indoktrinering.«
Forældre har ret til at opdrage deres børn som de vil, svarede de kristne.
»At kristne, muslimer, jøder og buddhister gør dette er ikke mere mærkeligt, end at ateister, agnostikere og humanister gør det. Eller at socialdemokrater, kommunister, liberale og borgerlige fører deres værdier videre til deres børn.«
Desuden begår humanisterne den fejl, skriver de kristne, at de klumper alle religioner sammen til én stor, udemokratisk masse.
»Også i majoritetskirkerne lever den kristne kærlighed og omsorgen, og deres indsats for at bygge sygehuse, sprede læsefærdigheder og bygge dannelsesinstitutioner er historisk set epokegørende.«
I det humanistiske manifest får religionen desuden skylden for, at 70.000 kvinder over hele verden hvert år dør som følge af illegale aborter, at homoseksuelle bliver forfulgt, at stamcelleforskningen bliver bremset og at ‘retten til en værdig død’ bliver hæmmet.
»Det kunne også være rimeligt at diskutere, om det virkelig er foreneligt med et humant samfund, at millioner af ufødte hvert år bliver slået ihjel af helt legale aborter, og at befrugtede fostre bliver til menneskelige forsøgsdyr. Man kunne også føre en debat om det enkønnede ægteskabs berettigelse, uden at alle modstandere bliver beskyldt for at være homofober og for at sympatisere med dem, der udøver vold mod homoseksuelle,« skriver de 10 religionsfortalere.
De vil altså sætte debatten fri, det skal diskuteres, hvad man vil, hvordan man vil. Også stamcelleforskning, homo-ægteskaber og aborter. Og lige netop her, i den frie debat, møder de kristne og humanisterne hinanden på paradoksal vis. For humanisterne efterlyser også kritik af alle idésystemer på lige vilkår:
»Uanset om ideologierne betegnes som politiske, filosofiske eller religiøse. Ingen ideologisk gruppe skal have ret til at undgå kritik eller slippe for at forsvare sig med henvisning til religionsfriheden. Ingen skal kunne gemme sig bag kulturelle traditioner, hvis disse krænker de menneskelige rettigheder.«
Eller som Lennart W skriver på nettet: »Hvor er et dog trist med disse polariseringer. Udvid jeres omgangskreds i stedet for - til mennesker med andre nationaliteter, verdensbilleder, og opdag, at de fleste alligevel er ret ens under overfladen. Det her er en helt unødvendig konflikt, for der er faktisk masser af mennesker, der både er positive over for religion og videnskab. For eksempel præsident Obama.«