I lange tider var danskfaget i gymnasiet defineret som litteraturhistorie med tekstprøver, hvor den enkelte tekst tjente som indgang til digterbiografien og nationens historie, senere skulle den hellere bevise sin samfundsrelevans. Det var egentlig et hestearbejde også at forstå et digts egenværdi som et kunstnerisk udtryk. Der skulle udtænkes en pædagogisk metode, som også skabte liv i skoleklassens gemytter.
Steffen Hejlskov Larsen, der forleden døde som 78-årig, var af den generation, der lod sig inspirere af den angelsaksiske nykritik og tidligt i 1960’erne analyserede billedmønstre hos Ole Sarvig, Schade og Gustaf Munch-Petersen og skrev lyrikanmeldelser i Berlingske Aftenavis, senere Weekendavisen. I tråd med svensk lyrikpædagogik skabte han som gymnasielærer i Kolding, som han forblev tro hele livet, en læsemodel, der gik sin sejrsgang også i grundskolen, hvor man med liv og lyst rumsterede med realplan og billedplan og en lang række andre greb, der kunne tage livtag med modernismens ellers svært håndterlige digtning. En poetisk leg, der både udfordrede, underholdt og gjorde en klogere på sprogets liv og tanke. Lyriske tilværelsesmodeller kaldte han konsekvent nok en af sine bøger gennem tiåret. Sproget som et billede af Danmark hed en anden ved siden af deciderede lærebøger og øvelser i poesi.
Metaforikken var for ham selve digtningens hjertebanken inden for formalæstetikken, når han, før det blev almindeligt, dekonstruerede digt efter digt. Senest i den vægtige Betydningsstrømme i nyere dansk poesi (2004), hvor han med egne ord lagde »begrebsnet ned over danske digte fra de sidste 200 år« - med den risiko, at digte kommer til at sprælle i nettet. En systematiker får gerne de svar, han søger, de ‘strømme’, han afsøger, mere end de drømme, der svæver over vandene, som han dog stadig pejlede mod.
En drøm om betydning drev denne skribent, der så i billeder og elskede billedkunst og fandt den også i den art kunst, han navngav som Systemdigtningen (1971), nærmest et programskrift om det, han gerne ville lade fremstå som ‘modernismens tredje fase’ - som om der kun var tre. En subjektiv bog om et miljø og dets ideer og kunstneriske udfoldelse, noterede han i forordet. Min fornemmelse er, at den blev en skuffelse for ham, omtrent sammenfaldende med, at han trak sig tilbage fra dagbladskritik og blev en flittig bidrager til teoretiske tidsskifter.
Der er en fin struktur i forfatterskabet ud fra hans dobbeltrolle som forsker og lærer, der har sat sine spor i litteraturpædagogikken, hvor en intensiv læsning af enkelttekster stadig er et nødvendigt grundlag i både skolernes og universiteternes danskfag.