LONDON - Det kan diskuteres, om Roger Federer er den dygtigste tennisspiller nogensinde, men det kan ikke diskuteres, at han er den mest leveringsdygtige i episke Wimbledonfinaler. Hans dramatiske femsæts-sejr over Rafael Nadal i 2007; hans maratondyst af et nederlag til samme Nadal året efter - vidt og bredt udråbt til at være tennishistoriens bedste kamp; og nu, i går, den næsten ubegribeligt udmarvende finale mod Andy Roddick.
Rastløse Roddick, med sine hurtige skridt, oppe af stolen og klar til at spille inden dommeren har annonceret sidebyttepausens endeligt. Hele tiden i bevægelsen, klør sig i skridtet, tager kasketten af, sætter den på igen, retter på blusen, først ved den ene skulder, så den anden.
Amerikaneren var på forhånd udråbt til underhund, og det så også ud til at holde stik, da Roger Federer havde breakbold ved 5-5 i første sæt og slog en forhånd ned af linjen, en vinder, bag- og sidelinjedommeren samlede hænderne, bolden var dømt god, sættet var så godt som Federers, nu skulle han bare serve det hjem. Hvis altså ikke Roddick havde udfordret kendelsen.
Siden 2007 har det været muligt for spillerne ved Wimbledon at udfordre dommernes kendelser. Det foregår via det såkaldte Hawk-Eye-system, der har fået sit passende falkeøje-navn takket være opfinderen, Paul Hawkins. Hawk-Eye består af 10 kameraer pegende mod banen fra deres jævnt fordelte placering langs kanten af centre courts tag. Når en spiller udfordrer en dommerkendelse bliver de 10 optagelser sendt til en computer, der på få sekunder genererer en animeret 3D-film af boldens flugt gennem luften og nedslagspunkt, afspillet på storskærm foran et spændt publikum.
Hawk-Eye viser ikke, hvor bolden rent faktisk landede. Den viser, hvor bolden med overvejende statistisk sandsynlighed landede. Der er en fejl-margin på 3,6 millimeter, så Federers frustration var forståelig, da hans forhåndsvinder ved nærmere eftersyn viste sig, at være ude med mindre end et flækket græsstrås bredde.
Roddick hold serv og brød en rystet Federer øjeblikkeligt. 7-5. Tennis er så afgjort et spil om millimeter.
Det kan Serena Williams i øvrigt snakke med om. I damernes turnering var hun nede med matchbold i semifinalen mod Elena Dementieva. Williams satsede og gik frem til nettet, Dementieva forsøgte sig med en baghånd på kryds af banen, Williams satte ketcheren på, en baghåndsflugtning, bolden ramte netkanten og gik over, uden chance for Dementieva. Havde Williams nået frem til bolden et splitsekund senere, vinklet sin ketcher en brøkdel af en grad anderledes, så havde hun tabt, men det gjorde hun ikke, hun vandt, og hun vandt også finalen over storesøster Venus, smilede bredt da hun løftede trofæet og modtog publikums hyldest som vinder af Wimbledon.
Andy Roddick vil tænke tilbage på andet sæts tie- break med gru. 6-2 førte han, fire chancer for at komme foran med 2-0 i sæt, en føring som ingen finalist har lykkedes at indhente i over 80 år. Det var små matchbolde, og Federer overlevede dem en for en. Men hvordan kunne Roddick misse den baghåndsflugtning på den sidste sætbold, hvis han da overhovedet skulle have sat ketcheren på, bolden så lang ud. Han selv strøg direkte ud af banen, da Federer vandt tie-breakeren, med 8-6, ud for at sunde sig. Og det gjorde han godt. De stærke server fortsatte, fulgt til dørs af en nådesløs forhånd, og selv om han også tabte tredje sæt efter en tiebreak, holdt Roddick modløsheden borte.
Det gav pote: Med en effektiv baghånd ned ad linjen brød han Federers serv tidligt i fjerde sæt. Roddick knugede sig sammen og knyttede næverne, han var tilbage i kampen med visheden om, at Federer ville være nødt til at bryde hans serv for at vinde. Det var ikke lykkedes indtil videre.
Nu står den 8-8 i femte og afgørende sæt. Det ene suveræne serveparti har afløst det andet, kampen ser ud til at skulle fortsætte for evigt.
Federer kommer bagud 15-40 i egen serv, det er nu det gælder for Roddick, han har to muligheder for at bryde. Først en servevinder fra Federer, 30-40, stadig en chance til Roddick, Federer server ud i hans baghånd, Roddick får ketcheren på, bolden svæver i en høj bue over nettet, Federer satser og træder frem i banen for at slå til den direkte i luften, der er helt stille på centre court.
Stedet her bliver ofte omtalt med guddommelig ærefrygt. »Sportens mekka« og »tenniskatedralen« er blandt de helliggørende gloser, der trækkes på, når centre courts særlige stemning skal beskrives. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der gør det så specielt, men det har noget med oplevelsen af ro at gøre.
Græsset er en del af forklaringen. I modsætning til grus og cement bevæger spillerne ved Wimbledon sig så godt som lydløst hen over underlaget. Det bløde græstæppe fungerer desuden som lyddæmper for støjen fra spillernes slag til bolden og publikums klapsalver. Det er som om det hele er pakket ind i fløjl, når det rammer øregangen.
Roen er også visuel. Centre court er symmetrisk opbygget og stort set renset for unødige synsforstyrrelser. Det er mildt sagt usædvanligt for en sportsbegivenhed, der når ud til over 300 millioner seere i over 150 lande, men det kommercielle aspekt er nærmest usynligt. Man skal kigge godt efter for at få øje på de få sponsorer, der har fået lov til at placere deres logo omkring banen. De findes: På pointtavlen står der Rolex, og skærmen med servehastigheden har IBM printet i øverste venstre hjørne. Begge mærkenavne er diskret holdt i samme mørkegule farve som skærmenes andre tal og bogstaver. På endevæggen bag baglinjen er der to små Slazenger-logoer, og boldsponsoren har desuden fået sit navn skrevet på dommerstolen, hvor der også er blevet plads til Robinsons saftevand. Man lægger ikke mærke til det, med mindre man er på udkig. Her er ingen store bandereklamer, ingen blinkende neonlys, her er bare en grøn tennisbane tegnet op af hvide kridtstreger og omgivet af vægge, sæder, lister, rækværk og tag i varierende mørkegrønne nuancer. Selv tv-kameraerne er camoufleret af et grønt dække. Det eneste, der påkalder sig opmærksomhed er de to hvidklædte tennisspillere nede på banen, og deres kamp for at vinde hver eneste duel.
Lige nu er alles øjne på Federer, idet han udfører den afgørende slagflugtning. Et rent træf, ned i Roddicks forhåndshjørne, ingen tvivl, Federer holder serv, kampen fortsætter.
Indtil klokken 18.28, da Roddick fejler med forhånden og giver Federer sin første matchbold. Stillingen er 15-14. Efter mere end fire timers sveddryppende drama får kampen sin afslutning, da Roddick sender endnu en forhånd ud af banen. Federer hopper op i luften, publikum springer op af sæderne, det er forbi, årets Wimbledon er ovre, sejrsherren er fundet, de gamle mestre klapper ærbødigt fra den royale loge, Sampras, Borg, Laver, alle har de haft deres tid, denne tilhører en anden, hans navn er Roger Federer.