»Jeg betalte 800 dollar for at få mit job,« siger Ahmed Abdul, der arbejder på et kommunekontor i Bagdads Karada-distrikt. »Alle mennesker ved selvfølgelig, at den slags er forkert, men der er ingen vej udenom.« I Irak er korruption udbredt på alle niveauer.
»Korruption findes overalt, men den er på sit værste her,« klager Ateej Saleh Midhat, en 26-årig ansat i den statsejede Rafidain Bank. »I 2008 og 2009 har nyuddannede i alle brancher haft svært ved at finde arbejde uden først at betale 500 dollar. Det gælder alle job. Og hvad med de mennesker, der ikke har råd til at betale?«
Irak er et af verdens førende ‘kleptokratier’. Ifølge ngo’en Transparency
International, der overvåger korruption globalt, er det kun i Somalia og Burma, at korruptionen er mere omfattende end i Irak, mens Haiti og Afghanistan rangerer på de næstfølgende pladser. Men i modsætning til Irak, som tjener stort på olieindtægter, har ingen af disse lande større værdier at stjæle.
Det byder irakerne imod at skulle bestikke sig til næsten alt, men de aner ikke, hvad de skal stille op imod den indgroede korruptionskultur. Ej heller har de tiltro til, at regeringen mener det alvorligt, når den lover at slå hårdt ned på korruptionen og straffe højtstående embedsmænd, som er til fals. Et tegn på, at noget i den retning kan være undervejs, kom dog i sidste måned, da Abdul Falah al-Sudani, den tidligere handelsminister, blev anholdt i et fly på vej til Dubai. Iraks handelsministerium kendes blandt irakerne som ‘Ministeriet for korruption’, fordi det administrerer et fødevarerationeringssystem til seks milliarder dollar, hvad der giver uanede muligheder for at profitere på sortbørshandel. De skandaløse forhold i handelsministeriet blev åbenlyse, da Sudanis vagter skød imod irakiske politifolk, som kom for at arrestere 10 embedsmænd i ministeriets hovedkvarter. Et populært videoklip på Bagdads mobiltelefoner viser embedsmænd fra handelsministeriet boltre sig med prostituerede ved et orgie.
Den korruption, som de fleste irakere støder ind i, kører dog på mere ydmygt niveau og indebærer, at selv den mindste bureaukratiske hurdle i reglen kan overvindes med en bestikkelsessum. For nogle år siden begyndte regeringen at udstede særlige pas, som angiveligt skulle være mere sikre end tidligere. Men da den nemmeste måde at få et sådant på gik gennem bestikkelse, hvor der som bekendt sjældent stilles spørgsmål, er resultatet blevet, at de nye pas er mere usikre end deres forgængere. Det samme gælder andre identitetspapirer. Hvis der ikke falder en bestikkelse ved sådanne transaktioner, underkaster embedsmændene deres ofre de mest raffinerede former for bureaukratisk chikane, indtil han eller hun erlægger pengene.
Irak har givet ekstraordinært gunstige muligheder for korruption og anden kriminalitet siden Saddam Husseins fald. Krig afleder opmærksomhed fra tyverier og gør det vanskeligt at føre tilsyn med, hvad der rent faktisk foregår. I en berygtet affære fra 2004-05 afsatte Iraks regering 1,3 milliarder dollar til våbenindkøb. Chef for militære anskaffelser blev Ziyad Cattan, en polsk-iraker, hvis hidtidige karrieres højdepunkt havde været at drive et pizzeria ud for Bonn. Forsvarsminister var Hazem al-Shalaan, som havde været involveret i ejendomshandler på et ret lille plan i London i 1990’erne. Men ret meget nyt udstyr blev det ikke til ud over nogle forældede sovjetiske helikoptere, som var for antikverede til at kunne flyve og panserkøretøjer, som var blevet kasseret af den pakistanske hær.
