Aftaler er godt, men lad nu være med at gøre et princip ud af det. Hende fra Amager - ja, datter af Ham fra etc. - har lovet at holde telefonen åben. Men den blev væk som noget af det første, så de kører det hele håndholdt. De er som antydet fra Amager og lader sig ikke slå ud af så lidt. Heller ikke, når åbningen af festivalen sender alle fikspunkter ud i opløsning. Ingen ved, hvor nogen er, alle cruiser rundt i brændingen, og når den bliver til dønninger, er det op på en ny bølge - og så ellers bare videre. Her træder § 1 i Lov om voksne og deres 15-16 årige på Roskilde i kraft: Glem alt om kontrol med, hvad de laver eller bliver udsat for. Eller hold dem hjemme - og i så fald: held og lykke, for det bliver der brug for.
Drengenes lejr været til koncerter. I længden bliver det lidt ensformigt at sidde ved teltet under kondomguirlanden og vente på piger. Ikke kedeligt, men bare ensformigt, indskyder en af dem. Og der har da været nogen piger forbi, men som sagt kun forbi - og noget væk fra teltet, medgiver han. Det går straks bedre med jagten på musik. Volbeat, Trentemøller, Social Distortion, Petter, Kanye West, plus det løse. De vurderer indbyrdes og kritisk i morgensolen, mens fædrelejren høfligt tilbydes et par af de campingstole, som ikke er segnet i varmen, eller hvad der nu har taget livet af de øvrige.
Jeg begynder at forstå min 15-åriges protester mod min teori om, at rastløse drenge bare hænger, mens pigerne vimser lidt mere udadvendt. Min tyrkertro på, at så snart festivalen for alvor åbnede, ville al den kultur og dannelse, jeg med møje og besvær - og en acceptabel sangstemme - har stoppet mine døtre med, gøre deres søde, små, trætte fødder til vinger af ånd, som ville bære dem ind i musikken, ja, den holder altså ikke helt. Fraregnet en enkelt date , hvor den lille liiiige skal låne 200 kroner af mig, er der ingen af dem, der er på festivalpladsen før ud på aftenen. De ved ikke rigtigt hvorfor. Men de var vel midt i et eller andet. Dem om det. De må gøre, hvad de vil, bare de gør det godt.
FÆDRELEJREN har til gengæld fået nok af lejrsump. Vi vil have musik. Pianisten går lidt off stream og kan senere fortælle om cello trakteret som elguitar, gale finner og det, der er værre. Vi andre holder til omkring Orange Scene. Ikke synderligt overraskede, men bekræftede i at rock også skal ramme brystbenet, følger vi, hvordan de nussede landliggere fra campingområderne blandes med pæne mennesker, der hverken lugter af amoniak, har tømmermænd eller reservationer over for hvidt sommertøj. En af dem er svigerinden. En skøn kvinde i godt humør, men bekymret for sin 16-årige datter i lyset af de overgreb, festivalen desværre ikke har været foruden. Hun har en dejlig datter: Jamen, mor. Jeg er ikke alene på noget tidspunkt. Der sidder stensikkert altid et par drenge ved teltet og ryger hash. Sådan! Det er så min niece.
Men dét med sikkerhed er som sagt alvor. Vi tager den med pigerne på morgenrunden. Anledningen er, at min datter har ignoreret et par sms’ere natten inden. Jeg har ikke været nervøs , men princippet, nåh nej: Vi har aftaler, ikke principper. De har allerede talt om det. De er aldrig alene og slet ikke i teltet, holder øje med, at ingen bliver væk i mylderet - og sørger for altid at kunne ses af mange. De taler om det, insisterende på deres egen logik, men med en forståelse, vi er fælles om. De kan ikke passe på festivalens lille promille af rigtige grimrianer, men de kan passe på sig selv og hinanden, og det gør de.
J
Jon Jørgensen skriver ugen ud dagbog fra Roskilde Festival, hvor han insisterer på en vis kontakt med sin datter
Dagbog fra Roskilde 2008, del 1
Dagbog fra Rosklide 2008, del 2
Dagbog fra Roskilde 2008, del 3
Dagbog fra Roskilde 2008, del 4
Dagbog fra Roskilde 2008, del 5
Dagbog fra Roskilde 2008, del 6
Dagbog fra Roskilde 2008, del 7
Dagbog fra Roskilde 2008, del 8