Deres udsendte kom stik imod vane og overbevisning for tidligt og stillede sig derfor ved Forums Metro for at betragte menneskemassernes ankomst og nyde den sene sols stråler. Han kunne derfor ikke undgå at se - og studse over - at koncertarrangøren havde fundet det nødvendigt at hyre hundepatruljer til at sørge for god ro og orden. Hvad forventede man da fra højeste sted? Optøjer? Revolte? Og hvor var i givet fald vandkanonerne så henne? Og hvorfor? Fordi Kings of Leon - disse tre præstesønner og deres fætter fra de amerikanske sydstater - i den grad er et navn, der uafladeligt knyttes sammen med hærgende menneskemasser og generelt anarki? Puha. Det var mange spørgsmål at skulle tage stilling til, inden musikken overhovedet var kommet i gang.
Interessant også at se de muskuløse hundeføreres behandling af kræene. Kvælerhalsbånd er hos denne menneskelige afart en selvfølge, således at der kan juntes rundt med dyrene efter forgodtbefindende. Hvad der satenedeme også blev. Nu er undertegnedes definition på en god hundefører én, der er i stand til at styre sit dyr uden brug af vold, men det var der ikke noget af her. I stedet fik man en standardopvisning i båtnakkers hensynsløse omgang med menneskets bedste ven, hvilket er nogenlunde lige så skægt at bevidne som såkaldt hestedressur, hvor man for fuld udblæsning kan opleve dette noble dyr blive udsat for alskens naturstridige ondskabsfuldheder til glæde for et særligt perfidt segment af menneskeheden. De skulle selv have kvælerhalsbånd på, de skiderikker! Jeg er edderprygleme træt af den slags slyngler og er i stigende grad enig med Gandhi, som adspurgt om, hvad han mente om den vestlige civilisation, svarede, at det mente han skam ville være en glimrende ide.
Jeg vil ikke helt udelukke, at den serielle dyremishandling, jeg således ufrivilligt blev vidne til, tog toppen af forventningens glæde i forhold til aftenens event. Men faktum er, at især Kings of Leons tredje album Because of the Times har fået en del spilletid her i hytten og at deres halvfjerdserinspirerede musik ikke kan frakendes hverken kant eller lige en snert af originalitet. Ikke fordi den på nogen måde revolutionerer hverken rocken eller noget som helst andet, men grundet en vis tænderskærende indædthed, generelt gode kompositioner, en tight lille rytmegruppe og forsanger Caleb Followills uimodsigeligt fede sangstemme, som gør krav på en vis opmærksomhed. Men altså musik af den slags, der bekræfter lytteren i det forgangne mere end den på nogen facon peger fremad. Derfor er det også slående, at bandet så lynhurtigt blev musikpressens ny kæledægger, thi de er mere end noget andet bagstræberiske. Og det gælder såmænd også den mere progressive del af musikpressen; NME har således kaldt dem »et af vor tids helt store amerikanske bands«.
Kings of Leons’ lyd skyldes måske, at den musik, de tre Followill-brødre mestendels eksponeredes for som små, var bands som Bad Company, Rolling Stones og Neil Young. Det er samme riffprægede tyngde, der søges og ind i mellem nås, for selvom de er født og opvokset i sydstaterne, er der altså ikke meget ‘Southern Rock’ at spore i udtrykket her. Ikke hvis man i den forbindelse tænker på f.eks. Lynyrd Skynyrd eller Allmann Brothers Band, genrens ukronede konger. I stedet bringer det mindelser frem om en helt bestemt spillestil, der var ganske udbredt i midthalvfjerdserne, en art lidenskabelig arbejdsmandsrock - Bob Seeger, anyone? - som punken gjorde, hvad den kunne for at udrydde fra jordens overflade. Men alting går i cirkler, og nu er vi så der igen.
Ikke at dette kerede de fremmødte - hvoraf langt størstedelen slet ikke var født i de de der forbandede 1970’ere - for hvem der åbenlyst var tale om et gudeband. Tja. I min bog har lidt udstråling aldrig skadet og den var - Forums mange fejl som musiksted medregnet - godt nok svær at få øje på. Der er ikke meget mere karisma at hente hos disse fire sydstatsgentlemen end hos en flok sammenkrøllede papirservietter - hvilket dog ikke lagde en dæmper på folkefesten i siloen, så det skal ikke herfra påstås, at publikum ikke syntes at nyde forløbet i fulde drag. Det var åbenlyst kun denne signatur, der kedede sig bravt og igen og igen måtte tvinge sig til at koncentrere sig om musikken, hvor det ene nummer gled over i det næste - uden de store udsving i hverken dynamik, tempo eller melodi. En lang, halvkedelig mellemtemposang fra sydstaterne, faktisk. At så trænede ører som Elvis Costello og Elton John har givet bandet deres velsignelse med på vejen må have mere med nostalgi end musikalsk kvalitet at gøre.
Lyden var til gengæld udmærket, hvilket dog blot yderligere satte bandets musikalske og især kompositoriske begrænsninger i relief. Og nu gider jeg ikke bruge flere ord på dette band, for det er simpelthen røv og nøgler og kejserens nye klæder. Mødte på vejen en bekendt, der var på vej over for at høre britiske Gossip i Vega. Det var nok der, man skulle have været - eller også skulle man bare være flakket om på må og få til jazzfestivalen denne dejlige sommeraften. Som landet ligger er og bliver Kings of Leon ikke andet end en fis i en hornlygte og personligt vil det ikke generere mig, hvis jeg aldrig skal høre så meget som en eneste tone fra den kant igen. Nogensinde.
Kings of Leon, Forum, tirsdag