Irak var ikke altid korrupt. Dets regeringer i 1970’erne var sandsynligvis mere effektive og hæderlige end i de fleste olieproducerende lande: Men hele forløbet efter invasionen i Kuwait af 1990 har gennemgribende kriminaliseret det irakiske samfund.
FN-sanktionerne påtvang en stram økonomisk belejring, der skulle holde olieindtægterne ude af hænderne på den herskende elite. Men i løbet af 13 år, hvor de stod ved magt, kom de til at smadre samfundet og økonomien. Regeringen havde ingen penge til at betale sine ansatte. Den irakiske valuta kollapsede. En universitetsprofessor konstaterede, at han fik udbetalt en månedsløn, der svarede til fem dollar, men ikke havde ret til at fratræde sin stilling i staten. Da de offentligt ansatte ikke blev betalt en løn, de kunne overleve på, begyndte de selv at opkræve gebyrer for deres tjenester. Og selv om embedsmænd i dag er ganske velbetalte, lever dette system videre.
Saddam Hussein og hans løjtnanter fandt hurtigt udveje til at omgå sanktionerne
ved at skaffe sig kontrol over det sorte marked. Uday, Saddams ældste søn, inkasserede millioner af dollar på cigaretimport. Russiske oliehandlere betalte massive returkommissioner for at omdirigere indtægterne til regeringen i Bagdad frem for til det FN, som skulle bruge dem til at finansiere sit olie-for-mad-program. Og de bagmænd, som organiserede det sorte marked i disse år, fik hurtigt etableret korrupte forbindelser af samme slags med de regeringer, der fulgte efter Saddam.
Som Irak blev stadig mere forarmet af sanktionerne, blev gaderøverier og indbrud stadig mere udbredte. I et land, hvor civil kriminalitet førhen havde været begrænset, begyndte taxichauffører rutinemæssigt at blive udsat for væbnede hold ups. I et desperat forsøg på at dæmme op for den kriminelle vold begyndte regeringen at amputere ører og hænder på tyve og fjernsynstransmittere de makabre resultater.
I 2003 ville millioner af forarmede irakerne gøre alt for at sikre sig til dagen og vejen. Med Bagdads fald kom chancen. De, som skabte sig rigdom på at udplyndre Irak, fik tilnavnet al-hawasim, ‘de endelige’, en sarkastisk reference til Saddams bralrende udtalelser om, at den amerikanske invasionsmagt ville komme til at bukke under i ‘det endelige slag’. De stjal med arme og ben, og da de anså den amerikanskindsatte regering som en illegitim marionetdukke, mente de sig i deres gode ret. Samme opfattelse trives i dag.
Siden volden begyndte at ebbe ud i 2007, er irakerne blevet mindre tolerante over for korruption. De ved, at mange embedsmænd og politikere ejer luksusvillaer i Jordan og Egypten. Genopbygningen foregår smertelig langsomt, da så mange af de penge, som er afsat til den, forsvinder. Mange familier reagerer rutinemæssigt på fængslingen af en slægtning ved at undersøge, hvor meget de skal betale for at få vedkommende sat på fri fod. Og de politiske partier bruger de respektive ministerier, som de kontrollerer, som en kilde til udplyndring og protektion.
Selv folk med de bedste forbindelser må betale. En slægtning til en mand, som i hele sit liv var en højt profileret modstander af Saddam Hussein, blev skudt og hårdt såret i år. Manden kendte alle på højeste regeringsniveau personligt og blev lovet en hurtig undersøgelse. Han havde mistanke om, hvem der kunne have begået attentatet, men måtte konstatere, at politi og dommere var meget sendrægtige. Han fattede derfor mistro til en sammensværgelse blandt sine politiske fjender og konsulterede sin advokat, som slog en latter op:
»Nej, der er en enklere forklaring på, hvorfor politi og dommer ikke gør noget for at finde attentatmændene,« erklærede advokaten.
»De venter på, at du skal bestikke dem - før går de ikke i gang med deres efterforskning.«
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen